Creme og knaldromaner

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke de seneste års brandmandsplage i Middelhavet.

Såvel businessfolk som forfattere har denne sommer haft held til at score kassen på fænomenet.

Således er en særlig brandmandssolcreme udviklet af israelske forskere de seneste uger blevet flået ned fra apotekernes hylder. Cremen er inspireret af klovnefisken model for Disney-figuren Nemo der er immun over for både søanemoner og brandmænds gift.

Rørt sammen af bl.a. plankton lægger den et lag på den badendes hud, som får brandmændenes tentakler til at glide af. En undersøgelse fra Stanford Universitet i USA viser, at cremen yder 85-100 procents beskyttelse.

Videnskabelig thriller
I en helt anden boldgade udkom i juni romanen »Medusa«, skrevet af forfatterparret Sergio Rossi og Toni Polo. Der er tale om en videnskabelig thriller, hvor en hidtil ukendt art af bittesmå brandmænd opstået i havet ud for Namibia pludselig begynder at formere sig ukontrolleret. Det får katastrofale konsekvenser for fiskeri, turisme og skibsfart, og to forskerhold et europæisk og et amerikansk sendes ud for at løse problemet.

Avisen El País anmelder synes godt om bogen, men savner dog, at brandmændene udover at anrette materiel skade også tager livet af nogen f.eks. den arrogante og medieliderlige leder af det amerikanske forskerhold.

»Det var også fristende. Men vi vil ikke fremstille brandmændene som monstre. Det interessante er netop, at de trods deres skrøbelighed er i stand til at gøre enorm økonomisk skade,« siger forfatterne.