Bush ser parallel mellem Vietnam og Irak

Bush: USA´s tilbagetrækning fra Vietnam førte til bådflygtninge og genopdragelseslejre. Bush gentager sin støtte til Maliki.

USA's præsident, George W. Bush, advarede i en tale onsdag om, at en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan føre til en katastrofe, som det skete i det sydøstlige Asien efter amerikanerne trak sig ud af Vietnam.

Samtidig benyttede han sin tale til at få amerikanske krigsveteraner til at bakke op om Iraks premierminister, Nuri al-Maliki.

- Premierminister Maliki er en fin fyr, en god mand med et vanskeligt job, og jeg støtter ham, sagde Bush, der tilføjede, at det ikke er op til politikere i Washington at bestemme, hvorvidt Maliki skal forblive på sin post.

Præsidentens udtalelser kommer, efter at han tirsdag efterlod det indtryk, at han var i færd med at distancere sig fra Maliki.

Men hovedformålet med Bushs tale var at advare om, at en tilbagetrækning fra Irak vil kunne "trække tæppet væk under de amerikanske styrker" netop som deres bestræbelser begynder at bære frugt.

/ritzau/