CIA ødelagde beviser på mulig tortur

Krav om strafferetslig undersøgelse af CIAs destruktion af video-optagelser, der dokumenterede brutale afhøringer af terror-fanger. Båndene kan være ødelagt for at beskytte agenter mod retsforfølgelse for bl.a. tortur.

Aktivister demonstrerer foran USAs justitsministerium i november mod de såkaldt udvidede forhørsmetoder i kampen mod terror. Historierne om den amerikanske efterretningstjenestes brug af såkaldt waterboarding, der fremkalder druknefornemmelser hos offeret, har ført til voldsom debat i USA om, hvorvidt Bush-administrationen har legitimeret eller måske endda tilskyndet til brug af torturmetoder under forhør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Wilson/AFP

WASHINGTON: Videobånd med optagelser af brutale afhøringsmetoder, som ifølge eksperter er tortur, er blevet destrueret af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA. Formålet var efter alt at dømme at beskytte CIA-agenter imod mulige sigtelser for krigsforbrydelser, herunder brug af tortur.

Uafhængige jurister slår fast, at der er tale om ødelæggelse af bevismateriale, og det er ulovligt. Demokraterne har derfor bedt Justitsministeriet om at indlede en strafferetlig efterforskning.

CIA forklarer, at båndene kun blev ødelagt for at beskytte agenter mod at blive identificeret og dermed bragt i fare for hævnaktioner, men det afviser Demokraternes næstformand i Senatet, Dick Durbin, blankt: »Vi ved, det er muligt og rent faktisk let at dække ansigter på folk. Dette er ikke en sag, der vil blive ignoreret,« siger senatoren.

Formanden for Senatets efterretningstjeneste, Jay Rocke­fellar, oplyser, at udvalget vil gennemføre sin egen undersøgelse af sagen: »Vi er nødt til nu at gøre hovedrent og nå til bunds i, hvad der er foregået.«

Ifølge CIA-direktør Michael Hayden destruerede tjenesten i 2005 to videobånd med optagelser af afhøringer af to mistænkte terrorister i 2002. Den ene af fangerne, Abu Zubaydah, menes at have forbindelse til al-Qaeda, og præsident George W. Bush har oplyst, at afhøringerne af Zubaydah førte til tilfange­tagelsen af den formodede arkitekt bag terrorangrebene den 11. september 2001, Khalid Sheikh Mohammed. Den amerikanske administration har aldrig leveret dokumentation for den oplysning.

Metode: Waterboarding
New York Times afslører, at det ene nu ødelagte videobånd formentlig var en optagelse af Abu Zubaydah udsat for det såkaldte »waterboarding« – en tortur-teknik, som blev opfundet af den spanske inkvisition og siden udviklet af Pol Pot. USA har gennem tiden retsforfulgt og dømt adskillige til døden for at have udsat amerikanske fanger for denne form for vandtortur, der fremkalder følelsen af at drukne. Amerikanske medier har dokumenteret, at præsident Bush gav CIA lov til at bruge metoden. Bush har flere gange afvist at be- eller afkræfte oplysningen, men slået fast, at USA ikke anvender tortur.

Ifølge CIA-direktør Hayden er lederne af efterretningsudvalgene i kongressen »fuldt ud« orienteret om optagelserne og om deres destruktion. Det hersker der dog tvivl om. Den demokratiske senator Jane Harmen bekræfter, at hun fik en kortfattet orientering, men at hun protesterede skriftligt imod båndenes ødelæggelse. Republikaneren Pete Hoekstra, den daværende formand for Senatets efterretningsudvalg, afviser kategorisk at være informeret om sagen.

CIA fastslår desuden, at der inden destruktionen blev foretaget en juridisk vurdering af Justitsministeriet, der sagde, det ville være lovligt. Men flere uafhængige jurister afviser, at ministeriet kan træffe en sådan afgørelse om muligt bevismateriale. De påpeger samtidig, at den person, der foretog vurderingen for ministeriet, selv havde været med til at udforme de interne dokumenter, der sagde god for brugen af de udvidede afhøringsteknikker. En klar interessekonflikt, siger de. Samme person blev siden afvist af kongressen som ny øverste juridiske chef i Justitsministeriet, fordi han i strid med internationale konventioner gav udtryk for, at afhøringsmetoder kun kan kaldes tortur, hvis det fører til »organfejl« eller død.

Gamle sager genoptages
De nye afsløringer kan få andre alvorlige konsekvenser. Terrorsagen mod den nu livstidsdømte fransk-marokkaner, Zacarias Moussaoui, vil muligvis blive krævet genoptaget, eftersom hans forsvarer fra 2003 til 2005 bad om at få udleveret bånd fra CIA-afhøringer, men fik at vide, at sådanne optagelser ikke eksisterede. Samme besked fik 11. september-kommissionen, der undersøgte terrorangrebene på USA. Det var efter disse henvendelser og i samme tidsrum, som kongressen og medierne begyndte at bekymre sig for, om CIA brugte tortur, at CIA valgte at ødelægge båndene.