En canadisk kvinde er blevet dræbt, og flere personer er såret i forbindelse med en skudepisode i Mexico ved Teotihuacán.

Det skete mandag, hvor en mand affyrede skud ved turistattraktionen.

Gerningsmanden skød efterfølgende sig selv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

På det sociale medie X skriver den mexicanske præsident, Claudia Sheinbaum Pardo, at Mexico er i kontakt med den canadiske ambassade.

Præsidenten uddyber, at sikkerhedsmyndighederne er blevet instrueret i at efterforske skyderiet grundigt og tilbyde den nødvendige hjælp.

Mexicansk sikkerhedsmyndighed oplyser, at de sårede har modtaget lægehjælp.

Der skulle angiveligt være blevet beslaglagt et skydevåben og patroner, skriver CNN.

Lokale myndigheder samt indenrigsministeriet og kulturministeriet er på vej til gerningsstedet.

Teotihuacán er en ruinby, som ligger cirka 50 kilometer nordøst for den mexicanske hovedstad, Mexico City.

Byen er kendt for sine tempelpyramider, Månens og Solens Pyramider.

/ritzau/