I tiden efter 11. september 2001 var præsident Bush en samlende skikkelse; senere var han det modsatte.

Hans selvbiografi er på trapperne, og spørgsmålet har været: Vil den give os samleren eller sprederen? Vil den føre til et nostalgitrip eller snarere et lettelsens suk over, at han ikke længere er præsident?

Hvis man skal tro de detaljer, som er lækket fra bogen, så kan amerikanere få bekræftet præcis den opfattelse, de i forvejen har af USAs 43. præsident. Hvis de elsker ham for hans instinkt og umiddelbarhed, hans kød og blod og hans religiøsitet - værs'go, så har de manden. Hvis de hader ham for hans mangel på åndskraft, hans halsstarighed og selvoptagethed - værs'go, så er han her.

Eksemplerne

Tag følgende eksempel. Efter orkanen Katrina havde druknet New Orleans, og 1.400 mennesker døde, sagde rapsangeren Kanye West på TV: »George Bush kærer sig ikke om sorte mennesker.« Bush blev rasende, og han skriver angiveligt i sin memoir, at det var et af »lavpunkterne« i embedsperioden, og i et interview på morgen-TV sagde han i går, at det var »et af de mest modbydelige øjeblikke« i de otte år.

Bushs tilhængere vil sige, at det bare illustrerer hvilke urimeligheder, Bush blev udsat for, og at han har ret til at slå igen. Modstanderne vil derimod sige, at det viser hans fuldstændige mangel på selvkritik. 1.400 mennesker er lige døde, hundredetusinder evakueret, en storby står under vand, og »lavpunktet« og det mest »modbydelige« er en rapsanger, som fornærmer hans ære.

Et andet eksempel er den måde, som begivenhederne overrumplede ham på. Han bruger ordet »blindsidet« - lamslået, taget på sengen - så mange gange, at en anmelder fremhævede det, og Bush blev lamslået over billederne fra Abu Ghraib, over de manglende masseødelæggelsesvåben, over hemmelige aflytninger af amerikanerne og over finanskrisen. Han gik ud fra - skrev han - at de mennesker, han havde udnævnt, havde styr på tingene, og gang på gang kom udviklingen bag på ham.

Bushs tilhængere vil sige, at det viser, at han var en ren og skær præsident, som ville godt, og som ikke ønskede hverken krig på falske vilkår eller tortur og slet ikke den boble, som førte til finanskrisen. Men kritikerne kan komme igen og sige, at det netop viser hans mangel på åndskraft - at han ikke kan se, at så mange alvorlige fejl - og at kortslutningen i sidste ende indikerer netop et eksekutivt problem.

Kampen mod alkoholen

Bogens første kapitel kan spille en tilsvarende rolle. Første kapitel er ikke hans barndom, det er ikke krig, det er ikke finanskrise, men derimod hans kamp med flasken - og hvordan han ender med at finde Jesus. Det viser mandhaftighed og religiøsitet, siger tilhængerne. Nej, siger modstanderne, det viser, at kampen mod flasken er så vigtig, for det er det eneste mandhaftige, han har gjort.

Sådan vil det gå, akkurat som det gik i hans præsidenttid. Hans tilhængere elsker ham og alt, hvad han står for, og hans modstandere hader ham og alt, hvad han står for, og selvbiografien »Decision Points« - og hans optræden på TV, i interviews og i boglader - vil kun bekræfte dem i præcis deres kærlighed og had.