Da supermagten sank

En sjælden optimisme herskede i Sovjetunionen i 1989. Reformlederen Mikhail Gorbatjov udskrev valg og et politisk tøbrud rullede gennem landet. Men entusiasmen varede kort, og Sovjetimperiet begyndte at vakle. To år senere styrtede supermagten i grus.

»Farer venter dem, der ikke reagerer på livet.« Sådan lød den dystre advarsel fra sovjetlederen Mikhail Gorbatjov til den østtyske regeringschef Erich Honecker. Bemærkningen faldt under et besøg i Østberlin i oktober 1989 i anledning af 40-året for DDRs oprettelse. Gorbatjov fik ret. En måned senere faldt Berlinmuren. Og to år senere kollapsede også Mikhail Gorbatjovs eget Sovjetunionen. »Dødens kys« blev det senere døbt. Fold sammen
Læs mere

MOSKVA: Jevgenij Volk kunne dårligt tro sine egne øjne. Nogle af hans ældre kolleger så decideret lamslåede ud. På det lille kontor i det sovjetiske udenrigsministerium, der i 40 år havde domineret det halve Europa, sad embedsmændene stuvet sammen om den lille sorthvide fjernsynskærm. På skærmen så de helt nye ansigter, og ansigterne sagde ord, der før kun var blevet hvisket ved køkkenbordene.

»Vi havde aldrig set den slags på TV. Selv cheferne i ministeriet sad og gloede. De vidste vist ikke rigtigt, hvordan de skulle reagere,« fortæller Jevgenij Volk i dag.

Det var i slutningen af maj 1989, og Jevgenij Volk var som ung diplomatspire i den sovjetiske udenrigs­tjeneste vidne til Sovjetunionens hidtil mest vidtgående demokratiske eksperiment. De statskontrollerede TV- og radiokanaler sendte direkte fra åbning-en af den nyvalgte folkekongres, den første forsamling i Sovjetunionen, der var sammensat ved - overvejende - frie valg. Valget var udskrevet af reformlederen Mikhail Gorbatjov. Politbureauets yngste medlem var kommet til magten i 1985 i slipstrømmen på en række aldrende sovjetledere. Og selvom valget blot var det seneste skvulp i hans reformbølge under slagordet »perestrojka« eller »genopbygning«, så var det denne gang som om, nogen havde pirket hul i en dæmning.

Fra talerstolen i Folkekongressen tordnede den ene taler efter den anden mod den katastrofale krig i Afghanistan, miljøkatastroferne og manglen på basale varer i butikkerne. Nobelprisvinderen Andrej Sakharov talte om sovjetmagtens brud på menneskerettighederne. Og repræsentanter fra de baltiske sovjetrepublikker debatterede den længe hemmeligholdte Hitler-Stalin-pagt. Der opstod kø for at komme til mikrofonen.

Effekten var enorm. For første gang hørte også den brede befolkning en anden historie om deres land. Senere undersøgelser viste, at nær 90 procent af Sovjetunionens 290 millioner indbyggere fulgte dele af de åbenhjertige debatter.

»Med ordets magt fik de verdens største land til at slå revner,« siger Jevgenij Volk i dag 20 år efter.

UDEN FOR SOVJETUNIONEN - i Europa - fik Gorbatjovs nye linje ligeledes dramatiske konsekvenser. Da han i sommeren 1989 besøgte Østtyskland var der ingen støtte fra ham til den aldrende kommunistleder Erich Honecker. I stedet lød hans berømte advarsel: »Farer venter dem, der ikke reagerer på livet«.

I Vesten er den nu 78-årige tidligere sovjetleder derfor mest kendt for det, han valgte ikke at gøre. Gorbatjov sendte ingen kampvogne for at fastholde de kommunistiske regimer i Østeuropa. Gorbatjov gjorde dermed op med den sovjetiske udenrigspolitik siden Nikita Khrusjtjov og med tidlig-ere sovjetiske invasioner i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Det ændrede det geopolitiske landkort. Og det fik jorden til at brænde under partibosserne i Tjekkoslovakiet, Ungarn og ikke mindst Østtyskland.

»Gorbatjovs nye kurs var en væsentlig forklaring på begivenhederne i Berlin i 1989,« siger Helmut Altrichter, der er professor i russisk og østeuropæisk historie ved universitet i Erlangen-Nürnberg i Tyskland.

En kæde af begivenheder fulgte: Vidtgående nedrustningsaftaler med den amerikanske præsident Ronald Reagan. I februar 1989 trak de sidste sovjetiske tropper sig ud af Afghanistan efter ti års krig, der havde kostet landet dyrt. Inden året var omme - den 9. november - smeltede symbolet på delingen af kontinentet: Berlinmuren.

Afspændingen gjorde Gorbatjov til en populær mand i Vesteuropa og - i hvert fald for en tid - også blandt Sovjetunionens intellektuelle og demokratiforkæmpere. Han modtog i 1990 Nobels Fredspris.

Men kun få havde forudset, hvor hurtigt begivenhederne overhalede Gorbatjov indenom. Mindst af alt Gorbatjov selv. Blot to år efter Murens fald - i december 1991 - knækkede supermagten i flere dele. Landet forsvandt fra landkortet og gav i stedet plads til 15 nye lande, herunder det moderne Rusland, der aldrig lærte at elske Gorbatjov.

I RUSLAND ER sammenbruddet fortsat et emne, der fremkalder stærke følelser. Det er samtidig en afgørende årsag til, at Gorbatjov i eftertiden aldrig blev så populær i sit hjemland som i Vesten. Og i dag, hvor russerne er langt fra de frie valg, de blev stillet i udsigt, er der ikke længere mange, der takker Gorbatjov for hans reformer. Selv ikke i den liberale, provestlige opposition.

»En tid troede vi virkelig på Gorbatjovs reformer. 100.000 mennesker gik på gaden i Moskva for demokratisering, åbenhed, trykkefrihed. Vi havde en tro på det, som vi ikke har set siden. Men i løbet af få år forsvandt entusiasmen. Vi følte os bedraget og snydt, da vi så resultatet,« siger den russiske kommentator og forfatter Andrej Piontkovskij, kritiker af Vladimir Putins styre og dengang som nu aktiv i den demokratiske opposition.

Bitterheden har mange årsager. En af dem er den manglende happy end for Rusland. Landet blev aldrig det velhavende demokrati, som mange håbede og troede på. I dag får Gorba­tjov derfor med rette eller urette en del af skylden for, at Kreml ikke bare mistede en fjerdedel af sit territorium, men også blev kastet ud i 1990ernes ydmygende fattigdom og røverkapitalisme. I en meningsmåling fra 2006 udtrykte blot 12 procent af russerne en positiv holdning til Gorbatjovs­politiske arv.

»Perestrojka var en plan fra magthavernes side, hvormed de kunne konvertere deres politiske magt til individuel magt og rigdom. Det spor har de russiske ledere fulgt lige siden med en kulmination i Putins kleptokrati,« siger Andrej Piontkovskij skarpt.

OGSÅ JEVGENIJ VOLK, der i dag er leder af Moskva-kontoret i den konservative amerikanske tænketank, Heritage Foundation, skelner skarpt mellem Gorbatjovs indenrigs- og udenrigspolitiske formåen.

»Udenrigspolitisk var Gorbatjov en succes, og vi må give ham ære for, at regimerne i Østeuropa faldt uden blodsudgydelser. Men indenrigspolitisk var han en katastrofe. Ingen i Sovjetunionen fik bedre levekår, de fleste fik det kun værre,« siger Jevgenij Volk.

Supermagtens skæbne blev beseglet, da Gorbatjovs gamle rival, Boris Jeltsin, sammen med lederne fra de ukrainske og den hviderussiske sovjet­republik i december 1991 underskrev et dokument, der opløste Sovjetunionen.

DET ER DOG EN HÅRD dom at give Gorbatjov skylden for hele Ruslands kaotiske historie i nyere tid, mener Helmut Altrichter, forfatter til bogen »Rusland 1989« om det skelsættende år.

»Modviljen mod Gorbatjov siger mere om den generelle følelse af politisk meningsløshed, som de senere ledere, Boris Jeltsin og Vladimir Putin, har påført Rusland,« siger Helmut Altrichter.

Den skuffelse kan også aflæses direkte i tilslutningen til demokratiet i Rusland. Den er faldende. Nu i 20-året for de første frie valg i Sovjetunionen siger 26 procent af russerne i en ny meningsmåling, at demokratiet ikke »egner sig til Rusland«. 57 procent støtter demokratiet. Det tal var 67 procent for bare to år siden.

Samtidig spiller Ruslands nuværende magthavere, premierminister Vladimir Putin og hans nære allierede, præsident Dmitrij Medvedev, på den udbredte nostalgi for sovjettiden. Vladimir Putin genindførte i 2000 melodien fra den sovjetiske nationalsang som det nye Ruslands nationalhymne. Putin har siden betegnet Sovjetunionens sammenbrud som »den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«. Det fik det givetvis til at løbe koldt ned ad ryggen på selvstændighedsledere i de tre baltiske lande, Ukraine, Georgien og mange andre lande, der brød fri af Moskvas overherredømme i 1991. Men den aldrende Gorbatjov har flere gange erklæret sig helt enig i netop den kommentar.

Når det gælder demokrati, har Gorbatjov dog gjort karriere som åbenmundet kritiker af Putins fornyede centralisering af magten. Gorbatjov er i dag storaktionær i den Putin-kritiske avis Novaja Gaseta. Han har kaldt det dominerende parti, Forenet Rusland, for »det værste af Sovjetunionens kommunistiske parti«.

Og følelsen af deja-vu var til at tage at føle på, da han i et interview med britiske BBC i sidste måned igen talte indtrængende for reformer af landets politiske system.

»Det kan ikke gøres med pres, med ordrer og kommandoer og administrative dekreter. Det kan kun gøres gennem demokrati, ved at etablere et frit og demokratisk miljø med folkets deltagelse,« sagde han.