Coronaramt Berlusconi er indlagt med lungebetændelse

Den 83-årige tidligere premierminister har dobbeltsidet lungebetændelse i et tidligt stadie, skriver Ansa.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Redigering: Ida Meesenburg og Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er blevet indlagt på et hospital i Milano. Det sker, efter at han er blevet testet positiv for covid-19. Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

»Den 83-årige tidligere premierminister har dobbeltsidet lungebetændelse i et tidligt stadie,« skriver Ansa.

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er blevet indlagt på et hospital i Milano, hvor han skal undersøges yderligere. Det sker efter, at han er blevet testet positiv for covid-19. Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa. (Arkivfoto) Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med dobbeltsidet lungebetændelse kan det være svært at trække vejret. Det er en tilstand, som ofte er set hos patienter, som er indlagt med covid-19.

I en erklæring fra Berlusconis parti, Forza Italia, hed det tidligere, at den tidligere regeringschefs tilstand ikke gav anledning til bekymring.

Berlusconis partner, den 30-årige Marta Fascina, og to af hans fem børn er også testet positive for coronavirus, rapporterer italienske medier. De er i karantæne i en villa i Arcore nær Milano sammen med Silvio Berlusconi.

Berlusconis forhold til Fascina blev kendt i offentligheden sidste år. Hun er medlem af parlamentet for det konservative Forza Italia-parti.

Onsdag meddelte Forza Italia, at Berlusconi var uden symptomer på covid-19. Derfor har han været i stand til at fortsætte sit arbejde i forbindelse med partiets valgkamp op til et lokalvalg senere på måneden.

»Jeg forsikrer jer om, at jeg ikke har feber, og at jeg ikke har nogen smerter. Jeg har det ret godt,« sagde Berlusconi i telefonen henvendt til deltagerne i et valgmøde i Genova torsdag.

Da pandemien var mest kritisk i Italien, opholdt Berlusconi sig i en villa i Sydfrankrig. Han vendte hjem til Italien sidst i juni.

Berlusconi og hans to børn er øjensynligt blevet smittet på Sardiniens Smaragdkyst, hvor de har opholdt sig sammen med andre fra Italiens superrige jetset-miljø.

Området anses for at være landets mest glamourøse feriested. Lokale medier skriver, at feriegæsterne her kan undgå at bære mundbind, hvilket ikke er muligt i Rom og andre storbyer.

Smaragdkysten er præget af store luksusboliger, eksklusive restauranter og diskoteker, og der er i medierne ofte rapporter om store fester med glamourøse modeller, fodboldstjerner og millionærer samlet om champagne og kaviar.

/ritzau/AFP