Camerons eks-spindoktor retsforfølges i aflytningsskandale

En række tidligere ansatte på avisen News of The World vil blive retsforfulgt for hacking af tusindvis af menneskers telefoner. Heriblandt er premierminister David Camerons tidligere spindoktor.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Otte tidligere ansatte på den nu lukkede britiske avis News of The World vil blive retsforfulgt for den omfattende telefonhacking mod tusindvis af kendte og ukendte personer, der i sidste ende førte til avisens lukning sidste år. Det har den britiske anklagemyndighed netop meddelt på et pressemøde.

Blandt de, der bliver rejst tiltale mod, er Rebekah Brooks, der er tidligere direktør i Rupert Murdochs koncern, News International, og fra 2000 til 2003 redaktør for News of The World. Brooks har været personlig ven af premierminister David Cameron, og de har deltaget i middage sammen. Hendes mand er også blandt de personer, der har været under efterforskning i sagen, og han kan muligvis også se frem til en tiltale.

Brooks er allerede sigtet for tre tilfælde af at have forpurret retssystemets arbejde, da politiet mener, hun har forsøgt at skjule dokumenter og computere, der var relevante for efterforskningen af sagen.

Også Camerons tidligere spindoktor, Andy Coulson, kan se frem til en tiltale. Han blev anholdt og afhørt af politiet sidste år, da han var redaktør på News of The World fra 2003 til 2007, inden han begyndte at arbejde for den konservative leder. Han trådte tilbage som spindoktor, da hacking-sagen begyndte at rulle.

Avisens omfattende hacking af telefonsvarere blev offentligt kendt, da det kom frem, at medarbejdere havde hacket en forsvundet 13-årig skolepiges telefon og slettet telefonsvarerbeskeder. Det betød, at hendes familie troede, hun var i live, mens hun i virkeligheden var blevet dræbt.

Også flere kendte og kongelige menes at have været udsat for telefonhacking fra News of The World. Således bliver seks andre tidligere News of The World-ansatte tiltalt for blandt andet at have hacket mobiltelefoner, der tilhører skuespillerne Angelina Jolie, Brad Pitt og Jude Law samt musikeren Paul McCartney og fodboldspilleren Wayne Rooney.

Mandag sagde det britiske Metropolitan Police, at de mener, der er 4.775 potentielle ofre for telefonhacking i sagen, og ud af dem er 2.615 blevet informeret om det.