Civile afghanere griber til våben i kamp mod Talibans fremmarch

Taliban-oprørere har over de sidste uger taget kontrol over det ene område efter det andet i Afghanistan.

Væbnede mænd viser deres støtte til afghanske sikkerhedsstyrkers kamp mod Taliban i udkanten af hovedstaden, Kabul. Stringer/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tusinder af civile afghanere har grebet til våben for at hjælpe til i kampen mod Taliban.

De vil støtte Afghanistans væbnede styrker, som tilsyneladende har brug for hjælp til nedkæmpe den islamistiske bevægelse, i takt med at internationale styrker fra NATO-missionen i landet – herunder fra Danmark – trækker sig ud.

I løbet af de seneste tre dage er flere politiske partier og afghanske politikere begyndt at mobilisere deres støtter. Håbet er at forhindre Taliban i at overtage kontrollen over flere områder i landet.

Ghulam Rabbani, en lokalpolitiker fra den nordlige Kunduz-provins, fortæller, at han har fundet sin pistol frem. Han vil hjælpe med holde Taliban ude af provinsens hovedstad.

»Vi vil vise vores støtte til sikkerhedsstyrkerne og kæmpe for vores ære, identitet, frihed og rettigheder,« siger han.

Mobiliseringen af de civile er begyndt, efter at Taliban-oprørere over de sidste uger har overtaget kontrollen over det ene område efter det andet. De har tvunget regeringsstyrker til enten at flygte eller at overgive deres våben og udstyr.

Taliban advarer afghanerne mod at gribe til våben. Gruppen vil være »bestemt«, når den møder bevæbnede folk, lød det onsdag.

Mindst 68 distrikter er blevet overtaget af Taliban siden 1. maj. Det var her, at USA og NATO-tropper officielt begyndte at trække sig ud af landet.

Tirsdag forlod de sidste danske soldater Afghanistan efter cirka 20 år til stede i landet. Samme dag tog Taliban kontrol over Afghanistans vigtigste grænseovergang til Tadsjikistan, Shir Khan Bandar.

Taliban hævder selv at have kontrol med mindst 87 af landets 421 distrikter.

Siden begyndelsen af tilbagetrækningen af internationale styrker er mindst 54.000 personer i landet blevet fordrevet, viser data fra FN.

Landet går en usikker fremtid i møde, og eksperter frygter, at en ødelæggende borgerkrig ligger forude.

/ritzau/dpa