Colombiansk gidseludlevering

Den colombianske guerillabevægelse FARC har trukket sig fra aftalen om at udlevere tre gidsler. Det skyldes angiveligt øget aktivitet fra militærets side.

Colombias guerillabevægelse FARC vil formentlig ikke frigive de tre gidsler, der havde udsigt til at komme hjem efter seks til syv år i fangenskab.

"Intens aktivitet" fra den colombianske hær har fået oprørerne i FARC til at udskyde frigivelsen af de tre gidsler, de havde lovet at løslade til Venezuelas præsident Hugo Chávez.

Chávez læste beskeden fra oprørerne højt på venezuelansk tv og svor, at han ikke vil opgive missionen om at hente gidslerne i den colombianske jungle.

Venezuelas præsident har været dybt involveret i forhandlinger om frigivelse af gidslerne. Tre helikoptere, der er ankommet fra Venezuela, har siden fredag ventet i Colombia på at få grønt lys fra guerillabevægelsen til at hente de tre gidsler.

/ritzau/Reuters