Corbyn: Storbritanniens befolkning skal afgøre Brexit

Premierministeren Boris Johnsons talsmand siger, at hvis Brexit fortsat blokeres, så er alternativet et valg.

Premierminister Boris Johnson siger, at det vil være en skam, hvis muligheden for at holde en meningsfuld afstemning i parlamentet bliver forhindret af et ændringsforslag. Johnson advarer mod en yderligere udsættelse af Storbritanniens udtræden af EU. Han siger, at der i de 27 andre EU-lande er meget lidt appetit efter endnu en udsættelse af brexit. -/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

London. Den britiske oppositionsleder, Jeremy Corbyn fra arbejderpartiet Labour, siger i en tale i parlamentet, at befolkningen skal have det afgørende ord om Brexit.

Han fastslår, at hans parti ikke støtter den aftale, som premierminister Boris Johnson har forhandlet sig frem til med EU og lørdag vil have godkendt i parlamentet.

Det er første gang i 37 år, at det britiske parlament er samlet en lørdag.

- Hvis man stemmer for en aftale i dag, så vil det ikke slutte Brexit. Denne aftale giver os ikke sikkerhed, siger Jeremy Corbyn.

Den konservative Oliver Letwin, som er ekskluderet fra sit parti, har ved samlingen fremsat et ændringsforslag, som vil tvinge Johnson til at anmode EU om en udsættelse af Brexit igen til den 31. januar næste år.

Premierminister Boris Johnson siger, at det vil være en skam, hvis muligheden for at holde en meningsfuld afstemning i parlamentet bliver forhindret af et ændringsforslag.

Ændringsforslaget, som skal til afstemning lørdag, vil også indebære, at en Johnsons Brexit-aftale med EU ikke kan anerkendes fuldt og helt, før en række andre dele af nødvendig lovgivning i forbindelse med brexit er på vedtaget.

Oliver Letwin siger, at han støtter Johnsons aftale, men at han frygter, at parlamentet ikke får vedtaget nødvendige Brexit-mekanismer inden tidsfristen den 31. oktober.

Boris Johnson advarer mod en yderligere udsættelse af Storbritanniens udtræden af EU. Han siger, at der i de 27 andre EU-lande er "meget lidt appetit" efter endnu en udsættelse af Brexit.

- En yderligere udsættelse vil være meningsløs og dyr, og den vil mindske befolkningens tillid til os politikere, sagde Johnson.

Premierministerens talsmand siger samtidig til Reuters, at hvis Brexit fortsat blokeres, så er alternativet et valg.

/ritzau/Reuters