Et af de vigtigste argumenter for at bremse smittespredningen af coronavirus i Danmark og andre lande er, at hospitalerne ikke løber tør for respiratorer til at behandle kritisk syge.

Uden nogen anerkendt medicin eller vaccine bliver respiratorerne betragtet som noget nær den eneste metode til at redde de allermest alvorligt syge patienter. Derfor har lande verden over forsøgt at frigøre, indkøbe og fremstille så mange respiratorer som muligt.

Fem uger inde i epidemien i USAs epicenter, delstaten New York, byder et nyt studie på dystre konklusioner:

Kun 20 procent af de coronapatienter, som kom på intensivafdelingen, overlevede. Og hele 88 procent af de syge, som blev tilknyttet en respirator, døde efterfølgende, skriver The Washington Post.

For patienter over 65 år, som kom i respirator, har dødsraten været 97 procent.

Længe har den optimistiske teori været, at kritisk syge patienter, når først de kom på intensivafdelingen, havde en fifty-fifty-chance for at overleve. Data fra studiet af 320 respiratorpatienter i New York tyder på, at den forhåbning, i hvert fald i USA, er alt for højt sat.

Før coronaepidemien havde patienter indlagt i respirator på de samme hospitaler i gennemsnit 20 procent chance for at overleve, men nu peger studierne så på, at overlevelseschancerne for covid-19-positive er endnu ringere.

Studiet nåede også frem til, at 57 procent af de afdøde havde for højt blodtryk, mens 41 procent var svært overvægtige, og 34 procent led af diabetes. Til gengæld spillede astma ikke nogen signifikant rolle.

Bedre chancer i Sverige

En gennemgang af de elektroniske patientjournaler for 5.700 covid-19-positive, som har været indlagt i New York, bød også på nogle overraskende fund med hensyn til symptomer.

Blandt andet, at 70 procent af de patienter, som var syge nok til at komme på hospitalet, slet ikke havde feber.

Netop feber er igen og igen blevet fremhævet som et af de tydeligste symptomer på covid-19. Men det var altså under en tredjedel af patienterne, som havde forhøjet temperatur.

Studiet er baseret på »afsluttede patientforløb« og tæller derfor kun patienter, som enten er udskrevet eller afgået ved døden, og altså ikke dem, som endnu er indlagt. Det forhold kan måske få dødsraten ned over tid.

Allerede i dag er flere læger i USA begyndt at stille spørgsmål til det fornuftige i at tilslutte patienter en respirator som standardbehandling.

Erfaringer fra andre lande viser imidlertid, at overlevelsesraten tilsyneladende varierer betragteligt på tværs af lande. Det samme gør profilen på patienterne, og hvor syge de er, når de bliver tilknyttet en respirator.

En undersøgelse fra Karolinska Universitetshospital i Sverige viste ifølge SVT, at 80 pct. af dem, som kom i respirator, overlevede. Studiet talte dog kun 62 patienter, hvoraf 48 overlevede og 14 døde.

I England har studier af 3.883 patienter vist, at andelen, som overlevede, var omkring 50 pct.

I Danmark er antallet af covid-19-patienter i respirator endnu så småt (i øjeblikket er det 68 personer) og indlæggelserne så lange, at der ikke er egentlig statistik for overlevelsesraten for dem, som har afsluttet behandlingen.

I begyndelsen håbede lægerne i Danmark på, at to tredjedele af patienterne ville overleve. Men nu er forventningen tættere på 50 pct.