Da Egypten tabte Sinai for anden gang

Det internationale samfund ryster på hovedet, mens Egypten kæmper for at bevare status som et sikkert turistmål. En bombe på et fly er flere ligaer over sporadiske angreb på soldater.

Britiske turister strømmede fredag til lufthavnen i Sharm el-Sheikh, hvor der ventede en kaotisk dag. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Kufferter, der skulle have været med fly fra Sharm el-Sheikh og Cairo, hober sig op.

Ifølge franske kilder er begge sorte bokse fra flystyrtet, der dræbte 224 personer for en uge siden, blevet analyseret, og konklusionen er, at et terrorangreb bragte flyet ned.

Storbritannien forsøger at hasteevakuere 3.500 af de næsten 20.000 briter, der ifølge britiske rejseselskaber opholder sig i Sharm el-Sheikh. Den russiske efterretningschef, Aleksandr Bortnikov, fraråder russiske fly mod at flyve til Egypten. Den opfordring blev kort tid senere efterfulgt af præsident Vladimir Putins ordre om at stoppe al russisk flytrafik til og fra Egypten.

Både EasyJet og det hollandske KLM-selskab nægter indtil videre at flyve med baggage, der er blevet tjekket ind i egyptiske lufthavne. Passagerer har modtaget besked om, at de kun må medbringe håndbaggage.

En video fra 2007, hvor norske turister filmer sig selv vade gennem bagagescanningen i Sharm el-Sheikhs lufthavn, mens to egyptiske politiofficerer sidder og sover i stedet for at kigge på skærmen, føjer til nervøsiteten omkring sikkerheden. Det samme gør de billeder, en egyptisk journalist har lagt ud på nettet, hvor en egyptisk mand sørger for, at jordanske turister kommer gennem et særlig hurtigt sikkerhedstjek, mod betaling.

De egyptiske myndigheder har reageret med vrede over de tidlige udmeldinger om terrorangreb. Under præsident Abdel Fattah al-Sisis officielle besøg i London torsdag meddelte premierminister David Cameron, at det russiske fly med stor sandsynlighed var blevet bragt ned af en bombe.

En udmelding, der ifølge egyptiske analytikere er direkte årsag til, at otte af de ti britiske fly, der fredag skulle flyve nervøse badegæster hjem i sikkerhed, hverken fik lov til at lande eller lette af de egyptiske myndigheder.

Sent fredag besluttede de egyptiske myndigheder at aflyse alle planlagte afgange fra Sharm el-Sheikh, mens en hær af Sisi-tro egyptere forsøger at mane til ro på de sociale medier.

De skælder ud på de vestlige landes konklusioner, og et kort, hvor Sinai-halvøen beskrives som et område, der er under Islamisk Stats kontrol, vækker forargelse blandt mange egyptere.

Problemet Sinai

Men Sinai, der blev besat af Israel under krigen i 1967 og leveret tilbage til Egypten som en del af fredsaftalen mellem de to lande, er igen kommet uden for de egyptiske myndigheders kontrol. Især i løbet af de seneste to årtier er islamiske terrororganisationer blevet tiltrukket af det stærkt decentraliserede ørkenområde.

Store dele af de næsten 500.000 lokale beduiner nærer et mangeårigt had til regeringen i Cairo på grund af manglende udvikling af Sinai. I de sydøstlige dele af Sinai har beduinstammer ernæret sig af Rødehavets turisme.

I de centrale, vestlige og nordlige dele af halvøen har den mest indbringende forretning de seneste 20 år været våbensmugling på ruten mellem Sudan og Gaza, og til udbygning af de lokale militante netværk.

Strømmen af våben og de egyptiske myndigheders fravær har gjort Sinai til en af regionens mest undervurderede koncentrationer af militante grupper. De internationale observatører, der er udstationeret i Sinai, har for længst forskanset sig, som om de var sendt til Anbar-provinsen i Irak eller Helmand i Afghanistan.

Nye foranstaltninger bombet tilbage

Egyptiske soldater kommer under angreb og færdes kun på hovedvejene i Sinai. Alle andre steder er for farlige. Og efter de terrorangreb, der har været ved kysten, i Dahab, Taba og i Sharm el-Sheikh i 2005, er det lykkedes myndighederne, at lokke turisterne tilbage med nye sikkerhedsforanstaltninger, kontrolposter og argumenter om, at Rødehavets kystlinje er sikker – i modsætning til den nordlige del af Sinai, som man ikke engang forsøger at lokke turister til.

Den mere eller mindre tålte tilstand har den formodede bombning af det russiske passagerfly vendt op og ned på.

Mindre end en uge efter episoden er internationale flyselskaber begyndt at undgå Sinais luftrum. Alt imens Wilayat Sina, som den lokale gren af Islamisk Stat i Sinai kalder sig, kan fejre et års fødselsdag med et terroranslag, der for alvor vristede Sinai ud af de egyptiske myndigheders hænder – endnu en gang.