Da Indien vedtog loven, gik det amok. Nu er den trådt i kraft, og frygten vokser

Indiens leder rider på en bølge af succes. Men under overfladen lurer utrygheden. Og med få uger til valg har landets regering aktiveret en ny lov, der skaber uro og frygt. 

Medlemmer af en studenterorganisation sætter ild til en figur, der skal forestille Indiens premierminister, Narendra Modi. Det skete under en demonstration 12. marts i protest mod en ny lov, som kritikere mener diskriminerer landets største mindretal.  Biju Boro/AFP/Ritzau Scanpix

Skuddene knaldede i gaderne, mens tåregas lagde sig som en tåge omkring demonstranterne. Situationen var gået amok.

Da røgen havde lagt sig, var 53 mennesker dræbt alene i Delhi. Nogle blev ramt af skud. Andre blev brændt ihjel. To tredjedele af de dræbte var muslimer. Men det var ikke bare i Dehli, at der var ballade. Over hele Indien kom det til sammenstød.