Få britiske politikere har formået at sætte så meget på spil som den tidligere premierminister David Cameron. Men hvis nogle briter troede, at det nu var et overstået kapitel, er de blevet både forbløffede og klogere den seneste uge.

Selv som forhenværende og på badeferie med familien på Korsika har Cameron formået at ryste det politiske system. En regn af hædersbevisninger over rådgivere, venner, partidonorer, våbenfæller i det fejlslagne forsøg på at undgå Brexit, talerskriver, spindoktorer og endda hustruens tidligere stylist har forarget både partifæller, oppositionen og mange andre i Storbritannien.

Vreden er kun blevet forstærket ved, at Cameron desuden har planlagt at udstyre en række nære rådgivere med prestigefyldte livstidsstillinger i Overhuset, som i forvejen er vokset til en uhåndterlig størrelse under hans seks år ved magten.

»Hvis man tager hæderen tildelt den forhenværende premierministers hustrus personale, hvorfor skulle hendes ’stylist’ så få tildelt nogen hædersbevisning? Jeg tvivler på, at premierminister Thatcher overvejede at give en hæder til sin ægtefælle Dennis’ frisør eller skrædder,« skrev Norman Tebbit, fremtrædende konservativ kommentator og minister under Margaret Thatcher, sarkastisk i The Daily Telegraph.

Tebbit konstaterede desuden, at Overhuset allerede »er alt, alt for stort — med omkring 800 medlemmer — til at arbejde så effektivt, som det ellers kunne«.

Også fra den nye premierminister Theresa Mays kontor har der lydt misbilligelse, men Mays rådgivere har afvist at røre ved en afgående premierministers traditionelle »ret« til at indstille personer til kongehusets hædersbevisninger.

Den konservative presse har ført an i den bidende kritik. Camerons liste over ønskede hædersbevisninger blev på usædvanlig vis lækket på forhånd til The Times. The Daily Telegraph kritiserer skarpt beslutningen og gør grin med udvandingen af det britiske system med æresbevisninger. The Daily Mail har regnet sig frem til, at de hidtidige udnævnelser til Overhuset under Cameron siden 2010 har kostet skatteyderne over 100 mio. kroner, og at det er vokset med 189 medlemmer, der ud over adelstitlerne »kan beholde pladsen så længe, som de ønsker det og hæve 300 pund om dagen skattefrit« for hver dag, de beslutter at vise sig i Westminister.

»Hvad har David Cameron tænkt sig?« funderer lederskribenten i The Times og konstaterer, at den tidligere premierminister kom til magten med en advarsel om, at politisk indflydelse kan blive købt i Storbritannien men nu selv har »styrket et korrupt system«.

Dermed har Cameron rokket ved endnu en af det britiske demokratis fastlagte institutioner. Det særligt bemærkelsesværdige er, at Cameron som premierminister egentlig ikke ønskede at ændre noget grundlæggende ved Storbritanniens status og de politiske spilleregler. Han gennemførte en uafhængighedsafstemning for Skotland, men da meningsmålinger tydede på et brud, arbejdede han desperat for, at det ikke skulle ske. Han satte det britiske valgsystem til folkeafstemning, men anbefalede, at vælgerne skulle forkaste reformen. Derefter gav Cameron vælgerne muligheden for Brexit og tabte på mest ydmygende vis selv magten, da vælgerflertallet imod hans indtrængende advarsler stemte for at forlade EU.

Intet tyder på, at Cameron ønsker et opgør med Overhusets form bestående af ikke-valgte udnævnelser på livstid. Tværtimod har hans udnævnelser været med til at gøre det til den største politiske forsamling efter den kinesiske folkekongres. Derimod har Cameron støttet et reformarbejde omkring valgkredse i Underhuset, der vil reducere de folkevalgte fra 650 til 600 parlamentsmedlemmer.

Reform af Overhuset på dagsordenen

Men flere konservative politikere og kommentatorer mener, at en reform af Overhuset og den britiske tradition med hædersbevisninger og adelstitler nu ikke kan undgå at komme på den politiske dagsorden. Den debat vil finde sted, mens Overhusets skarpeste kritikere i den britiske opposition ellers er svagere end nogensinde. Liberaldemokraterne ønsker et folkevalgt andetkammer, men har efter det seneste valg kun otte mandater tilbage i Underhuset og har derfor kun partiets livstidsrepræsentanter at støtte sig til for politisk indflydelse. Labour er akut truet af splittelse i et forbitret formandsopgør, og også UKIP er kastet ud i intern strid under et opslidende formandsopgør.

Med Brexit-forhandlinger lurende har premierminister May nok at se til, men efter den senere tids ballade om Camerons politiske favoriseringer kan hun blive nødt til at bruge endnu flere kræfter på at genskabe befolkningens tillid til det politiske system.

May har lovet at arbejde for et »demokrati, der fungerer for alle«. Det bør ifølge fremtrædende politikere nu inkludere et stop for uddeling af fremtidige hædersbevisninger ved premierministres afsked med 10 Downing Street. Camerons venner og allierede har fået deres.

Det bliver også bemærket, at Cameron — der har stået for en markant nedskæringspolitik og varslede nye gennemgribende, offentlige besparelser efter et Brexit — inden sin afgang fik gennemtvunget en ændring af fratrædelsesregler, så ledende embedsmænd, rådgivere og ministre får seks måneders ekstra løn i stedet for de sædvanlige fire en halv måneds løn.