Cuba skal være USAs isbryder i Sydamerika

Cuba er en vigtig del af »Pax USA«, som Obama ser det. Diplomati skal ændre verden, og Obama er i gang med at sætte afgørende fingeraftryk på sit eftermæle.

Præsident Obama nedlagde senere på dagen en krans til ære for den cubanske revolutionshelt, José Martí. Det skete på Revolutionspladsen i Havana. Foto: Alejandro Ernesto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Præsident Barack Obamas historiske besøg på Cuba er begyndelsen til en lang række diplomatiske fremstød, som den amerikanske præsident vil gennemføre i de sidste ni måneder i Det Hvide Hus. For hans politik om at forandre gennem diplomati og kun bruge militære midler, når USAs vitale nationale interesser er på spil, skal afprøves i virkeligheden. Ellers overlader han det til sine politiske modstandere at tegne det politiske eftermæle af en præsident, som ofte har virket tøvende og ubeslutsom under store internationale kriser. Og kritikerne har haft let spil. For en ting, den ellers veltalende præsident ikke har haft held til, er at forklare sin udenrigs- og sikkerhedspolitik for befolkningen.

»Det er et klassisk eksempel på Obamas måde at gribe udenrigspolitikken an på,« siger præsidenthistorikeren Douglas Brinkley til den amerikanske TV-station CNN om Obamas rejse til Cuba. For præsidenten regner med at kunne komme i så tæt kontakt med cubanerne, at hans budskab om demokrati og frihed kan trænge igennem et regime, der ellers holder befolkningen i et jerngreb.

Derfor er Obama i Cuba de kommende dage. Derfor vil præsidenten i de sidste måneder af sin periode foretage en del rejser blandt andet til Sydamerika og Afrika. Han vil modtage stats- og regeringschefer i Det Hvide Hus for at udbygge forholdet til Mellemøsten og ikke mindst Asien. Og selv de fem nordiske lande vil i maj holde møde med Obama for at drøfte emner som menneskerettigheder, lighed, miljø, socialpolitik og fælles sikkerhed. Nøgleområder i den amerikanske præsidents eftermæle også på indenrigspolitikken, hvor han især angribes for sin sygesikringsreform og for at være fortaler for mere lighed i det amerikanske samfund.

I udenrigspolitikken vil han sende et stærkt signal om, at USA vil noget andet end magt­anvendelse. USA vil også opbygge solide alliancer med lande, man har et værdifællesskab med. Men USA vil også påvirke udviklingen i verden ved at åbne den diplomatiske dør på klem for lande, man ideologisk intet har til fælles med, men som man håber på gennem dialog med tiden kan blive en vigtig partner.

Foruden Cuba har især Iran været i søgelyset, da Obama stod i spidsen for en international aftale med regimet i Teheran om at ophæve sanktionerne mod Iran. Til gengæld skulle regimet opgive dets militære atomvåbenprogram. Det var et diplomatisk skridt, som det ikke er lykkedes for Obama at overbevise ret mange om visdommen i. Men Obama håber på, at det med tiden kan vise sig at være den rigtige vej frem i stedet for en militær konfrontation som ønsket af den israelske regering.

Kontakt til de unge prioriteres

Og med hensyn til Cuba er det som sædvanligt den næste generation af cubanere, Obama vil i kontakt med. Selv om han her bevæger sig på en utroligt svær balancegang ved at mødes med regimets repræsentanter i form af præsident Raoul Castro – bror til Fidel Castro – så møder han også systemkritikere. Men allerede nu viser det sig, at der er lang vej at gå. For den cubanske sikkerhedstjeneste har ikke hørt om, at de skal slække på kontrollen med systemkritikerne. Tværtimod tyder alt på, at regimet ikke har tænkt sig at tage nogle chancer, blot fordi en amerikansk præsident kommer.

Regimet på Cuba har fjernet de såkaldte »hvide kvinder«, som protesterer mod regimets fængsling af systemkritikere, fra gaderne. Butikkerne langs med den rute, som Obama går ad, er blevet lukket, og en stor baseballkamp, der er planlagt mellem et amerikansk og et cubansk hold, vil stort set udelukkende få regimets trofaste støtter som tilskuere. Men Obama satser på, at der så meget »oprør« i den cubanske befolkning, at den næste generation vil skabe et langt mere demokratisk samfund.

Intet under, at eksilcubanerne i Florida er splittede. De unge, som mener, at der kan skabes forandring, og at Obama kan være den, der får sendt regimet ud i glemslen. De ældre mener, at det, Obama er i gang med, er endnu et bevis på, at præsidenten er naiv i sin tilgang til verdens problemer.

»Raúl har allerede hentet den næste generation ind – hans søn Alejandro Castro – som er blevet chef for sikkerhedstjenesten og for indenrigsministeriet,« som Obamas eksil-cubanske kritikere i Florida opgivende fortæller til de amerikanske medier. Og Alejandro Castro er kun 49 år og har derfor med familiens gener et langt liv foran sig. Det er ikke særligt sandsynligt, at han ligefrem vil ændre sit syn på revolutionen.

Møde med folket

Men for Obama er det vigtigt at »mødes med folket«, som han udtrykte det under et formøde med amerikanske diplomater. Og det er Obamas mærkesag at mødes med »folket« og ikke lederne, selv om det selvfølgelig også er en del af det officielle diplomatiske spil. Overalt, hvor han har rejst, har han primært ønsket at tale til store forsamlinger i det fri eller i store sportsarenaer og ikke holde store taler i de pågældende landes parlamenter. I Israel insisterede han også på at tale direkte til folket og ikke til de folkevalgte. Det samme har han gjort i Europa og i Mellemøsten, hvor han i Egypten holdt sin store tale i Cairo om sine visioner for et Mellemøsten i forandring.

Men om det lykkes for Obama at komme tæt på »folket« på Cuba er et andet spørgsmål. Hans taler vil blive transmitteret på TV, og der vil blive lyttet til dem, men forandringerne kommer ikke med det samme. Til gengæld regner Obama med, at åbningen til Cuba vil gøre det lettere for USA at samarbejde med en række sydamerikanske stater, som hele tiden har haft et tæt forhold til Castros Cuba. Ikke kun den hårde socialistiske kerne af syd­amerikanske lande, men også et land som Argentina, som bliver Obamas næste stop på rejsen.

Og måske – siger politiske iagttagere – er det langt mere vigtigt, fordi Argentina i lighed med en række andre sydamerikanske lande har valgt en centrumregering. I det hele taget vejrer Obama muligheden for, at Sydamerika er ved at vriste sig løs af populistiske venstrefløjs­ledere, som brugte USA som et skræmmebillede og vandt den ene valgsejr efter den anden.

I den retorik har Cuba også være anvendt som et lille land, der blev undertrykt af den store supermagt. Og med Obamas åbning af diplomatiske forbindelser med Havana er det argument nu væk.