Cyberkriminelle deler oplysninger om italiensk minister
Antonio Tajanis personlige oplysninger deles på det mørke net på grund af Italiens støtte til Ukraine.
Antonio Tajanis personlige oplysninger deles på det mørke net på grund af Italiens støtte til Ukraine.
Italiens udenrigsminister, Antonio Tajani, hævder lørdag, at cyberkriminelle deler hans personlige informationer på internettet på grund af landets støtte til Ukraine.
Det skriver han i et opslag på X ifølge AFP.
- I flere dage har cyberkriminelle spredt personlige data om mig på det mørke net (the dark web, red.) og forsøgt at skaffe flere oplysninger, hvilket udsætter mig for nye trusler, lyder det.
Den italienske regering har støttet Ukraine både humanitært og militært i krigen mod Rusland.
Ifølge ministeren er det årsagen til, at han nu er genstand for angreb.
- Jeg vil under ingen omstændigheder lade mig skræmme, skriver han i opslaget.
Det uddybes ikke, hvordan han ved, at årsagen er støtten til Ukraine.
Det fremgår heller ikke, hvem der står bag.
RITZAU