Bush: Ingen tidsplan for tilbagetrækning fra Irak

I et interview med en amerikansk avis afviser Bush at give nogen tidsplan for amerikansk tilbagetrækning fra Irak.

USA's præsident, George W. Bush, afviser i et interview med avisen USA Today at give nogen tidsplan for amerikansk tilbagetrækning fra Irak.

- Vi udstikker ikke tidsplaner, fordi fjenden vil justere sin taktik efter, hvad USA gør, siger præsidenten.

Kommentarerne kommer, efter at chefen for de amerikanske styrker i Irak sagde, at han håbede, at soldaterne kan være ude til sommer.

Men Bush siger i interviewet, at der kan være amerikanske styrker i Irak måske helt til januar 2009, når en ny præsident bliver taget i ed i USA.

- Dette bliver en lang kamp, lød præsidentens svar på spørgsmålet, om Irak vil blive et problem for hans efterfølger.

/ritzau/AFP