Clintons ven donerede penge til FBI-chefs kone

En af Clinton-familiens trofaste støtter har doneret et stort beløb til en senatorkandidat i Virginia, der er gift med en ledende FBI-chef, som har været involveret i Hillary Clintons E-mailsag. En speget sag, der er symptomatisk for den amerikanske politik; spørgsmålet er blot hvordan.

U.S. Democratic presidential candidate Hillary Clinton (C) and Virginia Governor Terry McAuliffe (L) rally with supporters at Lake Taylor Senior High School in Norfolk, Virginia, February 29, 2016. REUTERS/Jonathan Ernst/File Photo Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

Enten er det en storm i et glas vand – eller også er det legemliggørelse af alt hvad Netflix-hittet House of Cards står for. Med bare 15 dage til det amerikanske præsidentvalg er Demokraternes kandidat, Hillary Clinton ad omveje blevet fedtet ind i en speget sag, der måske kan bringe kan spænde ben for hendes spurt mod Det Hvides hus. Det skriver det amerikanske medie The Wall Street journal.

Kort fortalt drejer historien sig om, at én af Clinton-familiens tætteste støtter har doneret et større beløb til en senatorkandidat i Virginia, der er gift med en af de FBI-ledere, som har været med til at undersøge Hillary Clintons kontroversielle e-mailsag. En sag, der flere gange har fået Donald Trump til at sige, at hans modkandidat burde sidde i fængsel og ikke være på vej mod Det Hvide Hus.

Men for at forstå hvorfor Hillary Clinton nu kan komme i problemer, skal man mere end halvandet år og flere personled bagud i tiden. I marts 2015 annoncerede Jill McCabe, at hun stillede op til senatorvalget i den amerikanske delstat Virginia. Jill McCabe havde ganske vidst ikke den store politiske erfaring, men hun havde fået nærved 470.000 dollars – svarende til mere end 3,1 mio. danske kroner – i støtte fra en politisk komité fra Demokraterne. En komité, der blev styret af Terry McAuliffe, der også havde været den primære drivkræft i at overtale Jill McCabe til at stille op. Og her begynder problemerne at opstå.

For Terry McAuliffe er ikke hvem-som-helst. I 1990’erne var McAuliffe primus motor i at få rejst penge til Bill Clintons præsidentkampagne, og han beskrives af Wall Street Journal som en »central figur« i Clinton-familiens politiske karrierer. Desuden optrådte han på den liste af mulige vicepræsidenter, John Podesta, Hillary Clintons kampagneleder, udarbejde til hende i begyndelsen af valgkampagnen. I øvrigt havde Terry McAuliffe netop John Podestas job i 2008, da Hillary Clinton forsøgt at vinde Demokraternes nominering over Barack Obama.

Men der, hvor det for alvor bliver speget, er når man kigger på Jill McCabes ægteskab. Hun er nemlig gift med Andrew McCabe, der i januar 2016 blev udnævnt til at være vicedirektør i det amerikanske forbundspoliti, FBI. Da undersøgelsen af Hillary Clintons E-mailsag begyndte i juli 2015, var Andrew McCabe leder af FBIs kontor i Washington, DC, der bidrog med både personel og ressourcer til undersøgelsen. Siden blev McCabe en del af det hold, der førte tilsyn med sagen, og senere blev han forfremmet i flere omgange, således at han nu er nummer to i FBIs hierarki.

Endnu et lag i konspirationsligningen kan desuden findes i disse forfremmelser. Ifølge et skriv fra FBI selv, var det direktøren, James B. Comey, der udnævnte Andrew McCabe til vicedirektør i starten af 2016. Direktøren for FBI har siden John Edgar Hoover (FBI-direktør fra 1935-1972) været tæt forbundet med USA's præsident, og James B. Comey er ikke blot direkte underlagt præsidenten, han er også blevet udpeget af Barack Obama. Obama, der deler parti med Hillary Clinton, og som desuden har vist sig som en trofast Clinton-støtte.

Ifølge både FBI, Terry McAuliffe og McCabe-familien er der tale om tilfældigheder, som The Wall Street Journal koger for meget suppe på. De holder stædigt fast i, at Andrew McCabe intet havde at gøre med sin kones senatorkampagne, at Terry McAuliffe og Andrew McCabe kun har mødtes én gang – da McAuliffe skulle overtale Jill McCabe til at stille op til senatorvalget – og at Demokraternes støtte til Jill McCabe bundede i en tro på, at hun ville være dygtig til jobbet, og intet andet.

Men uanset udfaldet, viser sagen med Hillary Clinton, Terry McAuliffe og McCabe-familien, at der er problemer med amerikansk politik. Enten fordi Clinton har købt sig til en uretfærdig fordel, eller fordi politikerleden er så stor, at en række tilfældigheder kan ende med at blive ammunition i den omgang mudderkastning, amerikanerne kalder deres præsidentvalg.