Clintons tavse tilhængere

Foto: Søren Bidstrup

Jeg tog i forgårs tidligt ud til universitetsparken i Las Vegas, hvor debatten mellem Hillary Clinton og Donald Trump skulle finde sted. Der var allerede masser af demonstranter samlet foran de amerikanske TV-stationers sendesteder.

Foto: Søren Bidstrup.

Især foran CNNs studiescene var der flere hundrede Trump- og Clinton- tilhængere, der viftede med skilte i håb om, at netop lige deres budskab blev vist på TV som baggrundstapet for den debat, der foregik live på TV. Der blev skubbet og puffet, men aldrig alvorligt, og jeg fik en snak med en kvinde, der tidligere har stemt demokratisk. Faktisk to gange havde hun stemt på Barack Obama. Og så stillede Clinton op, og hende ville hun aldrig stemme på. »Hun er en forbryder,« sagde hun og gentog det, Trumps tilhængere altid siger – at Clinton hører hjemme i et fængsel.

Foto: Søren Bidstrup.

Efter det vendte jeg mig mod Clinton-tilhængerne og fandt en mand, der holdt et skilt, hvor der stod. »We Are With Her«. Jeg indledte samtalen med at forklare, at jeg er en dansk journalist og gerne ville stille et par spørgsmål. Normalt får det de fleste til at snakke. Amerikanerne elsker folk, der er rejst langt for at opleve deres land. Men ikke denne mand. Han vendte mig ryggen. Jeg spurgte en anden, der stod ved siden af, og han vendte mig også ryggen. En tredje sagde dog, at de havde fået besked om under ingen omstændigheder at svare på spørgsmål fra pressen. Det var nyt. At et partiapparat i ytringsfrihedens mekka, USA, tvinger folk til ikke at sige noget om deres kandidat.

Foto: Søren Bidstrup.

En kvinde fik ondt af mig og råbte: »Jeg vil gerne tale med dig«. Hun havde lige været i København, og det havde været »fantastic«. Hun stemte på Clinton, fordi hun som kvinde ville støtte Clinton, som i øvrigt også var langt den bedste af de to kandidater med en lang politisk erfaring. Kvinden talte varmt om Clinton... indtil en af mændene kom hen til hende. »Du skal ikke tale med journalister,« sagde han.

Rent ud sagt, så gav hun den unge mand den åndelige finger – og bad ham om at skride. Modigt i situationen. Men hvornår er der indført censur hos demokraterne?