Chiles statsejede selskab Codelco, der er verdens førende kobberproducent, og det private mineselskab SQM opretter sammen en kæmpe virksomhed til udvinding af lithium.
Lithium er et let metal, der blandt andet anvendes i batterier til elbiler.
Chile er verdens næststørste producent af lithium og råder over omkring 40 procent af verdens lithiumreserver.
Partnerskabet mellem de to selskaber vil gøre det muligt at udvinde lithium i Atacama-saltørkenen i det nordlige Chile, lyder det.
Det nye partnerskab får navnet Nova Andino Litio SpA, oplyser Codelco, som beskriver aftalen som en af de mest betydningsfulde i Chiles erhvervshistorie.
Det nye selskab vil stå for udforskning, udvinding, produktion og kommercialisering af lithium i saltørkenen frem til 2060, lyder det i en erklæring fra Codelco.
Chilenske myndigheder godkendte alliancen tidligere i december.
Aftalen er blevet godkendt af mere end 20 nationale og internationale tilsynsmyndigheder, herunder i Kina, Brasilien, Saudi-Arabien og EU. Chile var det sidste land til at give grønt lys til aftalen.
Sidste måned godkendte Kina det planlagte partnerskab mellem Codelco og SQM. Det kinesiske selskab Tianqi ejer 22 procent af mineselskabet SQM.
Partnerskabet har til formål at genvinde Chiles førerposition inden for lithium - en titel landet mistede til Australien for næsten et årti siden.
Det nye selskab sigter mod at øge produktionen af lithium med omkring 300.000 ton om året i Atacama-saltørkenen.
I 2022 producerede Chile godt 243.000 ton af det såkaldte hvide guld.
Lithium stod for tre procent af Chiles eksport i 2024.
/ritzau/AFP
