Canada dropper fælles brofejring efter toldtrusler fra Trump
Officiel indvielse af en ny bro mellem USA og Canada fredag bliver uden deltagelse fra amerikanske embedsmænd.

Officiel indvielse af en ny bro mellem USA og Canada fredag bliver uden deltagelse fra amerikanske embedsmænd.

Canada har aflyst en fælles fejring med USA i forbindelse med åbningen af broen Gordie Howe International Bridge, som forbinder den canadiske provins Ontario med den amerikanske delstat Michigan.
Det sker, efter at Det Hvide Hus mandag meddelte, at USA fra den 19. august vil indføre en toldsats på 50 procent på flere canadiske produkter.
Det skriver en talsperson for Canadas minister for infrastruktur, Gregor Robertsen, i en udtalelse til nyhedsbureauet Reuters.
- I lyset af de handelstiltag, som USA tidligere på ugen har truet med, ville det være upassende at gennemføre en fælles fejring mellem de to lande, skriver talsperson Jenna Ghassabeh i udtalelsen.
Broen åbner efter planen for trafik mandag den 27. juli.
Oprindeligt var det planen, at der fredag den 24. juli skulle afvikles en officiel indvielse med deltagelse af amerikanske og canadiske embedsmænd. Det har borgmesteren i Windsor, Drew Dilkens, tidligere oplyst til lokale medier.
Canada holder fast i planerne om at åbne broen den 27. juli, men vil i stedet markere begivenheden den 24. juli med en fejring blandt canadierne, lyder det ifølge Reuters fra Ghassabeh.
Opførelsen af broen, der har sit navn fra den afdøde canadiskfødte National Hockey League-legende Gordie Howe, begyndte i 2018.
Den har kostet 4,7 milliarder dollar, hvilket svarer til 30,8 milliarder danske kroner.
I februar truede USA's præsident, Donald Trump, med at stoppe åbningen af broen. Begrundelsen fra præsidenten var blandt andet, at Canada var stoppet med at sælge amerikansk alkohol og havde told på import af mejeriprodukter.
Han kritiserede også, at der nærmest ikke var blevet brugt nogen amerikanske materialer eller ydelser til opførelsen af broen, som han desuden mente, at USA burde eje mindst halvdelen af.
RITZAU