»Crazy Bruce«

Historien om miltbrandangrebet er blevet historien om Bruce Ivins, og det er at reducere en historie til meningsløshed og invitere til et nyt angreb.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er den anden halvdel af Bruce/

når han lukker mig ud./

Så puster jeg mig op.../

og jeg skubber Bruce af vejen.«

Bruce Ivins i et digt, han emailede til eks-kollega 15. december 2001.

Han kaldte sig selv for to-i-én. Han var seniorforsker på hærens biokemiske center på Fort Detrick og forfatter til 50 videnskabelige artikler om miltbrand. Han var Dr. Bruce Ivins. Men så var han også den anden Bruce, »Crazy Bruce … paranoid, alvorligt depressiv og plaget af galopperende angst,« som han beskrev sig selv i en email.

Det er i sig selv en bedrift, at han i så mange år kunne leve med dobbelt bogholderi. Kun hans psykiatere kendte sandheden, hele sandheden, de vidste, at han var en sociopat og havde morderiske tilbøjeligheder, men hans kolleger og chefer betragtede ham som en excentrisk videnskabsmand, akavet og nørdet, men godmodig.

I sommeren 2001 var dobbeltbogholderiet imidlertid ved at gå op i limningen; Bruce Ivins følte sig under massivt pres, og »Crazy Bruce« tog over, skriver psykiatere i en nylig rapport. I rapporten er de mere private oplysninger i Ivins’ psykiatriske papirspor overstreget, men bl.a. ved at gennemlæse de hyldemeter af dokumenter og retskendelser, som det amerikanske justitsministerium har offentliggjort, har Berlingske kunnet rekonstruere en del af psyken. Og ved at sammenligne Ivins med den psyke, som forskere tillægger seriemordere, får sagen en ny dimension. For det var, hvad Bruce Ivins i virkeligheden var – en seriemorder eller seriemorder-in-spe, viser en sammenligning.

En dominerende mor er således et af de gennemgående kendetegn for mange seriemordere, skriver historikeren Peter Vronsky i »Serial Killers«. USAs måske værste seriemorder, Henry Lee Lucas, havde en mor, som »mishandlede ham i en grad, som var psykotisk.« Det var også tilfældet med Ivins. Faderen var en kuet apoteker, som blev mishandlet af sin kone. Hun stak ham ned med en kniv, hun tævede ham, hun truede ham med en ladt pistol, og hun mishandlede Bruce Ivins og fortalte ham, at han skulle have været en abort. »Han voksede op med en følelse af at være uønsket,« skriver adfærdsforskerne i deres rapport. Barndommen fører ofte til en psykotisk hævnlyst, som er ufunderet i normal årsag og virkning.

Også i tilfældet Ivins. Som studerende blev han afvist af en kvinde, som var medlem af et sorority – en kvindelig studenterloge – ved navn Kappa Kappa Gamma (KKG), og KKG blev en livslang besættelse for Ivins. Resten af hans liv begik han indbrud i KKG-lokaler ved en lang række universiteter på den amerikanske østkyst og stjal deres kodebøger og deres logebøger. Miltbrandpulveret blev sendt fra en postkasse uden for KKG-lokaler i New Jersey. Seksuelt udviser seriemordere oftest en abnorm drift og tænder på det, som de savner mest i deres liv og baggrund, nemlig kontrol, skriver Peter Vronsky, og det er formentlig ikke en tilfældighed, at Ivins’ seksualitet var rettet mod børn og bundne kvinder.

Da FBI i 2005 bad ham om lov til at tage en kopi af hans computer-hard drive, spurgte han bekymret tilbage: »Hvad gør I, hvis I finder børneporno?« Det er uvist, om FBI fandt børneporno på computeren. Han var sygeligt optaget af reality TV-serien »The Mole« og især af en deltager ved navn Kathryn Price, formentlig fordi Price i serien blev bagbundet og fik bind for øjnene, og det var en »seksuel fetich for Ivins. Han tilhørte online-grupper, som udvekslede billeder af kvinder med bind for øjnene, og han havde hundredvis af den slags billeder på sin computer,« skriver FBI i en af sagsakterne.

Et apotek af psykofarmaka Seriemordere kompenserer ofte for deres psykoser med alkohol eller piller, og Ivins gjorde begge dele. Han var fra sin tidligere ungdom et sandt apotek af psykofarmaka. Han tog antidepressiva og beroligende medicin som valium, og da han under sit lange behandlingsforløb blev diagnosticeret som »paranoid skizofren« og »bipolar«, fik han ordineret anti-psykotisk medicin, og han pralede på et tidspunkt af at mixe sine egne cocktails af tequila og Ambien, et kontroversielt sovepræparat.

Med årene – og med efterforskningen – udviklede misbruget sig, og FBI fandt han somme tider vandrende rastløst rundt i nabolaget. Han talte til sig selv, skændtes med sig selv og virkede som »Crazy Bruce« på overtid, og det hele kogte sammen, da han i marts 2008 tog en overdosis af spiritus, Ambien og valium og blev indlagt til selvmordsovervågning, og et par måneder senere – under en gruppeterapi – forklarede han om sine planer for et massemord på kolleger og fjender, og han blev tvangsindlagt.

Eller med andre ord: Der er tydelige lighedstegn mellem Bruce Ivins og de karakteristika, som man finder hos andre seriemordere, men der er også en lige så tydelig forskel: De fleste seriemordere kan ikke intellektuelt kompensere for deres skrøbelige psyke, de er nogle vrag og ender som forhutlede skikkelser som f.eks. Henry Lee Lucas. Ivins kunne derimod føre sit dobbeltbogholderi – som seniorforsker og »Crazy Bruce« – og som adfærdsforskerne påpeger, så foretog han en bevidst kalkule: Han fortalte sandheden om sit sande jeg til psykiatere, bl.a. for at kunne få recepter til medicin, og han vidste, at de var bundet af tavshedspligt.

Når han indsendte selvoplysninger til Fort Detrick, nævnede han intet om sine diagnoser eller sit medicinforbrug, og med årene blev hans excentricitet institutionaliseret på arbejdspladsen, som FBI konstaterer. »Det er bare Bruce. Sådan er han... Flink fyr, men lettere delirisk.« Så hvordan afslørede FBI til sidst dobbeltbogholderiet? Videnskaben fældede ham. FBI var i stand til at identificere den flaske med miltbrandbakterier, som pulveret kom fra. Det var en flaske, som fik navnet RMR-1029, og den stod i Ivins’ kølerum. Det var bakterier, som han havde rendyrket fra 164 liter ned til én liter og derefter malet til et potent pulver. Men ét er, at miltbrandbakterierne stammer fra RMR-1029, som Ivins havde rendyrket, og som stod i hans kølerum. Noget andet er at bevise, at han sendte brevene.

Men her har FBI samlet hyldemeter af indicier, og de tungeste er følgende:

Udelukkelsesmetoden. Ingen af de andre forskere, som havde adgang til flasken, gjorde det. De havde alle forskellige former for alibi.

Laboratorietid. Op til forsendelsen af miltbrandbrevene tilbragte Ivins snesevis af enetimer om natten i sit laboratorium. Han kunne ikke forklare hvorfor, bortset fra, at han elskede »freden«.

Fortielse. Han forsøgte at holde RMR-1029 hemmelig, FBI opdagede den ved et tilfælde.

Ekspertise. Han var en af de ganske få forskere, som kunne foretage sådan en rendyrkning og finmaling af miltbrand. Han løj over for FBI om sin ekspertise og sagde, at han ikke kunne gøre det, men kolleger sagde til FBI, at han kunne gøre det.

Ulovlig rengøring. Forskere må ikke fjerne løbske sporer i deres laboratorier, men skal alarmere et særligt oprydningsteam. Men efter angrebet foretog Ivins selv en rengøring, som var usædvanlig rig på løbske sporer, og han fik en alvorlig reprimande.

Sprog. Ordvalget i de breve, som var i miltbrandkuverterne, mindede om ordvalget i emails, som Ivins afsendte privat på afsendelsestidspunktet.

Koder. FBIs kodeeksperter mener at have fundet en kode i miltbrandbrevene. Koden stammer fra bogen »Gödel, Escher, Bach«, som Ivins i 2007 forsøgte at skaffe sig af med.

Skyldfølelse. FBIs profileringseksperter siger, at Ivins udviser »skyldig samvittighed« i sine breve, udtalelser og digte efter september 2001.

Lagt sammen med Bruce Ivins’ psyke – »Crazy Bruce« – konkluderer FBI lakonisk: »Baseret på disse beviser er efterforskningen af miltbrand-brevangrebene i 2001 tilendebragt.« Og det er, hvor miltbrandangrebet er placeret i den amerikanske bevidsthed: En enkelt mand sendte noget pulver, og til sidst fik vi ham.

Men som Berlingske har dokumenteret i denne serie er det at reducere en historie til meningsløshed, og det er at reducere en erfaring til meningsløshed. Tag den uforberedthed, den panik, som angrebet mødte verden over, og lad os så forestille os, at det ikke var miltbrand, men noget endnu værre. Et angreb eller udbrud i et af de store befolkningscentre af ebola eller kopper. Eller tag den politiske reaktion, som miltbrand førte til i USA.

Det var med til at gøre vicepræsident Dick Cheney til en paranoisk klabautermand, det satte sig dybe spor i præsident Bushs tankegang og sendte udenrigsminister Colin Powell til FN med et reagensglas fyldt med pulver, og i 2003 gik USA og dets allierede ind i Irak for at finde Saddams – ikke-eksisterende – miltbrandvåben. Det er tankevækkende i sig selv, for hvis vi bare reducerer historien til historien om én mand og hans forvirrede psyke, risikerer vi så ikke en miltbrand 2.0?

FBIs efterforskning sætter ikke tankerne mindre i gang. Da FBI i 2002 kastede nettet bredt for at finde biokemiske forskere, som havde udvist mistænkelig adfærd, fandt efterforskerne 17 mennesker, som havde adgang til miltbrand, og som i den ideelle verden ikke skulle have det. Siden den tid har USA brugt 62 mia. dollar på at bygge nye biokemiske forskningscentre, skriver Wired, og myndighederne har uddannet hundrdevis af nye biokemiske forskere. Hvis der i 2002 var 17 mistænkelige biokemiske forskere – hvad er der så i dag?