Clinton og familie mindes Robert F. Kennedy 50 år efter drab

Robert F. Kennedy, som var bror til ekspræsident John F. Kennedy, blev skudt og dræbt fem år efter sin bror.

Ved en højtidelighed på Arlington National Cemetery i Virginia mindes Robert F. Kennedy, som blev dræbt i 1968 i Los Angeles. Brian Snyder/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Tidligere præsident Bill Clinton og Kennedy-familien mindes onsdag Robert F. Kennedy, som blev skudt og dræbt for 50 år siden.

Det sker ved en mindehøjtidelighed på Arlington National Cemetery i Virginia, hvor den tidligere justitsminister og bror til ekspræsident John F. Kennedy ligger begravet.

Robert F. Kennedy blev som 42-årig dræbt 6. juni 1968 i Los Angeles. Det skete, da han netop havde vundet et primærvalg i Californien i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.

Både Bill Clinton og to af Robert F. Kennedys familiemedlemmer ventes at tale i forbindelse med højtideligheden.

Sangeren Kenny Chesney skal synge en sang.

Der er også planlagt en udstilling i det hus, hvor Kennedy voksede op nær Boston.

John F. Kennedy nominerede Robert F. Kennedy som justitsminister i 1961.

Storebroren blev skudt og dræbt i Dallas i delstaten Texas 22. november 1963. På det tidspunkt havde han været præsident i knap tre år.

/ritzau/AP