Cruz control

Poul Høi: Selv hans partifæller i Senatet beskriver ham som skamløs og ufordragelig, men hos partiets græsrødder er begge dele i høj kurs, og nu er Ted Cruz ved at sætte USA og verdensøkonomien i sort.

Den republikanske senator Ted Cruz har udtænkt den plan, at det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus skal nægte at godkende de offentlige bevillinger, så USA ikke kan betale sine regninger, hvilket ville være en de facto statslig betalingsstandsning. Formålet er at få præsident Obama ttil at trække sin allerede vedtagne sundhedsreform tilbage. Her taler Ted Cruz om planen uden for Kongressen på Capitol Hill i Washington, DC. Foto: Drew Angerer/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere

Det er en vittighed, der er lige så gammel som bygningen – men onde tunger har altid hævdet, at den majestætiske kuppel over Kongressen i Washington bliver holdt oppe af politikernes ego.

Sådan er det i toppolitik. At se sig selv i spejlet og se en politisk leder kræver en vis fornemmelse for egen fortræffelighed.

Men selv i det selskab, selv blandt mennesker, som alle ser en præsident i sig selv, er det lykkedes Ted Cruz at rage op. Som en kilde siger til magasinet CQ: Alle politikerne i Kongressen »betragter sig selv som den klogeste i hele bygningen, men Cruz er helt ude af stand til at camouflere det i bare en smule kollegialitet. Han er så skamløs«.

Og hvis USA om få dage går i de facto betalingsstandsning, er det alt sammen takket været den pågældende skamløshed, eller som den demokratiske leder Nancy Polosi i går udtrykte det:

»Det er politisk pyromani«, brandstiftelse uden andet formål end at anstifte brand.

»Selvmord«

Men hvorfor har en i brede kredse ukendt senator fra Texas pludselig fået sådan en magt? Hvorfor går så mange af hans kolleger med til en plan, som den republikanske senator John McCain kalder »selvmord«, og som den konservative Wall Street Journal kalder »et stormløb ind i dragne bajonetter«, og som partistrategen Karl Rove advarer mod ved at fremlægge den ene måling efter den anden, som viser, at amerikanerne er imod Cruz & Co.

Svaret er i høj grad en aflæsning af pulsen i geledderne i Det republikanske parti.

For en halv snes år siden ville en radikal politiker som Cruz formentlig aldrig være blevet opstillet – endsige valgt – til posten som senator. Partiet var dengang i hænderne på mænd som Bush junior og Rove, og sammen gik de til valg på et slogan om at være »en samler, ikke en spreder« og »en konservativ med samvittighed«. Men det er mere end 13 år siden, og te-aktivismen har affødt en republikansk aktivisme, som har sat sig på partiapparatet, og som prædiker en nærmest religiøs konservatisme så ufortyndet af kompromis, så stålsat i sin vilje, at flertallet af svingvælgerne ikke kan være med.

Og Cruz har med perfekt timing ramt den bølge.

»Han er et...«

En række amerikanske medier er i den seneste uge dykket dybt i mandens fortid for at finde ud af, hvor i alverden han kom fra, og resultatet er en række konsekvent usympatiske portrætter.

Det er ikke så overraskende, at man finder den slags portrætter på moderate demokratiske blogs som Talking Points Memo, hvor redaktør Josh Marshall – der gik på Princeton University med Cruz – har forhørt sig om anekdoter hos gamle studiekammerater.

Marshall skriver: »Uanset hvem, jeg talte med – mænd og kvinder, nørder og ikke, konservative og progressive – så begyndte de samtalen på samme måde: »Ted? Han var et utroligt x« – med »x« dækkende et vulgært ord for en vis legemesdel. Da Cruz f.eks. studerede på Harvard, tog han i første uge initiativ til en studiekreds, men – sagde han – han ville kun indlemme medlemmer, som havde studeret på eliteuniversiteterne Princeton, Harvard eller Yale. Han forsømte heller ikke en lejlighed til at lade andre forstå, at han var den klogeste, og at de bare var kanonføde.

Igen – det er ikke så overraskende, at Marshall skriver den slags. Han er demokrat. Men det er mere overraskende, at man finder den samme holdning og hældning og ofte nogle af de samme anekdoter hos medier som Daily Beast og GQ. En studiekammerat siger til Daily Beast, at Cruz ville diskutere alting og kun med ét formål: »Han talte kun med dig af én grund – for at fortælle dig, at han havde ret.« På pigegangen klagede de over, at han somme tider kom listende rundt i en fimset morgenkåbe, og den mand, som han delte kollegieværelse med, lyder skræmt ved tanken om en præsident Cruz: »Jeg ville hellere have en hvilken som helst anden. Et hvilket som helst tilfældigt navn fra telefonbogen.«

GQ beskriver, hvordan de fleste af de andre republikanske senatorer hader ham, og McCain har offentligt kaldt ham en »wacko bird« – »en sær fisk« – og magasinet beskriver et besøg på Cruz’ kontor, hvor senatoren sidder med direkte udsigt til et kæmpemaleri af sig selv; maleriet forestiller Cruz, der procederer en sag foran den amerikanske højesteret, og i billedet ser man også tre andre portrættegnere, der er ved at tegne ham, og dermed er der i billedet fire billeder af Cruz.

Selv Bush-administrationen havde svært ved at tage ham. Han var en af nøglespillerne i det juridiske team, der var med til at sikre George W. Bush præsidentposten, men ifølge GQ havde de andre i kampagnen så svært ved at kapere hans facon, at han efter sejren blev sendt til en fjernposition i den føderale handelskommission.

»Ultimativt forræderi«

Men kursen på ufordragelighed var for stærkt opadgående i hans parti, hele te-aktivismebevægelsen er baseret på en idé om ikke at vige tilbage fra den slags upopulære og radikale beslutninger, som umiddelbart skurrer i ørerne på de fleste, og i 2012 vragede te-aktivisterne i Texas partimaskinens favoritkandidat og valgte i stedet Ted Cruz som kandidat – og eftersom Texas er en af republikanernes paradestater, vandt han også senatsvalget.

De fleste senatorer vælger som både strategi og bordmanerer at holde sig en kende i baggrunden i begyndelsen og arbejde på at skabe personlige forbindelse, men Cruz har fra dag ét været i front, og nu står han så i spidsen for den idé, som med trussel om offentlig betalingsstandsning skal dræbe præsident Obamas universelle sygesikring, »Obamacare«.

Planen går ud på følgende: Hvis ikke præsident Obama og det demokratiske flertal i Senatet går med til at dræbe Obamacare, vil det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus nægte at vedtage de offentlige bevillinger, og USA kan ikke betale sine regninger, hverken til løn eller lån.

Sådan en betalingsstandsning vil ikke have nogen indflydelse på Obamacare, for Obamacare er allerede vedtaget, det samme er bevillingerne til Obamacare, men Cruz’ plan er, at betalingsstandsningen med tiden vil blive så pinefuld, at præsident Obama overgiver sig og dropper sin største politiske fortjeneste, den offentlige sygesikringsplan for alle. Cruz’ plan er så langt ude, at kun ganske få tror på den – »det vil være et af de største mirakler nogensinde, hvis det lykkes«, som Wall Street Journal noterer – men ikke desto mindre har Cruz og te-aktivisterne gennem bl.a. TV-reklamer og stadigt pres fået republikanerne i Repræsentanternes Hus til at obstruere de offentlige bevillinger, og »nu må de stå fast«, som Cruz sagde i går.

Kongresmedlemmerne bryder sig ikke om at blive sendt i frontlinjen for en upopulær betalingsstandsning – og den er upopulær: Vælgerne holder i dette spørgsmål med Obama i forholdet tre til én. Men hvorfor føjer de republikanske kongresmedlemmer ham så? Den politiske forsker Jonathan Bernstein svarer i Salon: »De er hunderædde for, at de skal blive kaldt kujoner eller moderate eller venstreorienterede, og at te-aktivisterne ude i valgdistrikterne vil opstille en modkandidat til dem.« Et eksempel kom i går, hvor de republikanske senatsledere Mitch McConnell og Jon Cornyn sagde, at de ikke ville være med til Cruz’ plan, og en te-aktivistisk gruppe talte straks om »det ultimative forrædderi«.

Det er, hvad der i disse dage holder USA og verdensøkonomien på pinebænken – republikanernes frygt for te-aktivisterne, alt sammen illustreret af en senator fra Texas, Ted Cruz.