Coronavirus blusser op flere steder i verden – og det får lande til at reagere

I takt med at flere samfund genåbnes, oplever man flere steder i verden, at coronapandemien blusser op på ny. I både Indien, USA, Australien og Spanien har man indført coronarestriktioner i forsøget på at inddæmme smitten.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Redigering: Ida Meesenburg og Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Flere steder verden over oplever man lige nu, at udbruddet af coronavirus blusser op igen på ny.

Lørdag rapporterede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om det højeste antal bekræftede smittetilfælde, der hidtil er registreret på en enkelt dag.

På et enkelt døgn var der således registreret 212.326 nye coronasmittede verden over.

Det har fået både borgere, regeringer, embedsmænd og statsoverhoveder til at frygte for, at en anden bølge af coronavirus kan være på vej.

I både Indien, Spanien, USA og Australien har man derfor valgt enten at genindføre eller iværksætte nye tiltag og restriktioner i forsøget på at inddæmme spredningen af coronasmitte.

Indien sløjfer genåbning af Taj Mahal

Søndag registrerede man i Indien den hidtil største stigning i antallet af smittede på et døgn. På 24 timer blev yderligere 24.850 personer bekræftet smittet med coronavirus, ligesom der var 600 covid-19-relaterede dødsfald. Den udvikling har blandt andet betydet, at man dropper genåbningen af det verdensberømte indiske mausoleum Taj Mahal.

Det oplyste lokale myndigheder søndag lokal tid, under 24 timer før åbningen skulle have fundet sted.

»Af hensyn til offentligheden er det blevet besluttet, at det ikke er hensigtsmæssigt at genåbne monumenterne i Agra nu,« skriver myndighederne i en meddelelse.

Flere seværdigheder i den nordligt beliggende by Agra, hvor Taj Mahal er placeret, har været lukket siden marts.

Agra var et af de første store smittecentre i landet, og stedet er fortsat blandt de værst ramte områder i delstaten Uttar Pradesh.

I alt har der været mere end 673.165 registrerede smittetilfælde i landet, hvor der bor 1,3 milliarder mennesker.

Australien lukker grænsen til folkerig stat

I Australien har man som følge af øget smitte besluttet sig for at lukke grænsen mellem landets mest folkerige delstat, New South Wales, og nabostaten Victoria på ubestemt tid.

Grænsen mellem de to delstater var sidst lukket tilbage i 1919 under den spanske syge. Natten til tirsdag sker det igen, efter at antallet af coronasmittede på det seneste er begyndt at stige i Victorias hovedstad, Melbourne.

De lokale myndigheder registrerede mandag 127 nye tilfælde af coronavirus i delstaten.

Ifølge Ritzau sagde Victorias premierminister, Daniel Andrews, på et pressemøde mandag, at grænselukningen er »den kloge beslutning« på nuværende tidspunkt.

Inden for den seneste uge har de lokale myndigheder i Melbourne beordret omkring 300.000 borgere i mere end 30 forstæder til at blive hjemme i et forsøg på at inddæmme smitten.

Den første uge i juni registrerede landet i gennemsnit kun omkring ni nye coronavirus tilfælde om dagen, og det er især derfor, at man har iværksat nye tiltag.

Trump rykker vælgermøde og tilbyder håndsprit

USAs præsident, Donald Trump, har sat dato på sit andet vælgermøde, siden coronapandemien ramte USA. Derudover har man valgt, at Trumps næste vælgermøde bliver udendørs, med håndsprit og med ansigtsmasker. Det oplyste Donald Trumps kampagnestab i en erklæring natten til mandag dansk tid.

Det kommende vælgermøde vil finde sted 11. juli i delstaten New Hampshire og bliver det andet af slagsen siden coronapandemiens start.

Det første vælgermøde fandt sted i byen Tulsa i Oklahoma i sidste måned, hvor flere medarbejdere fra Donald Trumps kampagnestab blev testet positive for coronavirus.

Siden er antallet af coronasmittede i USA begyndt at stige kraftigt igen, og derfor har man nu valgt at tilbyde håndsprit og ansigtsmasker til Donald Trumps kommende vælgermøde.

»Vi ser frem til at se alle de frihedselskende patrioter, der kommer til vælgermødet for at fejre Amerika,« siger Trump-kampagnens nationale pressesekretær, Hogan Gidley, i en udtalelse.

I juli har 15 amerikanske stater registreret et rekordhøjt antal nye smittede med coronavirus.

Ifølge tal fra Johns Hopkins University har man i USA registreret et samlet antal smittede på 2.888.586 personer. Dertil har 129.947 personer i landet mistet livet, mens de var smittet med coronavirus.

Spanien lukker anden by ned på to dage

Også i Spanien har man oplevet, at virusudbruddet blusser op igen. Det har blandt andet resulteret i, at cirka 270.000 borgere i Spanien i weekenden er blevet ramt af coronarestriktioner på ny.

Det gælder blandt andet 70.000 mennesker, som er bosat i den nordvestlige region Galicien, hvor man har oplevet en stigning i antallet af smittede.

I byen La Marina på Spaniens nordlige kyst i provinsen Lugo i Galicien blev borgerne forbudt at forlade området fra midnat søndag til fredag. Det oplyser det regionale styre ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den regionale sundhedsminister, Jesús Vázquez Almuina, udtalte på et pressemøde søndag, at de største udbrud kan spores til flere forskellige barer i området.

»Det er nødvendigt at skærpe restriktionerne for at forsøge at forbedre udsigterne,« lød det fra Jesús Vázquez Almuina ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kapaciteten i barer og restauranter bliver derfor reduceret med 50 procent, og folk skal bære mundbind, også når de er udendørs på strande eller ved svømmepøler, oplyser myndighederne.

Endvidere betyder et nyt forsamlingsforbud, at man ikke må samles mere end ti personer.

Det er den anden lokale coronanedlukning i Spanien på to dage. Lørdag blev hele området nær byen Lerida i den nordøstlige region Catalonien også lukket ned. I hele området bor der omkring 200.000 borgere. Dermed er cirka 270.000 spanske borgere på ny blevet ramt af coronarestriktioner i weekenden.

Spaniens sundhedsminister, Salvador Illa, siger, at ministeriet følger situationerne i både Galicien og Catalonien tæt.

»Social afstand og nedlukningstiltag er nøglen til at få kurven til at flade ud. Det er nødvendigt for igen at stoppe udbruddene,« skriver Salvador Illa på Twitter.