Den engelske musikfestival Glastonbury, der skulle have fundet sted fra 23. til 27. juni i år, er blevet aflyst. Det skriver arrangørerne på deres hjemmeside.
Det er andet år i træk, at festivalen må aflyses på grund af coronapandemien.
»Det er med stor sorg, at vi må annoncere, at dette års Glastonbury Festival ikke kommer til at finde sted, og at det vil blive endnu et år, hvor vi ligger brak,« skriver arrangørerne.
Ligesom det var tilfældet sidste år, så tilbyder arrangørerne, at de gæster, der havde sikret sig en billet til årets festival, kan skubbe garantien til næste år.
Dermed vil de være garanteret muligheden for at indløse en billet til festivalen i 2022.
/ritzau/