Chok-diplomatiet i Trump Tower

En telefon ringede i Trump Tower, og pludselig var 40 års amerikansk Kina-politik i spil. Kina-kendere stiller spørgsmålstegn ved, om Donald Trump kan vinde ved at vælge Taiwan som centrum for en krise med Kina.

Næsten 40 års balancegang med Kina blev brudt, da Donald Trump tog telefonen for at modtage en lykønskning fra Taiwans nyvalgte præsident, Tsai Ing-wen. Fold sammen
Læs mere

De mest pessimistiske diplomater i Washington sammenligner situationen med 2002, da den daværende præsident, George W. Bush, lod sig besnære af en række rådgivere, der mente, at han med et slag kunne demokratisere Mellemøsten ved at fjerne Iraks diktator Saddam Hussein fra magten. Nu er diplomater også pr. definition bekymrede, hvis ikke de bliver spurgt til råds. Og det bliver de ikke lige nu. Slet ikke i spørgsmålet om Kina, som den nyvalgte præsident, Donald Trump, har valgt som sin første udenrigspolitiske styrkeprøve.

Trump accepterede forleden et direkte telefonopkald fra Taiwans præsident, Tsai Ing-wen. Næsten 40 års følsom balancegang med Kina blev brudt, da den kommende præsident tog telefonen for at modtage en lykønskning fra Taiwans ligeledes nyvalgte præsident. Det var et brud med en praksis, der går helt tilbage til præsident Richard Nixons tid. For ingen amerikansk præsident eller tiltrædende præsident har siden 1979 talt direkte med Taiwan for ikke at ødelægge et skrøbeligt forhold til Kina. Taiwan er ifølge kineserne en udbryderstat. Taiwan er en del af Kina. Og regimet i Beijing er Kinas eneste lovlige repræsentant i verdenssamfundet.

Trump får – ifølge sin talskvinde, Kellyanne Conway – masser af sikkerhedsbriefinger dagligt. Bare ikke af udenrigsministeriets professionelle folk. En række stærkt konservative tænketanke, pensionerede generaler og en række mere eller mindre tilfældige personer, som har haft nogle markante meninger om lige det, Donald Trump ønsker at sætte fokus på, har fri adgang til den kommende præsident. Det er sådan noget, diplomater bliver nervøse over. Det er det, der potentielt kan sætte verden i brand, mener de. Og Trumps folk, som er trætte af »de etablerede diplomater«, siger rent ud, at de kan rende og hoppe.

»Det er nye tider, og det må de vænne sig til,« som Trumps rådgivere fortæller »slipsedrengene og -pigerne i Foggy Bottom«, som området hedder, hvor det amerikanske udenrigsministerium ligger. I gamle dage var bydelen nemlig omgivet af tåge fra den sump, hovedstaden er bygget på. Så State Department, som ministeriet også kaldes i daglig tale, er dermed på mere end en måde centralt placeret i den sump, som Donald Trump ønsker drænet med slagordet »Drain the Swamp«.

Donald Trumps rådgivere har et politisk budskab, hvilket der ikke er noget galt med. Men hvis udenrigspolitikken – især i en supermagt – ikke tilrettelægges med en grundig viden om, hvad der er muligt ud fra traktater, aftaler og sædvane, så kan det ende galt. Det mener diplomaterne. Og de har også noget at have frygten i. Syv år efter, at USA endelig forlod Irak, er USA tilbage igen med militære »rådgivere«, der kæmper mod de terrorister, som har frit spil i et kaotisk land efter amerikanernes afgang. De, der dengang rådgav Bush til at gå ind i Irak, er på banen igen.

Krisen med Kina – på grund af telefonopringningen med Taiwan – har ikke nået et alarmerende niveau, hvor USAs flåde sendes afsted, og hvor Taiwan bliver overfløjet af kinesiske Shenyang J-16-kampfly. Kineserne har i første omgang ladet, som om at det var en lille fejltagelse, der blev begået af en urutineret, tiltrædende præsident, der ikke kender procedurerne. Men tag ikke fejl. Kineserne holder øje med udviklingen for at se, om Trump virkelig vil ændre næsten 40 års politik og bruge den lille kinesiske udbryder-ø i Det Sydkinesiske Hav til at spille stærk mand.

Er Donald Trump en »frisk fyr«, der ser på tingene med nye øjne og på den måde kan tvinge kinesernes i knæ? Eller spiller han med på en række rådgiveres besnærende råd uden egentlig viden om, hvad der er klogt diplomati, hvilket betyder, at han kan tabe det, han har lovet vælgerne: At tvinge kineserne til at ændre landets valuta- og handelspolitik, så USA får arbejdspladserne tilbage.

Det er det spørgsmål, der rejser sig efter en uge, hvor der stadig er forvirring også internt i Trumps kampagne. Da det først blev kendt, at Trump havde talt med Tsai Ing-wen, tweetede han, at han blot havde taget telefonen. »Taiwans præsident »RINGEDE TIL MIG«,« skrev han. Det blev fulgt op af Kellyanne Conway, der dagen efter til Fox News sagde, at Trump ikke er i gang med at ændre USAs Kina-politik.

»Han tager bare telefonen, når den ringer, og han vil helt givet tale med mange flere, inden han tiltræder stillingen,« sagde hun.

Og den kommende vicepræsident, Mike Pence, sagde til den amerikanske TV-station NBCs mest sete nyhedsprogram, Meet The Press, at man ikke skulle lægge noget som helst ind i det, han kaldte for et »lykønskningsopkald«. Med andre ord: Taiwan var ikke udset til at være prøvestenen for Trumps nye Kina-politik, men var bare en svipser, fordi Taiwans præsident ringede.

Men få dage efter var der alvorlige tvivl om denne version. Fra flere sider forlød det nu, at samtalen med Taiwan havde været planlagt i uger, måske i måneder, af personer, der var pro-Taiwan og anti-Kina, og de havde overtalt Donald Trump til at vise Kina, at der var en ny sherif i byen. Og at Trump, i modsætning til den siddende præsident, Barack Obama, vil anvende magt til at tvinge kineserne til at sænke handelsbarriererne og holde op med at manipulere med landets valuta for at få handelsfordele.

Selv Kina-kendere stiller spørgsmålet, om Trump kan vinde ved at vælge Taiwan som centrum for en krise med Kina. Taiwan er sammen med Tibet ikke noget, man diskuterer, og det viser lidt om USAs problematiske forhold til Kina – et forhold, der bygger på Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver, Henry Kissingers, såkaldte penduldiplomati, der normaliserede forholdet til Kina. Indtil da var det Taiwan, USA byggede dets Kina-politik på.

USA holder sig ude af disse »interne« konflikter, hvilket betyder, at det er Beijing, man taler med. USA handler med Taiwan og giver omfattende militær støtte til ø-staten, for at Taiwan kan opretholde en afskrækkelse over for Kina. Det accepteres af Beijing af den simple grund, at USA ikke på højeste niveau taler direkte med Taiwan.

»Og piller man ved det, piller man ved alt andet,« siger en diplomat til Berlingske.

Omvendt har Obama-regeringen ikke forhindret kinesernes oprustning i Det Sydkinesiske Hav. Opfattelsen er, at USA har mistet magten i Asien. Kineserne har bygget en kunstig ø, uden at USA har kunnet tvinge dem til at opgive projektet. Øen piller for alvor ved magtbalancen i området. Kina har udnyttet den svækkelse, der skete i USA under finanskrisen, ved at bygge et stærkt militær med det økonomiske overskud, landet har i handlen med USA.

Desuden mener især Sydkorea, at Kina spiller et dobbeltspil i Nordkorea. Selv om Kina udadtil er bekymret for Pyongyangs atomprogram, så er fakta, at regimet i Nordkorea om få år vil være i stand til at bombe Los Angeles med atomvåben, når de har udviklet de nødvendige missiler. Og Japan og Sydkorea er bekymret over den militære oprustning, som kineserne er i gang med. Så der er enighed om, at Trump gør klogt i at vise magt over for kineserne. Men spørgsmålet er, om Donald Trump har valgt den rigtige konflikt ud fra strategiske overvejelser eller ud fra en ønsketænkning hos en række rådgivere, som oftere besøger Taiwan end Kina.

Advarsler er der nok af. For politik uden diplomati kan være en eksplosiv cocktail. Men Donald Trumps rådgivere siger nu, at Trumps Kina-politik længe har været planlagt, og at man vil ændre udenrigspolitikken i Asien på væsentlige områder.

»Trump har gjort det til en førsteprioritet at ændre USAs Kina-politik, og han er ganske klar over, at traditionel Washington-tænkning på udenrigspolitikken ikke altid er det bedste for USA,« siger en af Trumps udenrigspolitiske rådgivere, Richard Grenell, der selv har været ansat i udenrigsministeret.

Og måske var Kissinger profetisk, da han nogle dage før, at den daværende præsident Nixon rejste til Kina på det første officielle besøg, sagde: »Om tyve år vil der komme en præsident, som – hvis han er lige så klog som Dem – vil alliere sig med Rusland for at inddæmme kineserne.« Det grinede de meget af – dengang. Det gør de ikke nu. Slet ikke i Foggy Bottom.