Clintons mesterværk

USAs tidligere præsident har sat en streg over striden med Barack Obama og er tilbage som Demokraternes elskede faderskikkelse. Det tog blot en tale. Bill Clinton leverede en sønderlemmende kritik af præsident Bush og McCain.

Efter sin tale i går er Bill Clinton tilbage som Demokraternes faderskikkelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robyn Beck/AFP

DENVER: Hvordan mon det vil være at se Michael Laudrup på banen en sidste gang. For fuld udblæsning? Med gråt hår, men med teknik og elegance, som da han blot var 18 år.

Det vil formentlig føles for en dansk sportsfan med et nostalgisk hjerte i 1980erne, som det føltes for de tilstedeværende demokrater i Pepsi Centret i Denver, da Bill Clinton natten til i går leverede, hvad amerikanske kendere mener er en af hans bedste taler nogensinde. Det var en oplevelse af den slags, som også amerikanske mænd er nødt til at bruge sportsmetaforer for at beskrive.

»Touchdown,« brølede en ung gut med knyttet næve og vildskab i øjnene.

Han blev sekunderet af den respekterede nyhedsvært Bob Schieffer fra TV-stationen CBS:

»Jeg elsker at se folk, der kan gøre en ting rigtig godt,« sagde han senere på natten:

»Man elsker at se en hitter i baseball slå et homerun. Man elsker at se Michael Phelps svømme. Bill Clinton ved, hvordan man skal holde en politisk tale. Og denne var virkelig en klassiker.«

Et eventyr
Bill Clinton – »Den Store Hund«, som han kaldes – gjorde det, som nogle allerede for et halvt år siden spåede, han ville gøre. Eller rettere håbede, han ville gøre, men som endnu flere troede umuligt. Tilbage i januar, i sneen oppe i Iowa og New Hampshire, førte den tidligere præsident valgkamp på vegne af sine kone, så det hele var ved at smelte omkring ham.

Da Barack Obama viste sig at være en større trussel, end nogen havde anet, kaldte Bill Clinton hans succes for »det største eventyr, jeg nogensinde har set«. I en amerikaners øre var det racistisk ladet. En ung, hvid mand på vej til at blive sit partis præsidentkandidat ville blive omtalt som en overraskelse eller et chok. Tænk Bill Clinton anno 1992. Men da Clinton skulle beskrive en afroamerikaner på vej til at blive sit partis præsidentkandidat, rakte de ord ikke. For det var udtryk for noget uvirkeligt og naivt, noget som kun hørte hjemme i et »eventyr«.

Manden, som engang blev kaldt USAs første sorte præsident på grund af sit nære forhold til det afroamerikanske samfund, var pludselig i unåde. I det parti som gennem seksten år mere end noget anden havde været hans ejendom. Mange troede ikke, at der var en vej tilbage, men andre så det komme – så i ånden den tale, som ingen anden i amerikansk politik kunne holde. Det skete så på konventet i Denver:

»Kære demokrater, for seksten år siden gav I mig den store ære at lede vores parti til sejr, vores land ind i en ny æra af fred og fremgang for de fleste. Sammen sejrede vi i en valgkamp, hvor Republikanerne sagde, at jeg var for ung og for uerfaren til at blive øverstkommanderende. Lyder det bekendt? Det virkede ikke i 1992, fordi vi var på den rigtige side af historien. Og det vil ikke virke i 2008, fordi Barack Obama er på den rigtige side af historien.« Med de ord havde Bill Clinton sat en streg over sit mellemværende med Obama, og tilgivelsen kom prompte. Fra en sal fyldt af Obamas mest loyale soldater. Det er muligt, at der er nye spillere på banen, som de nu hepper på; men i det øjeblik huskede de, hvorfor Clinton var deres stjerne i 1990erne. Selv folk, som aldrig har brudt sig som Bill Clinton, blev nødt til at overgive sig.

»Et mesterværk,« kaldte en af USAs mest populære bloggere og en inkarneret Clinton-kritiker, Andrew Sullivan, hans tale: »Vi har set det værste af Bill Clinton de seneste måneder. I aften så vi hans bedste. Og det er rigtig godt,« mente Sullivan:

En af de bedste taler
»Det var en af de bedste taler, han nogensinde har givet. Den var en direkte, personlig og magtfuld anbefaling af Obama. Men meget, meget mere end det: Det var en statsmandsagtig vurdering af nationens tilstand, og af hvor desperat den behøver et virkeligt skifte hen imod reformer og nedskæringer på hjemmefronten og genopbygning af diplomati, klogskab og ydmyghed i udenrigspolitikken.«

Om amerikansk politik under republikansk ledelse i Kongressen og især under præsident George W. Bush sagde Clinton:

»De har ført os fra rekordstore overskud til en eksploderende gæld til udlandet; fra over 22 millioner nye job og ned til fem millioner; fra en stigning i lønmodtagerfamiliers indkomst på 7.500 dollar til en nedgang på mere end 2.000 dollar, fra næsten otte millioner amerikanerne, som kom ud af fattigdom, til flere end fem en halv millioner, som ryger ind i fattigdom – og millioner andre, som mister deres sygesikring.«

Han advarede om, at Republikanernes John McCain er en »god mand«, som det vil blive svært at slå. »Men i de to største spørgsmål i dette valg – hvordan vi genopbygger den amerikanske drøm, og hvordan vi genskaber amerikansk lederskab i verden – omslutter han stadig den ekstreme filosofi, som har defineret hans parti gennem mere end 25 år,« sagde Clinton med henvisning til især den nykonservative ideologi, som har præget Bush-årene, og som McCain i endnu højere grad støtter.

Talen gjorde indtryk langt ind i republikanske kredse. Her har der længe været en dyb undren – og taknemmelighed – over, at Demokraterne ikke bedre har formuleret et angreb på Bush og gjort det til valgets altoverskyggende tema. Men får Obama en Bill Clinton i topform ved sin side, er den tid forbi. Ifølge kommentatoren Daniel Casse fra det nykonservative magasin Commentary fremsatte Clinton en »overbevisende« og en »lammende anklage mod de otte år under Bush«.

Bill Clinton er tilbage som Demokraternes faderskikkelse.