Burka-forbud virker som en rød klud

Enkelte kvinder har fået over 30 bøder for at gå med burka og niqab, siden et fransk forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum blev vedtaget for fem år siden. Loven virker opildnende snarere end afskrækkende, hævder kritikere.

Den franske forretningsmand Rachid Nekkaz ses her sammen med Halima (t.v.) og Imen (t.h.), i Bruxelles, hvor han betalte de to kvinders bøde for at bære niqab. Både Frankrig og Belgien har forbudt tildækning af ansigtet i det offentlige rum, og det har vakt røre i visse kredse. Foto: Laurent Dubrule Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: For Rachid Nekkaz er det et spørgsmål om frihed. Selvom han personligt ikke bryder sig om brugen af hverken burka eller niqab, bør muslimske kvinder være i deres gode ret til at sætte deres slør, som de vil, mener den kontroversielle fransk-algeriske forretningsmand. Og har de ikke råd til at betale den bøde, det nogle gange koster, spytter han gerne de manglende 150 euro i kassen.

Skal man tro Nekkaz, har han gjort det ikke færre end 973 gange, siden Frankrig i oktober 2010 vedtog at forbyde tildækning af ansigtet i det offentlige rum. Det svarer til langt over halvdelen af de omkring 1.500 bøder, som politiet har stanget ud med hjemmel i loven, og er et blandt flere kuriøse eksempler på, hvordan den næppe virker helt efter hensigten.

Blot 908 kvinder står således bag de i alt 1.623 registrerede lovovertrædelser. Mange af dem har i sagens natur adskillige forhold på samvittigheden – en enkelt hele 33 – og det høje antal af gengangere er tilsyneladende drevet af trods snarere end tvang. Det er i hvert fald den fremherskende forklaring blandt de brugere af heldækkende slør, som har ladet sig interviewe i forbindelse med femåret for vedtagelsen af forbuddet først på ugen.

»Min familie er ikke specielt troende. Det her er min måde at kæmpe på. At sige nej til en regering, der vil begrænse min frihed,« som én af dem formulerer det over for avisen Le Monde.

Politi har andet at lave

Tilhængerne af loven er enige i, at den ikke har haft den tilsigtede effekt. Men det er, tilføjer de, fordi den ikke bliver brugt hverken rigtigt eller nok.

Repræsentanter for tidligere præsident Nicolas Sarkozys borgerlige parti, der i sin tid indførte forbuddet, har ved flere lejligheder kritiseret mangelfuld håndhævelse under den nuværende socialistiske regering. Og politiets faglige organisationer giver dem langt hen ad vejen ret.

»Dels har vi mere end rigeligt andet at lave og må vurdere, om det er umagen værd at gå ind i denne type mindre alvorlige sager. Dels tænker kollegerne sig ofte en ekstra gang om, inden de sætter sig selv i en vanskelig situation, hvis forseelsen finder sted i visse kvarterer,« erkender Nicolas Comte, der er talsmand for Unité SGP Police FO.

At »situationen« enkelte gange kan blive endog meget vanskelig, stod klart, da ballade i forbindelse med identitetskontrol af en slørklædt kvinde for et par år siden udviklede sig til tre dage lange gadekampe i byen Trappes nær Paris. Men så meget desto mere grund er der til at forsvare og håndhæve loven, lyder det fra den franske højrefløj.

Sociologen Agnès de Féo, der i årevis har forsket i brugen af heldækkende slør, er uenig. Hun minder om, at burka og niqab, der før 2010 især var udtryk for en relativt lille gruppe kvinders religiøse skik og brug, i de forløbne år har udviklet sig til et våben i en mere generel identitets- og kulturkamp.

»Medievirakken i forbindelse med loven har skabt opmærksomhed omkring, hvordan slørene med deres salafistiske koder kan bruges til at signalere oprør mod et samfund, der anses for fjendtligt,« siger De Féo til Le Monde og tilføjer:

»Forbuddet har fungeret som den udløsningsmekanisme, der triggede mange af disse kvinders (islamistiske) kald.«