Cataloniens skingre stemme

Josep Lluís Carod-Rovira personificerer alt det, resten af Spanien elsker at hade ved Catalonien – og ikke uden grund. Han argumenterer for en nationalisme, der lugter grimt af kulturel ensretning.

Det er ofte for skrap kost selv for hans partifæller, når Josep Lluis Carod-Rovira åbner munden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lluis Gene/AFP

Det meste af udsendelsen havde Josep Lluís Carod-Rovira ellers virket næsten sympatisk. Spørgsmålene fra 100 almindelige borgere, der deltog i det statslige TVEs populære debatprogram, var blevet besvaret brillant og præcist. Men så var det, at én af dem kom for skade at kalde ham José Luis – den spanske form af den catalanske nationalistleders fornavn.

»Mit navn er Josep Lluís, her som i Kina. Og hvis I efter 300 år (fra 1714 da Catalonien blev endeligt opslugt af Spanien. red.) stadig ikke gider udtale det korrekt, men godt kan finde ud af at sige Schwarzenegger og Shevardnadse, så har I et problem,« snerrede Carod-Rovira.

Og så havde han gjort det igen. Dagen efter skrev de spanske aviser udelukkende om overfusningen af den forskrækkede spørger, og hjemme i Catalonien rystede nationalistiske meningsfæller på hovedet. For selv om lederen af Esquerra Republicana (ERC) sådan set havde ret, kunne han måske godt have udvist blot lidt større overskud og elegance.

Møde med ETA
Men charme hører ikke til Carod-Roviras spidskompetencer. Og siden ERC for fire år siden fik placeret sig som støtteparti for såvel regionalregeringen i Barcelona som den centrale i Madrid, er han kommet til at personificere alle de negative sider, resten af landet tilskriver catalanerne: Selvretfærdighed, egoisme og utålelig arrogance.

Det var nu nærmere dømmekraften, som svigtede, da Carod-Rovira som nyvalgt catalansk vicepræsident i 2004 sagde ja til et hemmeligt rendezvous med ETA. Ikke blot lækkede den spanske efterretningstjeneste, der var med på en lytter, mødet til pressen. De baskiske terrorister erklærede også kort efter en våbenhvile, der kun gjaldt i Catalonien men ikke resten af Spanien.

Carod-Roviras forsikringer om, at mødet udelukkende havde haft til formål at overtale ETA til at nedlægge våbnene, gad ingen høre på, og han blev tvunget til at træde tilbage.

Cavakrigen
Det fik dog på ingen måde nationalistlederen til at stikke piben ind. I stedet indledte han senere samme år, hvad der blev kendt som »cavakrigen«.

Madrid var på det tidspunkt midt i kapløbet om at sikre sig værtskabet for OL i 2012. Der var brug for al den opbakning, som overhovedet kunne skaffes. I stedet udtalte Carod-Rovira – rasende over at Spanien havde spændt ben for catalansk deltagelse i VM i rullehockey – at »den slags har madrilenere slet ikke kapacitet til at organisere«.

Forbrugere i hovedstaden og andre dele af landet svarede igen med at organisere en boykot af cava, der ellers er spaniernes foretrukne boblevand. Det tog de catalanske vinhuse et par år at generobre de tabte markedsandele.

Diktatmester
Også på hjemmefronten bekæmper Carod-Rovira spanskheden, hvor den viser sig. Og det kan ofte lugte ubehageligt af xenofobi, når han f.eks. kræver de offentlige tilskud til den årlige andalusiskinspirerede feria i Barcelona fjernet, fordi den ikke er en del af Cataloniens kulturarv.

Anderledes er det med de konkurrencer i catalansk retstavning og diktat, som den filologiuddannede politiker elsker at deltage i og ved flere lejligheder har vundet. Man kan med nogen ret frygte for mangfoldigheden, hvis Carod-Rovira en dag skulle få magt, som han har agt i et uafhængigt Catalonien.

Eksempelvis fra 2014, hvor tiden efter ERC-lederens mening vil være moden til at vinde en folkeafstemning om national selvbestemmelse. I så fald kunne spanierne da i det mindste slippe for at høre på Carod-Rovira.

Men hvad med catalanerne?