Da sirenerne hylede lørdag morgen, løb Mor Bayder og hendes nærmeste – ligesom mange israelere – ned i deres sikkerhedsrum.

Men Mor Bayders bedstemor var ikke med.

På værst tænkelig vis fandt hun og familien ud af, hvad der var sket med bedstemoren, har Mor Bayder fortalt til den israelske tv-station Reshet 13.

»Da vi kom ud, ringede min tante til mor,« fortalte Mor Bayder grædende i interviewet. Tanten sagde:

»Åben Facebook, åben Facebook.«

Mor Bayders mors hænder rystede så meget, at hun ikke kunne åbne telefonen og Mor Bayder åbnede Facebook for hende.

»Det var det værste, man overhovedet kunne forestille sig.«

»Min bedstemor lå på gulvet i sit hus. Dræbt i en video. Hele gulvet var dækket i blod, og der lå min bedstemor.«

»Terroristerne havde taget hendes telefon, filmet hende og lagt det på hendes private Facebook-væg. Det var sådan, vi fandt ud af det. Vi skreg, og vi skreg,« fortæller Mor Bayder.

Hendes bedstemor boede i kibbutzen Nir Oz i det sydlige Israel tæt på grænsen til Gaza. 

Kibbutzen blev overrendt af Hamas-terrorister tidligt lørdag morgen. Mange af de cirka 400 indbyggere blev dræbt, mens mange blev kidnappet til Gaza.

»Det er det værste, man overhovedet kunne forestille sig. Vi vil aldrig glemme det resten af vores liv,« siger Mor Bayder om Facebook-opslaget.

Hun har også bekræftet episoden på sin egen Facebook-profil.

Mindst 900 israelere er døde i Hamas' angreb, lyder det seneste dødstal.

I Gaza har israelske angreb kostet flere end 687 palæstinensere livet, skriver AP.