Bush: "Ansvaret ligger hos mig"

Præsident Bush vil sende yderligere 21.500 soldater til Irak, og han kræver handling fra den irakiske regering - ellers er det ud. I sin tale til verden i nat optrådte ordet "sejr" kun to gange. |  VIDEO

George W. Bush orienterede i aftes nationen på tv. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

SANTA FE: Det var en ganske anderledes præsident Bush, som i nat dansk tid tonede frem for de amerikanske TV-seere.

Væk var den selvsikre og til tider oversikre præsident, forsvundet var den stædige og til tider overstædige præsident, der tidligere kun talte om "sejr" og formanede alle til "at holde kursen".

I stedet hørte og så amerikanerne en førstemand, der allerede i tredje sætning brugte ordet "ændre", allerede i fjerde afsnit ordet "uacceptabelt," og derefter sagde han noget, som de formentlig ikke troede, de nogensinde skulle høre ham sige:

"Hvor der er sket fejl, ligger ansvaret hos mig," og det var en fejl, at han ikke allerede for et år siden havde forstærket indsatsen og knust borgerkrigen i sin vorden, erkendte han, og derfor skal det ske nu.

Og præsident Bush havde en plan for at vende kursen, forsikrede han.

  • Han vil sende yderligere 21.500 amerikanske kampsoldater til Irak. Hovedparten af dem skal stationeres i Bagdad, og omkring 4.000 skal til Anbar-provinsen.
  • Samtidig skal den irakiske regering for alvor stramme sig an og tage mere del i kampen mod terror. Den irakiske premierminister har forpligtet sig på en række amerikanske krav, og bl.a. skal irakerne stille med yderligere 8.000 sikkerhedstyrker.

Til november skal irakerne reelt overtage kontrollen med sikkerheden i deres eget land, og hvis den irakiske regering ikke kan holde trittet, så vil premierminister Malaki miste støtten fra det amerikanske folk og den amerikanske regering, sagde Bush, som dermed placerede et Damokles-sværd over den irakiske regering: Nu - eller ud.

Der er intet alternativ til at gøre et sidste forsøg på at stablisere Irak, fastholdt præsidenten, som afviste både kritikere hos oppositionen og i sit eget parti, og han afviste også den såkaldte Irak-studiegruppe, som var sammensat af sikkerhedspolitiske nestorer, der anbefalede en diplomatisk løsning - ikke en militær løsning.

At forhandle eller nedtrappe indsatsen er ikke vejen frem, det "vil føre til den irakiske regerings kollaps," forudså Bush, og så skal endnu flere amerikanske soldater blot sendes til Irak for at få landet under kontrol.

En række kommentarer sagde umiddelbart efter talen, at den virkede som gamle varer i ny emballage, og ifølge New York Times var præsidenten også selv overraskende illusionsløs, da han før talen mødtes med en række kongresledere.

En af de tilstedeværende politikere spurgte ham, hvorfor i alverden han troede, at den nye plan ville virke. "Fordi den skal," svarede Bush abrupt.

Han satte i talen intet mål på hvor længe, eskalationen af tropper skal foregå, og hvornår amerikanerne i sidste ende kan være ude af moradset, og han brugte kun ordet "sejr" to gange, og begge gange for at sige, at sejren ikke blev som en sejr i verdenskrigene, men en anderledes og mere ydmyg sejr, og på intet tidspunkt formanede han omverden til "at holde kursen."

Det var en anderledes præsident, som i nat tonede frem for de amerikanske TV-seere.