Bush beroliger Musharraf

Bush afviser, at USA vil gennemføre militære aktioner i Pakistan.

Den amerikanske præsident, George W. Bush, har i en telefonsamtale med den pakistanske leder, Pervez Musharraf, afvist, at USA ensidigt vil slå ned på al-Qaeda på pakistansk territorium.

Erklæringen fra Bush til den pakistanske præsident, der er Washingtons allierede i krigen mod international terrorisme, kommer efter, at embedsmænd i Washington og den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama har talt om muligheden af amerikanske angreb på al-Qaeda i Pakistan.

- Præsident Bush har fastslået, at USA fuldt og helt respekterer Pakistans suverænitet og værdsætter den pakistanske beslutsomhed i kampen mod al-Qaeda og andre terroristgrupper, hed det i en erklæring fra det pakistanske udenrigsministerium lørdag.

- Han sagde, at sådanne erklæringer er usmagelige og ofte fremkom i forbindelse med kampagner under en valgkamp, hed det om Bushs opkald til den pakistanske leder.

/ritzau/