Bush senior angriber sin søn hårdt

Præsident Bush senior retter et chokerende hårdt angreb på sin søn, George W. Bush, og hans embedsførelse som præsident. Han skulle aldrig have udnævnt Cheney og Rumsfeld og aldrig have talt om »ondskabens akse.«

Bush senior (til venstre) kritiserer Bush junior i hårde vendinger. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han har indtil nu tiet stille. Ikke sagt et ord. Ikke så meget som en antydning.

Men nu tager præsident Bush senior bladet fra munden og siger sin mening om sin søn, præsident George W. Bush.

Juniors præsidenttid var efter de fleste historikeres vurdering en skævert. Terrorangrebet 9/11 skete på Juniors vagt, og han efterlod sig to endeløse krige, et druknet New Orleans og den største økonomiske nedtur i 78 år. Og han efterlod sig også et Amerika, som var sjældent upopulært i resten af verden, ikke mindst på grund af den god-mod-ond retorik, som Junior og hans mænd specialiserede sig i.

Længe har man antaget i det politiske Amerika, at Bush Senior var alt andet end tilfreds med Juniors embedsførelse, bl.a. fordi han selv stod for en helt anden og realistisk udenrigspolitik i sin embedstid, og også fordi flere af hans gamle topfolk, bl.a. sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft, skarpt har kritiseret Juniors udenrigspolitik.

Men Senior har ikke selv sagt noget. Ikke før nu.

For i nat lækkede uddrag af hans kommende selvbiografi ud, og her lægger han ikke fingrene imellem. Han siger således, at præsident Bushs nærmeste rådgivere - vicepræsident Cheney og forsvarsminister Rumsfeld - var en ulykke for USA og for hans søn, som de trak i den forkerte retning. Og - tilføjer Bush senior - til syvende og sidst ender fejlen hos Bush junior, for det var ham, som udnævnte dem og gav dem den magt, som de fik.

Både New York Times og Guardian bragte i nat uddrag fra bogen.

Senior siger i bogen, at Cheney skabte »sit eget imperium« i Det Hvide Hus og kørte sin egen udenrigspolitik, og han hentyder her formentlig til, at det var Cheneys folk, som stod bag den fejlagtige påstand om, at Saddam Hussein havde atomvåben og en forbindelse til 9/11 - og at Cheney og hans folk dermed skubbede USA ind i krigen i Irak.

Cheney var forsvarsminister i Bush seniors egen regering, og dengang var han helt anderledes og realistisk i sin udenrigspolitik, siger Senior, som mener, at Cheney blev presset ud på overdrevet af 9/11 paranoia og af sin kone og datter, som længe har huseret helt ude på den amerikanske højrefløj.

Rumsfeld - som bl.a. blev berygtet for sin opdeling af Europa i »det gamle og nye Europa« - får en endnu hårdere medfart. Han er »arrogant« og »uden en snert af ydmyghed, « og »han har ikke evnen til at se en sag fra andre sider end sin egen,« og præsidenten var dårligt tjent med at have sådan en forsvarsminister, siger Senior.

Men hvad med præsidenten selv? Junior?

Han går som sagt heller ikke ram forbi. Det var ham, der udnævnte de dårlige rådgivere, og som ikke satte dem på plads, og sønnen skulle heller ikke have turneret med sin sabelraslende retorik. Bush senior nævner bl.a. udtrykket »ondskabens akse« og også andre lignende udtryk, som lugtede for meget af krudtrøg, og »den slags kan skabe gode overskrifter, men ikke løse problemer,« siger han.

Betyder Bush seniors vurdering af sønnen noget?

Uden tvivl. Seniors aktier har i de senere år været støt stigende, og de fleste anerkender i dag, at USA med ham var i gode hænder - og hans ord bliver derfor målt med decimalvægt. Med Junior er det mere broget. De fleste amerikanere kan lide ham som person, men et overtal betragter hans regeringstid som en ulykke, og i den nuværende republikanske primærvalgkamp har Donald Trump og Jeb Bush bl.a. skændtes om ansvaret for terrorangrebet 9/11. Trump har hævdet, at Bush junior snorksov på vagten, og at han indirekte var medskyldig i angrebet. Jeb Bush har hævdet, at »min bror sørgede for vores sikkerhed.«

Derfor er der ikke tvivl om, at Seniors vurdering lander tungt og rammer hårdt - og uden tvivl vil blive et argument i både primærvalgkampen og den udenrigspolitiske debat.