Det canadiske parlament har mandag stemt for premierminister Mark Carneys budget for det næste år.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Budgettet, der for at imødegå amerikanske toldsatser indeholder et stort underskud, blev vedtaget med et snævert flertal på 170 stemmer for og 168 imod.
Carneys mindretalsregering havde brug for, at flere medlemmer af oppositionen støttede budgettet eller undlod at stemme. Til sidst afstod flere ifølge Reuters fra at stemme.
Parlamentet i Canadas hovedstad, Ottawa, har 343 sæder.
Hvis budgettet var blevet nedstemt, var der risiko for, at canadierne skulle til valg for anden gang på mindre end et år.
Mark Carney opfordrer til samarbejde, efter at budgettet er vedtaget.
- Det er tid til at arbejde sammen om at gennemføre planen - for at beskytte vores lokalsamfund, give canadierne nye muligheder og styrke Canada, skriver premierministeren på det sociale medie X.
Mark Carney blev i marts valgt som leder for Det Liberale Parti, efter at Justin Trudeau var trådt tilbage.
Samtidig med valget overtog Carney, der er tidligere centralbankdirektør, ligeledes posten som premierminister i Canada fra netop Trudeau.
Stort set med det samme udskrev Carney valg i Canada, hvor hans parti endte som vinder.
De seneste meningsmålinger tyder ifølge Reuters på, at Det Liberale Parti ville bevare magten, hvis der var valg nu.
Der hersker intern uenighed i det største oppositionsparti, Det Konservative Parti, efter valgnederlaget i april.
Forholdet mellem USA og Canada er kommet under pres siden Donald Trumps tiltrædelse som præsident i januar. Årsagen er ikke kun højere toldsatser, men også at Trump har sagt, at han vil gøre Canada til USA's 51. stat.
Det kan tolkes som, at han vil besætte eller annektere nabolandet, som i øvrigt er en nær allieret af USA.
/ritzau/
