Bush vil give en milliard til palæstinensere

Bush vil give yderligere 190 millioner dollar til den palæstinensiske præsidents Fatah-bevægelse. Han opfordrer desuden til en regional fredskonference.

USA's præsident, George W. Bush, vil afstive den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas' Fatah-regering med, hvad svarer til omkring en milliard danske kroner i ny bistand.

Det oplyste en amerikansk regeringsembedsmand mandag.

Foruden den økonomiske hjælp på 190 millioner dollar vil Bush opfordre til, at der senere i år holdes en international konference om fred i Mellemøsten. Idéen er, at Israel, Den Palæstinensiske Myndighed og flere af de arabiske nabolande skal deltage.

Og formålet skal være at bringe fredsdrøftelser mellem den israelske regering og de palæstinensiske myndigheder tilbage på sporet.

/ritzau/Reuters