Costa del Beton

De spanske middelhavskyster er efter års AMOKBYGGERI på vej til at forsvinde under en tsunami af hoteller og lejligheder, som kun en truende krise – måske – kan stoppe. Berlingske Tidende har besøgt Castellón, hvor mandel- og appelsintræer må vige for verdens største ferieby.

Foto: Christian Als

CASTELLÓN: »Dernede skal der ligge et stort hotel med en syv etager høj kopi af Eiffeltårnet,« forklarer Pilar Valls, mens hun peger ud fra terrassen.
»Ved siden af kommer en restaurant bygget som kopi af det skæve tårn i Pisa. I dalstrøget derovre får jeg en alpin skiløjpe med plastic-sne og som nabo blokke med ferielejligheder her lige over for gården,« tilføjer hun.
Og sådan kan man blive ved. Markerne, hvor Pilars familie og egnens andre bønder i generationer har dyrket mandler og appelsiner, skal desuden lægge jord til en caribisk lagune omkranset af to kilometer kunstig strand. Bygninger og landskaber fra alverdens lokaliteter og tidsaldre vil som i et Legoland i fuld størrelse blive klodset op i hele området. Samt naturligvis et vandland, en forlystelsespark og tre golfbaner designet af Greg Norman og Sergio García.
Hvis alt går efter kommuneplanen, vil det lokale entreprenørfirma Marina d’Or – Den Gyldne Marina – om føje år have opført 40.000 boliger, hoteller med plads til 7.500 gæster plus det løse på sletten mellem Middelhavet og de lave kystbjerge lidt nord for Castellón. En gigantisk ferieby, der under navnet Marina d’Or Golf, bliver verdens største af sin art med plads til 130.000 turister, hvilket svarer godt og vel til indbyggertallet i Aalborg.

Endnu er det kun en ond drøm og et smagløst fatamorgana i landskabet, hvor blomstrende mandeltræer og funklende orangelunde breder sig, så langt øjet rækker. Næsten, i hvert fald, for nede ved kysten kan man se en smagsprøve på, hvad der venter.
»Det er ikke længe siden, vi kun kunne se havet herfra. Der gik kamptyre rundt og græssede på markerne dernede. Men for 10-12 år siden begyndte de første blokke at skyde op, og siden har de bredt sig som svampe langs hele kysten,« siger Pilar, der som en af de få lokale bønder har nægtet at sælge sin jord.
Det er Marina d’Or Costa – det lokale entreprenørfirmas allerede eksisterende ferieby – Pilar Valls taler om: Kilometerlange rækker af betonkasser fyldt med 7.500 ferielejligheder langs en bred boulevard peppet op med kitschede parker og forsøgsvis Miró-agtige skulpturer.
I den ene ende af området ligger tre-fire hoteller, hvor deltagerne i årets Miss España-konkurrence, den dag vi er forbi, spankulerer omkring blandt ferierende pensionister. I den anden bygges der sporadisk videre helt op ad grænsen til et beskyttet naturområde. Og midt imellem cykler enkelte turister nordfra lettere planløst frem og tilbage.

Marina d’Or hører til de ekstreme eksempler på de seneste års hæmningsløse byggeri langs den spanske middelhavskyst, men er på ingen måde enestående.
Siden 2000 er der blevet opført lejligheder og hoteller langs og nær kysten svarende til tre fodboldbaner hver eneste dag. Og hvis ikke myndighederne slår bremsen i, er der alene i Valencia-regionen planer om at byggemodne nye områder på to gange Barcelonas størrelse.
Startskuddet til det vilde byggeboom blev givet, da den daværende Aznar-regering i 1998 liberaliserede by- og landzoneloven. Senere vedtog det konservative flertal i parlamentet en vandplan, der skulle lede store dele af Ebro-flodens strøm – godt 1.000 kubikhektoliter – ned til de evigt tørstende turist- og landbrugsområder i Sydøstspanien.
Forventningerne var skabt, en hærskare af betonblandere havde sat sig i bevægelse, og resten sørgede de stigende boligpriser for. Selv ikke da en ny socialistisk regering i 2004 afblæste Ebro-planen, blev farten sat ned. Entreprenørerne satte i stedet deres lid til at de afsaltningsanlæg, regeringen lovede at opføre, kunne sikre vandforsyningen. Og hvis ikke, ville de under alle omstændigheder være over alle bjerge, når regnskabet skulle gøres op.

Efter en række kommunale korruptionsskandaler med Marbella som det mest kendte eksempel, er regeringen de seneste år så småt begyndt at rydde op. Bl.a. er zoneloven igen blevet strammet. Og samtidig har borgergrupper flere steder haft held til at stoppe de mest åbenlyst ulovlige projekter ved at lægge pres på de regionale myndigheder, der bestemmer i byplanspørgsmål.
Først de seneste måneders finansielle krise har dog for alvor bremset byggeriet. Men om det på længere sigt kan redde, hvad der er tilbage af kysten fra betonblanderne, er tvivlsomt. For i Marina d’Ors hovedkvarter inde i Castellón har man ikke tænkt sig at stikke piben ind.
»På en måde er det meget sundt med en opbremsning, for på et tidspunkt gik det nok lige lovlig hurtigt i branchen,« siger Francisco Blanc, der er talsmand for firmaet og fortsætter:
»Men det bliver kun en kort overgang. Og vi glæder os til at komme i gang med at bygge Marina d’Or Golf, når vi formentlig i løbet af sommeren får den endelige tilladelse fra de regionale myndigheder i Valencia.«

Ét er imidlertid en økonomisk krise, der før – eller nok nærmere siden – vil drive over. Men hvad med de klimaforandringer, der i særlig alvorlig grad truer det østlige Spanien? Og er det ikke uforsvarligt at placere 130.000 turister, tre golfbaner og en tropisk lagune i et område, der i forvejen mangler vand?
På ingen måde, bedyrer Francisco Blanc. Marina d’Or Golf vil tværtimod gavne den økologiske balance.
»Vi har foræret staten den jord, hvor man vil bygge et afsaltningsanlæg. Og når det begynder at fungere, har vi ikke blot vand til både vores feriebyer og resten af egnen men også til at genoprette de grundvandsreservoirer, som nu er ved at løbe tør,« siger talsmanden og tilføjer:
»Men det er selvfølgelig under forudsætning af, at myndighederne ikke giver tilladelse til at bygge flere ressorts og overfører endnu mere jord fra land- til byzone.«

Og så langt er Francisco González fra den lokale miljøgruppe enig:
»Hvis jeg kunne få garanti for, at det var slut med Marina d’Or Golf, ville jeg skrive under på stedet,« siger han og fortsætter:
»Desværre er det blot en smagsprøve på, hvad der venter, og den økonomiske krise bliver højst en timeout. Entreprenørerne har allerede opkøbt masser af jord. Det ville koste enorme summer at købe den tilbage.«
Skal man tro den pessimistiske miljøforkæmper, er det et spørgsmål om tid, før de sidste tilbageværende naturområder langs den spanske middelhavskyst er likvideret. Men det er kun en del af problemet.
»Befolkningen i Valencia-regionen er de seneste år vokset med ni procent, mens boligmassen i samme periode er vokset med 54. Alligevel har mange ikke råd til egen bolig. Det hænger ikke sammen. Og hvorfor skal det offentlige betale for afsaltningsanlæg og infrastruktur i forbindelse med feriebyerne, mens entreprenørerne scorer kassen,« spørger Paco González.
Svaret blæser i Mistral-vinden, der med jævne mellemrum kommer brølende inde fra den castilianske højslette. Og tilbage hos Pilar Valls halvvejs oppe i bjergene nord for Castellón står i det mindste én ting klart, mens hun beder til, at den økonomiske krise må blive langvarig og hård for byggebranchen. Uanset hvad der sker med Marina d’Or Golf, rykker hun sig ikke en tomme fra sin fædrene gård.
»Jeg kender en planteskoleejer, der flyttede fra en lokalplan, som ville ekspropriere hans jord, blot for at blive ruineret endnu en gang et andet sted. Så jeg bliver,« siger Pilar og tilføjer med et skævt grin:
»I virkeligheden passer det jo også meget godt ind i konceptet med at kopiere bygninger og landskaber fra hele verden, at vi går rundt her som i et reservat for de indfødte.«