Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
ITALIEN: Fem besætningsmedlemmer er kendt skyldige i manddrab, uagtsomhed og skibbrud, efter 32 mennesker mistede livet om bord på krydstogtskibet Costa Concordia sidste år. Det skriver Sky News på sin hjemmeside.
Retten i Grosseto i Italien gav den højeste straf til krisekoordinatoren for det italienske krydstogtfirma Costa Cruises, Roberto Ferranini. Han var på land, da katastrofen udfoldede sig, og stod i spidsen for at koordinere firmaets reaktion på ulykken. Han skal to år og ti måneder bag tremmer, mens skibets hoteldirektør får fire måneder mindre, nemlig to et halvt år.
Endelig må to broofficerer og en rorgænger i fængsel mellem et år og otte måneder og et år og 11 måneder.
Dog er alle domme allerede blevet anket, og derfor skal de dømte ikke i fængsel, før endnu en domstol har taget stilling til anklagerne.
Ifølge Reuters, som har talt med en juridisk kilde, kan de tre, der har fået kortest straf, helt undgå fængsel, fordi man ikke afsoner færre end to år i Italien, mens længere straffe kan blive udskiftet med samfundstjeneste.
Kaptajnen på Costa Concordia, Francesco Schettino, har fået sin retssag udsat til 23. september, fordi han har bedt om, at der bliver lavet undersøgelser af elektriciteten om bord på krydstogtskibet. Mener retten, at han står med ansvaret for ulykken og er skyldig i adskillige manddrab og i at forlade skibet, før alle var blevet evakueret, kan han ifølge advokater ende med op til 20 års fængsel.
Schettino afviser dog alle anklager og understreger, at endnu flere ville være døde, hvis ikke han havde sejlet skibet tættere ind på land og der dermed havde været en risiko for, at det var sunket på dybere vand. Også hans forsvarer mener, at han er blevet gjort til syndebuk for noget, der var et uheld.
Costa Concordia stødte på grund ud for den italienske ø Giglio ud for Toscanas kyst i januar sidste år. Skroget blev ifølge BBC hullet af sammenstødet med revet, mens mange passagerer spiste middag på deres første aften på krydstogtet. Herefter fulgte en uorganiseret evakuering, fordi mange passagerer gik i panik, da skibet begyndte at hælde til den ene side. Det kæntrede efterfølgende, og de 32 mistede livet.
Vraget ligger stadig ud for Giglio og er blevet en makaber turistattraktion.