Da Svend Gustav Jensen blev skudt

To danske SS-frivillige ligger i en massegrav i Tyskland. Spørgsmålet er, hvordan de havnede der? Lokalhistorikere hævder, at amerikanske soldater for 70 år siden henrettede dem med nakkeskud. Diskussionen er udtryk for en »normalisering« af historien om Hitlers Tyskland, siger en række nye bøger.

Det er en mindeplade, som dårligt kan være mere ydmyg. Den bliver væk mellem græs og den slags selvmotiverende planter, som gartnere elsker.

En tilfældig besøgende vil gå forbi mindepladen uden at ænse den, og hvis vedkommende får øje på den – hvis en krans eller en buket kalder på ens nysgerrighed – bliver man ikke meget klogere. For der står blot: »I de sidste dage af verdenskrigen – 11.4. 1945 – mistede de også livet«, og derefter følger 38 navngivne og syv navnløse personer.

Intet sted fremgår det, at der er tale om et grumt og 70 år gammelt mysterium med historisk rækkevidde – og et mysterium, som også involverer to danske SS-frivillige. Svend Gustav Jensen og Jens Olsen havde gjort det meste af krigen med, hele vejen fra de store sejre i øst til den lange retræte, og få uger før det hele var forbi, få uger før krigen var endegyldigt tabt og slut, døde de i Gispersleben ved Erfurt. De ligger nu i en massegrav øst for Kassel, vest for Leipzig og 700 kilometer syd for København.

Mysteriet handler om, hvordan de døde – og et af svarene forstyrrer alle de perlegrusbelagte konventioner, som vi har brugt efterkrigstiden på at lægge til rette.

Mindepladen i Kilianipark i Gispersleben er et eksempel på den perlegrus. Historien om den har indtil nu været fortalt som en moralsk historie – fordi de moralsk korrekte lektioner om krigen var vigtigere end de rigtige kendsgerninger, som professor Gavriel Rosenfeld skriver i sin netop udkomne bog »Hi Hitler«.

Hvad var de moralsk korrekte lektioner fra Gispersleben så?

For det første, at Hitlers Tyskland var så sort, at det farvede alt andet hvidt, og for det andet – i en koldkrigsoptik – at blind lydighed, fanatisme og totalitarisme altid leder vild. Og derfor har den officielle historie om Gispersleben også lydt nogenlunde sådan her: I april 1945 havde overborgmesteren i Erfurt, Walter Kiessling, fået nok. Han havde indtil da været en loyal nazist – når partitoppen krævede radikalitet, toppede han med endnu mere radikalitet, og han lå i konkurrence med andre ledere om først at kunne erklære sit gebet for »jødefrit«. Koncentrationslejren Buchenwald lå vest for Erfurt, og Kiessling samarbejdede ubesværet med ledelsen.

Men i april 1945 – med amerikanerne med kurs mod Erfurt – gav han ordre om overgivelse for at skåne byen. Men den lokale kommandant, oberst Otto Merkel, sagde nej. Føreren havde beordret kamp, og det skulle han få, og Merkel gav ordre om at skyde Kiessling, som måtte gemme sig for sine gamle partifæller.

Med få soldater, færre rifler, begrænset ammunition og næsten ingen kampvogne og artilleri forberedte Merkel sit forsvar, og i Gispersleben nord for Erfurt forskansede en umage kampgruppe sig. Lederen var Walter von Maydell, en friherre, som havde mistet familiens jord i Estland, og hans gruppe bestod af gamle krigere fra Folkestormen, drenge fra Hitlerjugend og SS-veteraner, deriblandt de to danskere. De kæmpede, selv om alt var tabt, og til sidst mistede de også livet, lyder den version. De blev »meningsløse ofre for en krig, som var længe tabt,« som lokalhistorikeren Steffen Rassloff har skrevet i Thüringer Allgemeine.

Den moralsk korrekte historie er ikke nødvendigvis ukorrekt – men den er bare ikke hele historien, siger kritikerne, som siden 1945 mand til mand, mund til mund, blog til blog, har talt om det fortiede. Nemlig at de 45 soldater i Gispersleben overgav sig, og at de amerikanske soldater derefter trak dem ned til Gera-floden og henrettede dem én efter én med nakkeskud og efterlod ligene på bredden. Deriblandt Svend Gustav Jensen og Jens Olsen.

Men er det muligt, at heltene fra alverdens krigsfilm gjorde den slags? At de i krigens sidste dage foretog sådan en krigsforbrydelse?

Øverst: »I de sidste dage af verdenskrigen? – 11.4. 1945 – mistede de også livet« står der på en mindeplade for 45 Waffen-SS soldater i Gispersleben ved Erfurt.?To af navnene er danske; Jens Olsen og Svend Gustav Jensen, hvis soldaterbog stadig eksisterer. Se t.v. Fold sammen
Læs mere

Det var 80. infanteridivision og 702. kampvognsbataljon, som i april 1945 erobrede Erfurt. Berlingske har studeret hundredvis af dokumentsider fra de amerikanske enheder, bl.a. de officielle logbøger, de såkaldte after-action-rapporter, enhedsdagbøgerne og private breve. Og de giver ikke direkte et svar, men de giver tværs gennem censuren et indblik i stemningen i de dage og dermed også et muligt svar.

Tag den anonyme skribent i fællesdagbogen for C Kompagni. Det var søndag 1. april 1945, påskesøndag, koldt, overskyet, der var regn i luften, han var midt i Tyskland, og han længtes efter paraden i sin hjemby. »Den tyske autobahn er i dag vores paraderute i stedet for hovedgaden, og her står forårsmoden på stålhjelm og uniform. Det er vores påskesøndag. Vi har for travlt til at fejre det, men vi tænker på tidligere påskesøndage, hvor vi var sammen med vores elskede, og vi beder for fremtidige påskesøndage med fred på jord. Vi ønsker bare at holde påske sammen med vores koner og vores familie – i ro og mag og sikkerhed ...«

Hans tungsind, hans længsel efter hjem og fred var forståelig, for set fra hans synspunkt var hver eneste ny krigsdag en unødvendig dag. Ét tusinde tyske soldater overgav sig hver dag alene i hans frontafsnit, og i en efterretningsrapport studsede en amerikansk officer over en tilfangetaget general, som stadig troede på sejr.

»Han er den første meget længe. Vi har på kort tid taget 11 andre tyske generaler til fange, og ingen af dem troede på sejr,« hedder det.

Krigen var tabt. Krigen var forbi. Det var klart for enhver, og alligevel blev en hård kerne af tyske tropper ved med at kæmpe, og som de amerikanske dagbøger afslører – der var altid bitterhed i at miste en kammerat, men der var en særlig bitterhed i at miste ham på så upåkrævet et tidspunkt.

6. april 1945 er et godt eksempel. Ved en landsby mellem Gotha og Erfurt blev G Kompagni overrasket af en isoleret tysk maskingeværstilling; tyskerne havde ikke en chance, men de sårede nogle amerikanere og dræbte oversergent Woodrow Bugg, som løb storm mod stillingen og satte den ud af spillet. Som logbogen siger: »Hans selvopofrende indsats vil leve evigt i hans kammerater.« Uden tvivl vil den det, men død var han – og unødvendigt var det.

Samme dag dræbte en tysk snigskytte løjtnant Shearing, som tre gange tidligere var blevet såret og havde modtaget Purple Heart-medaljen med tredobbelt egeløv og en Bronze Star for heltemod. Nu blev han ramt for fjerde gang – og sidste gang.

Tyske officerer, t.h., ser på at soldater fra den amerikanske hær krydser floden Weser, mens de som krigsfanger skal den anden vej.?Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Og det var det fortvivlende. Amerikanerne havde en overmagt, som var lammende, de sad på luftrummet, deres artilleri pulveriserede hele byer, og i mandskab og kampvogne var der ti af dem for hver en tysker. Men deres overlegenhed kunne ikke eliminere en camoufleret maskingeværrede eller en snigskytte, deres overlegenhed kunne ikke slukke flammen i de sande troende eller de virkeligt lydige – og ved Erfurt synes det som om, fjenden havde samlet alle de sidste troende og lydige til et sidste febrilsk forsvar.

Svend Gustav Jensen og Jens Olsen skulle ikke have været der. Deres gamle kammerater fra Frikorpset kæmpede i april 1945 i ruinerne af Berlin, mens de to var ved Erfurt. Hvorfor?

Det er uvist, hvordan Jens Olsen havnede der, men takket været en dansk amatørhistoriker og samler er Svend Gustav Jensens rejse kendt. Den pågældende har på websteder for amatørhistorikere forklaret, hvordan han i Frankrig købte Svend Gustav Jensens soldaterbog – og at han siden har forsket i hans historie.

Berlingske har uden held forsøgt at kontakte den danske samler, men i vores research, bl.a. i Bovrup-kartoteket og andre kartoteker fra besættelsestiden, har vi ikke fundet noget, der taler imod hans oplysninger, og her er, hvad vi ved om Svend Gustav Jensens fortid.

Han var født 19. december 1909 i Kullerup uden for Nyborg og uddannet mejerist og meldte sig på sin 30 års fødselsdag i 1939 ind i DNSAP og i den uniformerede afdeling SA. På det tidspunkt var han flyttet til København og tilknyttet partiets afdeling på Vesterbro, og tilsyneladende var han tidligt tændt af at komme i krig. Allerede i januar 1941 deltog han i et SS-forkursus i Alsace, og 1. juli 1941 meldte han sig officielt til Frikorps Danmark.

Mindst 6.000 danskere gik under krigen i tysk tjeneste.

I 1943 blev Frikorpset omdannet til SS-Panzergrenadier Regiment 24 Danmark og indrullet i SS-Division Nordland, og de frivillige havde mulighed for at komme ud. Det er umuligt at vide, hvad der foregik inde i hovedet på mejeristen fra Kullerup. Stalingrad var tabt, USA var gået ind i krigen, og den lange tyske retræte var begyndt. Hvis Svend Gustav Jensen havde været en opportunist, ville han være rejst hjem, men han og de fleste danskere blev. De kæmpede mod partisaner i Kroatien, mod Den Røde Hær ved Leningrad og ned gennem de baltiske lande; med skib blev de evakueret til Stettin, og i 1945 var danskerne en del af Oder-Neise-forsvaret, og under kampene ved Stettin blev Svend Gustav Jensen såret.

Det blev skæbnesvangert.

For mens de andre danskere fortsatte kampen baglæns til Berlin, blev Svend Gustav Jensen overført til en SS-chaufførskole, som var en del af komplekset omkring koncentrationslejren Buchenwald. Det er uoplyst, om han gjorde tjeneste i selve lejren, men som en amerikansk efterretningsrapport fra 1945 påviser – de pågældende SS Kraftfahrschulen lå ofte i forlængelse af store koncentrationslejre og Gestapo-hovedkvarterer og var en del af infrastrukturen omkring dem. Koncentrationslejren kan også dårligt have overrasket danskeren. Som historikere som Bent Blüdnikow, Therkel Stræde og Dennis Larsen har påvist, var frikorpsfolkene en del af udryddelseskrigen mod jøder, russiske soldater og partisaner, og hvis nazisterne havde vundet krigen, havde det gjort dem til helte, men i 1945 – i 1945 var enden nær.

Også for Svend Gustav Jensen.

T.v.: Foto fra Svend Gustav Jensens soldaterbog Fold sammen
Læs mere

Det sidste stempel i hans soldaterbog var fra SS Kraftfahrschule Buchenwald, oplyser ejeren af bogen, og danskeren kom derfra til fronten ved Erfurt, 20 kilometer mod vest. Han havnede som medlem af kampgruppen ledet af SS-kaptajn Walter von Maydell, og han og hans fæller stod nu over for en af de mægtigste krigsmaskiner i verden.

Og den mægtige krigsmaskine kom til at kæmpe overraskende hårdt for sejren.

De amerikanske soldater i 80. infanteridivision var uafbrudt under pres fra chefen for 3. armé, general Patton, for at erobre så meget af Tyskland som muligt, inden russerne tog det – og derfor kan man også i de amerikanske dokumenter fornemme en irritation over tyskerne, der strittede imod.

10. april angreb amerikanerne således Kampgruppe Maydell i Gispersleben nord for Erfurt, og som det hedder i regimentdagbogen: »Små, fanatiske, isolerede og spontant-organiserede grupper af strejfere bliver ved med at forsinke vores fremrykken mod øst,« og 10. april om aftenen havde amerikanerne stadig ikke erobret landsbyen.

Og det skulle blive værre. Den følgende morgen klokken 8.13 gik tyskerne til modangreb med infanteri og tre kampvogne, fremgår det af logbogen, og kampenes indædthed fremgår af den senere amerikanske medaljeuddeling. Der blev uddelt fem Silver Stars- og tre Bronze Stars-medaljer for tapperhed, og der blev også uddelt fire Purple Heart-medaljer, og af begrundelserne fremgår det, hvordan velcamouflerede tyskere skød fra alle verdenshjørner og bl.a. fældede en amerikansk major.

»Menig M. Jesse Dunnaway løb gennem beskydningen fra tyske rifler, maskingeværer og morterer for at komme majoren til assistance, og han evakuerede ham ad samme farlige rute ... og reddede hans liv,« hedder det i en af begrundelserne.

Amerikanerne forsøgte febrilsk at finde ud af, hvor modstanderne befandt sig, og man kan i efterretningsrapporterne se forvirrede informationer om ammunitionsdepoter, antiluftskyts, mortérstillinger, anti-tank-kanoner, og det amerikanske artilleri sendte en styrtregn af granater ind over byen.

Tyskerne brugte alle kneb i bogen, også falsk-flag operationer, som kostede en populær chef for et kampvognskompagni livet. Jim Hardy var en seniorsergent, som på grund af usædvanlig tapperhed og lederegenskaber var blevet forfremmet til officer. Han delte sin ration af whisky med sine mænd, og han havde inviteret dem hjem til sin bolig i Brooklyn, når krigen var overstået, hedder det i en senere bataljonshistorie. Hardy og hans mænd i Sherman-kampvogne skulle rydde et skovafsnit ved Erfurt, og pludselig kom en amerikansk uniformeret infanterist ud fra træerne og vinkede dem i en bestemt retning. Hardy gav ordre om at følge efter infanteristen, og han og hans folk kørte lige ind i en salve fra et tysk selvkørende artilleri. Granaten ramte kampvognstårnet, Hardy faldt død ned i kampvognen, og infanteristen i amerikansk uniform forsvandt.

Da Anden Verdenskrig sluttede overgav de tyske soldater sig i hobetal. Her er det i München, hvor tilfangetagende tyske snigskytter er på vej til en krigsfangelejr. Ofte skete der ikke de tilfangetagende tyskere noget, men nyere historieskrivning viser, at der indimellem skete voldsomme likvideringer. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ved kampene ved Gispersleben mistede bataljonen flere mænd end i resten af april tilsammen, viser opgørelserne.

Men til sidst fik amerikanerne overtaget, som den tidligere oberstløjtnant i Bundeswehr, Ulrich Saft, skriver i sin nylige bog »Krieg in der Herimat«: Kampgruppe Maydell endte til sidst med at forskanse sig på kroen »Parkschenke«, amerikanerne omringede dem, og »situationen var håbløs,« skriver Ulrich Saft, og den konklusion nåede kampgruppen også til. I bataljonsdagbogen står der ud for 11. april klokken 16.11: »Omkring 100 mand vinker med det hvide flag.«

Det er her, den officielle historieskrivning slutter. Men i »Krieg in der Heimat« fortsætter Ulrich Saft historien. Han skriver:

»De amerikanske soldater tog de tyske fanger med til den nærliggende Amtmann-Kästner Platz, puttede dem i håndjern og afhørte dem. Til sidst blev SS-soldaterne taget ned til bredden af Gera-floden, og de blev dræbt med nakkeskud. Dér lå ligene i flere dage, med hovederne i vand, indtil 15. april, hvor den lokale pastor og mange lokale beboere begravede dem.«

En anden nylig bog når samme konklusion. Helmut Wolf var 17 år i april 1945 og indkaldt til Folkestormen, og i »Erfurt in Luftkrieg« beskriver han, hvordan amerikanske soldater på bypladsen i Gispersleben sorterede fangerne og trak 45 af dem ned til floden og skød dem. »På grund af den sparsomme dokumentation er det umuligt at sige mere om omstændighederne ved massakren,« skriver han. Der er aldrig blevet gennemført en officiel undersøgelse af påstandene, f.eks. en opgravning af ligene og retsteknisk efterforskning.

De officielle amerikanske dokumenter er tavse om en eventuel massakre. Det fremgår, at kampene var hårde, at mange af veteranerne faldt eller blev såret, at tyskerne var desperate, at amerikanerne tog 100 krigsfanger, og at bataljonen oprettede et midlertidigt stabshovedkvarter i Gispersleben. Andre steder i dagbøgerne skrev amerikanerne ofte, hvad der skete med krigsfangerne – at de f.eks. »blev ført bagud« – men her står der ingenting.

Men hvis amerikanerne vitterligt henrettede de tyske soldater – hvorfor gjorde de det så? Den danske ejer af soldaterbogen peger på, at amerikanerne samme dag befriede koncentrationslejren Buchenwald – og at henrettelsen kunne være en hævnaktion mod SS-mænd. Buchenwald blev befriet samme dag klokken 15.15 – de tyske vagter flygtede, og fangerne overtog lejren, og nogle timer senere ankom amerikanerne. Tyskerne i Gispersleben overgav sig klokken 16.11, og dermed er det svært at få tiden til at hænge sammen. En anden forklaring er mere sandsynlig. Nemlig at der var tale om frustration, en spontan amerikansk vrede mod tyskere, som stod i vejen for deres fremmarch, og som havde forhindret nogle af deres gode kammerater i nogensinde igen at opleve en påskeparade.

Det opsigtsvækkende er ikke, at amerikanerne måske henrettede 45 fjendesoldater og begik en krigsforbrydelse. Historikere som John Dower og Niall Ferguson har tidligere beskrevet, hvordan amerikanerne under Stillehavskrigen var i stand til at gennemføre rå bestialitet mod japanske soldater. Det opsigtsvækkende er, at de påståede amerikanske krigsforbrydelser i Tyskland nu bliver diskuteret.

Den amerikanske krig i Tyskland har hidtil været set som en ren krig, en Tom Hanks-krig, bl.a. fordi fjenden var så modbydelig, og derfor har amerikanske forbrydelser været omerta.

Den renhed bliver nu anfægtet, ikke blot af begivenhederne i Gispersleben, men også af en anden ny bog. Den tyske historiker Miriam Gebhardt udgav i forrige uge bogen »Als die Soldaten kamen«, og heri hævder hun, at de amerikanske soldater i Tyskland foretog massevoldtægter. I 1945 stod 1,6 mio. amerikanske soldater på tysk grund, og de voldtog op mod 190.000 tyske kvinder mellem syv og 69 år, hævder hun, og hun opregner to forklaringer: Vrede over de tyske krigsforbrydelser og forbitrelse over den vedvarende og hårde modstand.

Sidste år nåede den amerikanske professor Mary Louise Roberts til samme konklusion i sin bog »What Soldiers Do«. Hun beskrev amerikanske soldaters forbrydelser mod franske kvinder, som de betragtede som samleje på to ben, og antallet af voldtægter var astronomisk, skrev hun.

Alt sammen er det udtryk for, hvad Gavriel Rosenfeld kalder »en normalisering« af historien om Anden Verdenskrig. Det er historien som historie og ikke som moral.

De nye bøger og diskussionen i Gispersleben er ikke udtryk for, at amerikanerne var værre end tyskerne – for det var de ikke. Det er heller ikke udtryk for, at amerikanerne begik krigsforbrydelser en masse – for det gjorde de ikke. Derimod er det udtryk for, at krig er krig, og at begrebet »ren krig« er en oxymoron – og at Tom Hanks er en skuespiller.