Cecils død - og vreden uden filter

Løven Cecil var det smukkeste dyr i nationalparken, et symbol for Zimbabwe, og så led han den forsmædeligste død, man kan forestille sig. Han blev krybskudt af en amerikansk tandlæge, der nu er på hastig flugt fra internettet.

Et billede af Cecil, en af Zimbabwes mest kendte løver, der nu er blevet omdrejningspunkt i en meget omtalt drabssag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Zimbabwe Parks and Wildlife Mana
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Cecil var en smuk hanløve, en sand dyrenes konge, en Mufasa, og nu er Cecil død.

Og han blev ikke fældet i et hierakisk opgør i sin flok, der var ikke et shakespearsk drama, ikke engang en Scar, nej, det var meget værre. Han blev dræbt - og der er ingen nem måde at sige det på - han blev dræbt af en tandlæge. En amerikansk tandlæge med briller og en muskulatur som en piberensermand.

Nu har tandlæger som udgangspunkt en vis professionel baggage - én ud af fem mennesker er bange for tandlæger, viser en nyere norsk undersøgelse - men siden Cecils død er Walter Palmer fra Minnesota blevet ramt af noget, der er meget mere end odontofobi. Den 55-årige tandlæge er blevet ramt af internettet.

Onsdag lagde han en temmelig overbevisende billet ind på at være den mest hadede mand på internettet, langt foran præsident Putin, grindedræberne og Oleg Tinkov - og på Facebook, Twitter, blogs og i mediernes kommentarspor blev han beskyldt for at være en hel vifte af mentale diagnoser og kriminelle distinktioner.

Han fik også tildelt den slags betegnelser, som hører til i den proktologiske del af lægevidenskaben, og flere mente, at han skulle have en tre-dobbelt rodkanal med dertilhørende regning - plus en hel masse andet, som Berlingske ikke kan få sig selv til at skrive.

Cecil fik således det sidste filter til at ryge på internettet.

Skamskudt

Men - skal det siges til Palmers fortjeneste - han har gjort sit til at fortjene det. For han kunne ikke nøjes med at gøre, som andre haresjæle gør - betale 50.000 dollar for at få afrikanske guider til at lokalisere et eksotisk dyr og placere det foran den store hvide mand, som så kunne slå ihjel og rejse hjem med hoved, horn og gevir og mindet om et kortvarigt Viagra-øjeblik.

Den slags er rutine og fører kun til almindelig foragt, men Palmer gik skridtet videre for at vinde ualmindelig foragt. Han havde betalt 54.000 dollar til en guide i Zimbabwe for at dræbe en løve, en hanløve, og det endte så med at blive Cecil.

Nu taler nekrologer altid pænt om afdøde, men 13-årige Cecil var angiveligt ikke en almindelig hanløve. Han var kongen af Hwange National Park, et kendetegn for parken, et symbol for Zimbabwe, og han var også ringmærket og en del af et forskningsprojekt hos Oxford University - og det var dermed på alle måder en forbrydelse at slå Cecil ihjel, siger myndighederne til The Telegraph, som afdækkede sagen tirsdag.

TV: Mød løven Cecil som tandlægen ikke skulle have dræbt

 

Men tandlæge Palmer så angiveligt stort på den slags juridiske og moralske forhindringer.

Ifølge den hyrede zimbabwiske guide lokkede Palmer og hans ekspedition hanløven ud af nationalparken og ud på privat land, og det var ikke særlig vanskeligt, for Cecil var forholdsvis fortrolig med mennesker.

Palmer og hans folk havde bundet et død dyr til en bil, og da Cecil nærmede sig, løftede storvildtjægeren sin armbrøst og skød hanløven.

Palmer er ifølge sin hjemmeside en mand med »et unikt talent for at kunne skabe et blændende smil ud af enhver tandstruktur,« og det er muligt, at han kan gøre det - men han er knap så skarp en skytte, og han skamskød Cecil, som flygtede.

Palmer-ekspeditionen brugte 40 timer på at finde ham, og tandlægen tog en pistol og skød løven, som derefter fik hovedet skåret af og blev pelset. Slut med Cecil og hjem over kaminen i tandlægeboligen med hovedet.

Krybskytte

Dér kunne historien være slut - hvis det havde været enhver anden løve end Cecil. Men drabet førte til et zimbabwisk ramaskrig, og da de to lokale guider blev anholdt og sigtet for krybskytteri, afslørede de hele sammenhængen og navnet på den amerikanske tandlæge, som ifølge Telegraph er sigtet og eftersøgt og risikerer 15 års fængsel i Zimbabwe.

Så på flugt fra både præsident Mugabe og internettet har Walter Palmer nu midlertidigt lukket sin praksis i Minnesota og er gået under jorden, og han har hyret et PR-bureau til at tale for sig, og ifølge en pressemeddelese var han ikke klar over, at han dræbte et nationalt klenodie, og først efter drabet fandt han ud af, at Cecil var ringmærket, hedder det.

Han beklager, at han blev forledt til at dræbe Cecil og - siger han - han vil samarbejde fuldt og helt med myndighederne, hvis de henvender sig.

Pressemeddelelsen fik imidlertid ikke smilene frem i mange tandstrukturer, organisationer som Animal Rights Coalition planlægger demonstrationen foran Palmers klinik, og Minneapolis Star Tribune oplyste, at tandlægen tidligere havde brugt samme undskyldning som nu.

I 2008 krøbskød han en brun bjørn i nabostaten Wisconsin og forsøgte at lyve om det, og han fik dengang en betinget dom for krybskytteri.

Nu er den så gal igen, også selv om Palmer hævder i sin pressemeddelelse, at han bare er en mand med en hobby, som han »bedriver på den mest ansvarlige vis.« Det sidste kan han fortælle til Cecils 40 børn - eller rettere det kan han formentlig ikke.

For Johnny Rodriques fra parkmyndigehderne i Zimbabwe siger til Telegraph, at løveflokken nu har foretaget den sædvanelige kongekabale; en anden hanløve har taget over, og han har formentlig dræbt alle Cecils børn.

Så det er forståeligt, hvis det ikke længere kun er hver femte, der lider af tandlægeskræk, men også dyrene i Afrika.

For der bliver aldrig mere tid til en Cecil.

Tandlægen Walter Palmer har lagt billet ind på at være internettets mest forhadte mand.

Posted by Berlingske on 29. juli 2015