BERLIN: Det virker, som om verden på kort tid er blevet et farligere sted. I Mellemøsten har den ekstremt voldelige terrorgruppe Islamisk Stat vundet frem. Hundreder af unge europæere er rejst til Syrien for at støtte gruppen, og myndighederne advarer om, at nogle af jihadisterne vender hjem som potentielle terrorister. I Østeuropa truer den russiske præsident, Vladimir Putin, nabolandet Ukraine. I de seneste uger er antallet af tyskere, der i større eller mindre grad føler, at omverdenen er »truende«, steget fra 47 procent til 58 procent, viser en meningsmåling fra Infratest Ditmap. Den følelse er de nok ikke alene om.

Politikerne reagerer, men de nye trusler udløser også en debat om, hvordan det kunne komme så vidt. Burde Vesten have set problemerne komme? Har vi selv været med til at skabe dem? Og i givet fald ved at reagere for sent, for lidt, for meget eller forkert? Svarene på de spørgsmål vil præge fremtidens sikkerhedspolitik.

Assad eller kaos

Vesten har spillet en aktiv rolle i forhistorien for Islamisk Stat i Irak og Syrien, og en hovedlektie herfra er militær tilbageholdenhed, konkluderer Josef Janning, der er tilknyttet den indflydelsesrige tænketank Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik. I 00erne troede de neokonservative, at demokrati kan indsættes militært, men Irak og Syrien demonstrerer desværre, at alternativet til diktatorer som Saddam Hussein og Bashar al-Assad ofte er kaos, konkluderer han.

»Man kan i høj grad argumentere sådan her: Ville der være færre menneskelige lidelser, hvis Saddams og Assads ret nådesløse regimer stadig var på plads? Svaret er sandsynligvis ja. Der ville være mindre vold. Der ville være færre lidelser hos folk. Hvilket ikke er det samme som at sige, at de ville leve under anstændige forhold. Det her er en lektie i beskedenhed og tilbageholdenhed. For når disse dynamikker først er sluppet løs, er de ikke under kontrol. Det er meget åbenlyst i Irak. Mennesker hader muligvis deres diktatorer, men det betyder ikke, at de nødvendigvis elsker det liberale demokrati som i Danmark. Vi går altid ud fra den formodning, at hvis folk havde et frit valg, ville de leve som os. Det vil nogle muligvis, men det viser sig, at sådan går det ikke efter de fleste konflikter,« siger Josef Janning.

Nye konflikter i horisonten

De vestlige politikere reagerer på Islamisk Stat ved at sende våben til kurderne i Irak, og nu overvejer Storbritannien at tilslutte sig USAs bombninger. Forståeligt nok vil Vesten forhindre massemord, siger Josef Janning, der i visse situationer kan se logikken i et hurtigt og målrettet angreb. Men man kan så forudse nye konflikter.

»Det kan gå galt på kort sigt, for måske lykkes det ikke, og nogle af våbnene kan falde i hænderne på IS-kæmperne, der allerede har moderne amerikansk udstyr, som blev givet til den irakiske hær. Det kan også gå galt på længere sigt. Det kan føre til yderligere frigørelse af kurderne i det nordlige Irak. Når Irak fremtræder som en fejlslagen stat kombineret med den nye kurdiske magt og selvtillid, kan det føre til etableringen af en selvstændig kurdisk stat. Det vil have alvorlige følger for kurdere i Syrien og Iran og Tyrkiet. Så vil Vesten ved at levere våben have bidraget til endnu en konflikt. Så vil vi igen spørge: Kunne det ikke være forudset? Selvfølgelig kunne det det. Men man ved det ikke,« siger Josef Janning.

Ekstraordinær våbenstøtte

I Tyskland har Islamisk Stats massedrab fået regeringen til at bryde sin egen doktrin om ikke at levere våben til et krigsområde, selv om SPD kvier sig og understreger, at det er en undtagelse.

Den socialdemokratiske gruppeformand i Forbundsdagen, Thomas Oppermann, har sagt, at eksistensen af IS i høj grad kan føres tilbage til den amerikansk ledede Irak-krig i 2003, som Tyskland ikke deltog i. Krigen fjernede Saddam Hussein, men mange af advarslerne mod invasionen dengang er blevet til virkelighed. Den nye regering formåede ikke at forene shia- og sunnimuslimerne i befolkningen, hvilket har skabt grobund for IS.

I Danmark erkendte Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, for nylig, at han i bakspejlet ville foretrække Saddam Hussein, som han ellers var med til at fjerne. Det udløste kritik fra både Venstre og krigsmodstanderne SF.

I forbindelse med oprøret mod Bashar al-Assad, som blev indledt i 2011, har USAs præsident, Barack Obama, udstyret oprørere med våben og overvejet et militært angreb for at fjerne Assad. Et sådant angreb kunne man for et år siden læse en skarp advarsel imod i avisen The New York Times. Det vil »øge volden og igangsætte en ny bølge af terrorisme,« stod der. »Det vil kunne sætte hele systemet af international lov og orden ud af balance.«

Et angreb vil kunne destabilisere Mellemøsten og det nordlige Afrika, og militante vil også kunne true Vesten: »Kunne de ikke vende tilbage til vores lande med de erfaringer, de har fået i Syrien?«

Forfatteren til indlægget var Ruslands præsident, Vladimir Putin. Et år senere har han selv skubbet den internationale retsorden ud af balance med sin annektering af Krim. Kritikere giver Rusland et medansvar for de fortsatte kampe i Syrien, men hans forudsigelser er ubehageligt tæt på at være virkelighed. Tilbagevendende jihadister er i flere europæiske lande blevet udpeget som den aktuelt største terrortrussel.

Naivt og farligt

Med hensyn til Rusland er der stor enighed i Vesten om at fordømme Vladimir Putin, men der er uenighed om, hvorvidt man burde have set det komme og burde have handlet anderledes. Nogle mener, at Vesten pressede Putin op i en krog. Nogle tilhængere af en mere konfrontatorisk kurs sammenligner den europæiske linje med 1930ernes »appeasement«-politik over for Nazi-Tyskland. I den konservative tyske avis Die Welt skriver avisens ledende USA-korrespondent Clemens Wergin, at »Europas elite på en naiv og farlig måde har undervurderet Ukraine-krisen«.

I den amerikanske avis Washington Post spørger historikeren Anne Applebaum, om ikke Centraleuropa er nødt til at forberede sig på »den totale krig« som i 1939. Hun skriver, at russiske tropper er marcheret ind i Ukraine med flag fra det hidtil ukendte land Novorossija – Nyrusland. Et begreb, Vladimir Putin også har brugt. Den tyske præsident, Joachim Gauck, sagde for nylig på 75-årsdagen for det tyske angreb på Polen, at »historien lærer os, at territoriale indrømmelser ofte blot forøger aggressorers appetit«.

Fra partnerskab til oprustning

Ifølge Josef Janning var konflikten med Rusland til at forudse for Vesten, men svær at undgå. Vladimir Putin lagde ikke skjul på sit verdensbillede, da han i 2012 vendte tilbage som præsident, påpeger Janning. Vestens partnerskabsstrategi indebar et moment af forstillelse, forklarer han: For at forsøge at påvirke Rusland agerede man, som om Rusland var en partner, der på et tidspunkt ville slå ind på Vestens spor. Det har vist sig at være forkert, men Josef Janning ser reelt ikke noget alternativ.

»At behandle Rusland som modstander ville ikke have været rigtigt,« siger han.

Den danske generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, har efter annekteringen af Krim i vinter været med til at skifte NATOs partnerskabsstrategi ud med militær oprustning og markeringer af solidaritet med alliancens østlige medlemmer. Tyskland er også med, men samtidig er mange tyskere kritiske over for hans retorik. I én af ugens mange tyske TV-debatter om fortidens og fremtidens Rusland-politik kaldte den tyske filosof Richard David Precht ham en »Knalltüte« – et fjols. Ifølge meningsmålinger betragter 82 procent af tyskerne Ruslands opførsel som truende, men lige så mange – 83 procent – vil have en diplomatisk løsning.