Bush har faktisk været en god mand for Europa

USAs sidste allierede - Storbritannien og Danmark - er ved at forlade den synkende skude i Irak.

Besynderligt nok har det fire år lange smertefulde forløb med Irak-krigen også været en vigtig fødselshjælper for Europas evne til at finde en egen udenrigspolitik.Den nye amerikanske forsvarsminister Robert Gates tog det med fatning, da han under et besøg i NATO i den forløbne uge skulle kommentere, at USAs to sidste trofaste allierede i Irak; Storbritannien og Danmark, militært er på vej ud.

»Der er forskellige svar på situationen ud fra, hvordan den er i forskellige dele af lande,« sagde Gates diplomatisk. Så fra amerikansk side kunne man sådan set godt leve med, at briterne og danskerne begynder at trække sig ud fra den sydlige, forholdsvis fredelige del af Irak, lød det fra Gates. Også selv om USA planlægger at sende 20.000 ekstra soldater til området omkring Bagdad i et - sandsynligvis - sidste forsøg på at nedkæmpe de irakiske oprørere.

Og den amerikanske forsvarsminister orkede ikke en gang at spekulere over, hvorvidt det ikke var mere logisk at flytte britiske og andre allierede soldater fra det sydlige Irak til Bagdad for at aflaste amerikanerne frem for blot at tage dem hjem. Situationen i Irak bliver jo værre og værre dag for dag. Alene 18 amerikanske soldater blev dræbt i den forløbne weekend.

»De er i færd med at skære ned og planlægger en tilbagetrækning i løbet af året,« lød det resigneret fra Gates om Storbritanniens og Danmarks holdning.Så amerikanerne har for længst forstået, at de sidste europæiske allierede er ved at forlade den synkende irakiske skude. Også selv om regeringerne i London og København fortsat ikke kan få sig selv til at sige det åbent. Fra nu af er Irak-krigen Amerikas problem.

Det har fået en række borgerlige kommentatorer til blandt andet i Berlingske Tidende at konkludere, at Danmark svigter Amerika, fordi vi ikke bakker amerikanerne op til den bitre ende.

Men man kunne med lige så god ret stille det modsatte spørgsmål: Om det ikke er Amerika, som har svigtet sine allierede i Irak?

Først gennem at misbruge europæernes gode vilje og hjælp oven på terrorangrebet den 11. september til at sætte »alliancen mod terror« ind mod Irak, der notorisk ikke havde noget med al-Qaeda og 11. september at gøre. Derpå ved at blæse truslen fra Saddam Husseins angivelige arsenal af masseødelæggelsesvåben ud af alle proportioner, sådan som Colin Powell gjorde det i FNs Sikkerhedsråd. Og endelig ved at gennemføre en så kluntet og brutal besættelsespolitik i Irak, at man skabte sig flere fjender end venner.

De af os, der dengang i 2003 advarede mod at hoppe med på den amerikanske vogn, blev beskyldt for at være anti-amerikanske. Var det det ikke Amerika, som sikrede Danmarks frihed under Anden Verdenskrig? (Også selv om Sovjetunionen og Storbritannien godt nok gjorde det meste af det grove arbejde med militært at nedkæmpe Nazi-Tyskland, men lad det nu ligge.) Så naturligvis burde vi stå skulder ved skulder med Amerika i Irak, lød argumentet.

Danskerne er i bund og grund et sentimentalt folk, så det accepterede man uden at der var den mere intellektuelt skarpe, kyniske og hårde debat, der var for og imod Irak-krigen i andre lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland.Men det bliver nok også sidste gang. Næste gang USA beder om international hjælp - i Iran eller andetsteds - vil der selv i Danmark blive stillet langt hårdere spørgsmål om mål og midler.

I Storbritannien er der for længst blevet indledt en diskussion om, hvad man egentligt gennem årene har fået ud af sit »special relationship«, hvor Storbritannien i næsten alle udenrigspolitiske spørgsmål slavisk har fulgt USA.

Danmarks forsøg på at bygge sin udenrigspolitik op på udelukkende at have et »særligt forhold« til USA er kun få år gammelt, men synes allerede vingeskudt gennem Irak. Alt tyder på, at der vil ske en normalisering af Danmarks udenrigspolitik i de kommende år, så den vender tilbage til at ligge i slipstrømmen af de tre internationale institutioner: EU, NATO og FN.

Og på sin vis har Irak-krigen fungeret som en vigtig fødselshjælper for den fælles europæiske udenrigspolitik. Hvad der i 2003 så ud som et fuldstændigt sammenbrud i EUs forsøg på at tale med en stemme, er nu blevet vendt til, at Europa på stadig flere områder har fået formuleret en fælles politik. USAs forsøg på dele Europa i »gamle og nye« - underforstået dem der var uenige og dem der var enige med amerikansk udenrigspolitik - er slået fejl.

På spørgsmål fra Irans atomprogram, fredsprocessen i Mellemøsten, over klima- og energipolitik til forholdet til Rusland og Kina har Europa markeret sig med faste og anderledes synspunkter og politik end USA. Det betyder ikke, at Europa og USA ikke kan have fælles standpunkter - dem er der faktisk flest af. Men at EU i stigende grad begynder at føre sig frem som en international uafhængig medspiller på den internationale scene på linje med USA, Kina, Rusland, Indien o.s.v.

Det ville være sket alligevel. Men Bush-administrationen i Washington har virkelig overbevist europæerne om behovet for at finde frem til en fælles europæisk holdning, hvor svært det så end kan være.