Celeber TV-kok i familiefejde

Den berømte kok Gordon Ramsay har skrevet et åbent brev til sin svigermor. Han indrømmer, at han satte en privatdetektiv på sin svigerfar.

Arkivfoto: Gordon Ramsay med hustruen Tana, der er midtpunkt i striden med Ramsays svigermor. Fold sammen
Læs mere

LONDON: Den berømte og rapkæftede TV-kok fra TV-serierne »Kitchen Nightmares« og »Hells Kitchen«, Gordon Ramsay, har altid været god for en kulørt historie, men med et åbent brev til sin egen svigermor i en avis er han godt på vej til at blive hovedperson i en af årets mest dramatiske familiefejder.

Det stærkt personlige brev er blevet bragt i gratisavisen London Evening Standard, og under overskriften »Kære svigermor« appellerer Gordon Ramsay indtrængende til, at svigermoderen Greta Hutcheson stopper med at »straffe« sin datter Tana og sine fire børnebørn.

Brevet er foranlediget af, at svigermoderen har skrevet et brev til sin datter og bedt hende om at holde sig væk fra familien, efter at Gordon Ramsay for en måned siden fyrede svigerfaderen Chris Hutcheson som adm. direktør for sit internationale restaurantimperium, Gordon Ramsay Holding. Et imperium, som de to har opbygget fra bunden, og som i dag omfatter restauranter i Europa, Asien, USA, Australien og Mellemøsten.

»At lytte til Tana, der i en strøm af tårer læste dit brev om at holde sig væk fra sin familie, er bare så frygteligt forkert,« skriver Gordon Ramsay til sin svigermor i brevet, som han kalder »et af de mest pinefulde«, han nogensinde har skrevet.

Men i brevet forklarer Gordon Ramsay også, at han den 16. oktober valgte at fyre svigerfaderen, fordi denne drev foretagendet som »en diktator«.

»Hans manipulation og kontrolleren af så mange liv er nu endelig overstået,« skriver Gordon Ramsay.

Stofmisbrug

Det åbne brev kommer efter, at den 62-årige Chris Hutcheson i et stort interview sagde, at hans fyring var som en »offentlig hængning«, og at Ramsay er blevet et »monster«, som er blevet »syg« af sin celebrity-livsstil og desuden har sat datteren op imod ham. Chris Hutcheson har sagt, at datteren ikke har talt med ham, siden slagsmålet brød ud, og at hun ikke har svaret sin mors e-mails, SMS-beskeder og telefonopkald. Tana skulle være krøbet i flyverskjul hos vennerne David og Victoria Beckham i Los Angeles.

Chris Hutcheson har tidligere vundet offentlig beundring for i 2008 at have stået bag Ramsay, da TV-kokken blev anklaget for at have været Tana utro med en elskerinde. En anklage som Ramsay pure afviste.

Trods den opbakning, som han dengang fik fra sin svigerfar, fordømmer han i sit åbne brev Chris Hutcheson for bl.a. at have anklaget ham for at tage stoffer. Dette gjorde særlig ondt, skriver Ramsay, fordi han selv har tumlet med »frustrationer« over, at hans egen bror, Ronald Ramsay, i 2007 blev anholdt i Indonesien for at besidde heroin.

Hyrede privatdedektiv

Ramsay går dog langt videre. For han indrømmer, at han forud for fyringen af svigerfaderen hyrede en privatdetektiv til at holde øje med ham, hvilket afslørede en »meget kompliceret« fremfærd, og at flere nøglemedarbejdere følte sig nødt til at dække over svigerfaderen. »Derudover var en af mine største bekymringer forretningen; Underskrivelse af store kontrakter i mit navn og desuden afsløringer af, at der blev kigget i e-mails.«

Chris Hutcheson har som tidligere forlagschef ofte været udråbt som manden bag den succes, Gordon Ramsay har opnået med det restaurantimperium, som de grundlagde sammen i 1998. Hutcheson har taget retslige skridt til en sag om ulovlig afskedigelse og benægter forlydender om, at hans bortsendelse også er et resultat af, at han skulle have taget et privat lån på 13 mio. kr. i firmaet.