Det Hongkong-baserede flyselskab Cathay Pacific har suspenderet alle flyvninger til og fra Dubai og Riyadh indtil slutningen af april på grund af krigen i Mellemøsten.

Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kunder, der ønsker at ændre flyvninger til og fra Mellemøsten, vil ikke blive pålagt gebyrer for ombooking, ændret rute eller refusion, oplyser Cathay Pacific.

Selskabet advarer, at yderligere ændringer i flyplanen "kan blive nødvendigt" i de kommende dage.

Det har tidligere aflyst alle flyvninger til Dubai og Riyadh, der er storbyer i henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, i marts og forlænger dermed tidligere suspenderinger til 30. april.

Cathay Pacific har tidligere sagt, at ekstra flyvninger til Europa vil blive sat ind i marts for at imødekomme øget efterspørgsel.

Selskabet bemærkede også en "generel stigning" i efterspørgslen fra andre regioner. Det gælder især for langdistanceruter, hvor rejsende søger alternative ruter, der ikke afhænger af at rejse gennem Mellemøsten.

Konflikten i Mellemøsten har stået på, siden USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod Iran i en omfattende militæroperation 28. februar. Herefter rettede Iran missiler og droner mod en række lande i Mellemøsten - blandt andet mod militærbaser tilhørende USA.

Libanon blev også trukket ind i konflikten i marts, efter at militsen Hizbollah angreb Israel som reaktion på, at ayatollah Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt.

Siden har Israel og Hizbollah angrebet hinanden.

Flere andre flyselskaber er blevet påvirket af konflikten. Ifølge BBC har blandt andre Qatar Airways, Emirates og British Airways måttet reducere antallet af flyvninger i regionen, mens nogle ruter er helt suspenderet.

Krigen har desuden medført markante stigninger i olie- og brændstofpriser, hvilket også har øget rejseomkostningerne betydeligt.

For at undgå luftrummet over det krigsramte område er mange fly i marts blevet omdirigeret ad længere ruter nord eller syd om luftrummet over Iran og Irak.

Det har skabt overbelastning på de alternative ruter, hvilket forlængede flyvetiderne og øgede brændstofforbruget, skriver BBC.

/ritzau/