Canadas premierminister Carney hilser Ursula von der Leyens tilbud om associeret EU-medlemskab til Canada "velkommen" i en tale i EU-Parlamentet. Han lægger dog mere vægt på konkret samarbejde om blandt andet handel og råstoffer.

Dermed slår han fast, at han ikke ønsker at skabe en ny supermagt, som skal konkurrere med Trumps USA:

- Lad mig sige, hvad jeg ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at oprette en tredje supermagt til at konkurrere med andre. Blot med bedre manerer, siger Mark Carney.

Han foreslår i stedet en "alliance" mellem EU og Canada. Den vil både kunne styrke parternes økonomier, udligne svagheder, som blandt andet bliver forstærket af Trumps toldsatser og samtidig kunne forsvare de værdier, som EU og Canada deler.

Det er blandt andet værdier omkring demokrati, retsstat og individuelle rettigheder, siger Carney:

- En alliance mellem Canada og EU vil være et lyspunkt for andre.

- Det vil være en alliance, der er stærk nok til, at andre ikke kan bestemme, hvad vi skal gøre, siger Mark Carney.

RITZAU