Mens store dele af verden er lukket ned på grund af coronakrisen, har verdens mest blodtørstige terrorgruppe – Islamisk Stat – fået fornyet arbejdsro.
Det har den de seneste uger udnyttet til at udføre flere og mere »dristige angreb«, end den har gjort i flere år.
I den nordlige irakiske by Kirkuk gik en selvmordsbomber i sidste uge for eksempel stille og uforstyrret hen til sikkerhedsstyrkernes hovedkontor, før han detonerede sin bombe.
Nogle dage senere udførte en gruppe militante medlemmer af Islamisk Stat et angreb midt om natten på et regeringskontrolleret checkpoint nord for Iraks hovedstad Bagdad.
Selv om gruppen er langt svagere i dag, end da den rådede over sit selverklærede kalifat, har den ifølge The Washington Post fået nemmere ved at operere i Irak – hvor de sovende celler er flest. Det skyldes først og fremmest, at irakiske sikkerhedsstyrker er blevet flyttet fra landområder og ind til de store byer for at kunne støtte politiet med at opretholde den nationale lockdown, som er iværksat for at hindre spredningen af covid-19.
Bekymring for manøvrerum
Få analytikere tror, at Islamisk Stat er på vej til at få et stort internationalt comeback lige med det samme. Alligevel ser de irakiske styrker med stor bekymring på den militante gruppes nyvundne manøvrerum:
»Corona spiller en vigtig rolle,« siger brigadegeneral Tahseen al-Khafaji, som er talsmand for det irakiske militær, til den amerikanske avis.
»Nogle af vores soldater er ikke på vagt, og nogle af vores operationer mod IS er stoppet. Det udnytter de til at flytte på sig og angribe.«
Den amerikanskledede koalition, som også Danmark deltager i, spillede en central rolle for at instruere og uddanne det lokale irakiske militær i kampen mod Islamisk Stat. Men nu er mange af aktiviteterne sat på pause, de danske soldater har forladt landet, og de amerikanske styrker er ved at trække sig ud. Flere baser er allerede lukkede.
Siden er antallet af angreb – om end i langt mindre skala end under gruppens storhedstid – steget markant ifølge en række irakiske kilder, der nu frygter, at gruppen kan få fornyet spillerum.




