Canada vil købe svenske overvågningsfly frem for amerikanske
Canada, der vil reducere militær afhængighed af USA, har set sig varm på overvågningsfly fra svenske Saab.

Canada, der vil reducere militær afhængighed af USA, har set sig varm på overvågningsfly fra svenske Saab.

Canada planlægger at købe en flåde af overvågnings- og varslingsfly fra den svenske forsvarskoncern Saab frem for en konkurrerende løsning fra den amerikanske flyproducent Boeing.
Det siger Canadas premierminister, Mark Carney, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters på en forsvarskonference i landets hovedstad, Ottawa.
- Med en række avancerede sensorer og missionssystemer vil Saabs GlobalEye være en nøgleressource for de canadiske væbnede styrker i overvågningen og beskyttelsen af Arktis, siger Carney.
Den canadiske premierminister har flere gange sagt, at han ønsker, at Canada skal være mindre afhængig af det amerikanske militær.
Han lovede i marts, at Canada ville påtage sig det fulde ansvar for at beskytte sit eget territorium i Arktis.
Løftet kom ifølge Reuters, efter at Canada i årtier havde samarbejdet med USA om overvågningen af området, der er på mere end 4,4 millioner kvadratkilometer fordelt på hav og land.
Canadas liberale regering annoncerede sidste år desuden planer om at øge landets forsvarsudgifter markant.
USA har i flere år kritiseret sin nordlige nabo for ikke at leve op til forsvarsalliancen Natos mål for militærudgifter.
Carney meddelte i marts, at Canada sidste år nåede målet om at bruge to procent af landets bruttonationalprodukt på forsvar.
Saab skriver i en udtalelse onsdag, at virksomheden vil investere i forsknings- og udviklingsarbejde i Canada som en del af en eventuel aftale.
Carney oplyste onsdag ikke, hvor mange fly man ønsker at købe af Saab, eller hvad prisen på dem kommer til at være. Unavngivne canadiske embedsmænd har tidligere fortalt Reuters, at der er planer om at købe seks fly.
Philippe Legasse, der er viceleder ved institut for internationale studier på Carleton University i Ottawa, kalder ifølge Reuters beslutningen om at købe svenske fly for en vigtig test af den canadiske regerings politik om at bevæge sig væk fra den amerikanske forsvarsindustri.
/ritzau/