»Bullshit! Den slags kvinder eksisterer kun i eventyr«

Hans kvinde skulle være madmor, stripper, vaskekone og buddy, men virkeligheden skuffede Jerry Gill fælt. Og sådan går det med hverdagens sexister, viser ny stor undersøgelse. Mænd, som hader kvinder, ender ofte som psykiske tilfælde.

Et kik ind på Jerry Gills Facebook-side Fold sammen
Læs mere

Jerry Gill havde luret kvinderne ud. De var nogle snydepelse, nogle løgnhalse, de var … de var … de var alt det, der var galt med tilværelsen.

Hvis man besøger ham på Facebook, så besøger man en verden, som regeres af en 29-årig mand, som elsker at se sig selv som en pokkers karl. Her er Gill med smøger og hash, med hurtige biler og spiritus, og allerhelst alle delene på samme tid, og her er Gill med den slags kvindehadske udfald, som gør sig på Cafe Left Behind.

Han deler f.eks. et internet-meme med et billede af en blondine, som står og laver mad iført en g-streng. Billedet har en tekst om, at en god kvinde skal lave mad som mor, tænke som en mand og give den med en sex-appeal som en stripper. Men som Gill skriver i sin desillusionerede tilføjelse: »Bullshit! Den slags kvinder eksisterer ikke i virkeligheden. Livet er ikke et eventyr!«

Og det er bare én af mange sofistikationer om kvinder, f.eks. også denne fra forrige uge:

»Kællingerne herude er ludere, og hvis de siger, at de ikke er ludere, så er de ludere, som er fulde af løgn. Og det er en kendsgerning.«

Det var webmediet The Daily Beast, som først noterede Jerry Gills socialmediale kvindehad, for i forrige uge levede han sin foragt ud i virkeligheden og ind i de amerikanske medier. Lørdag 19. november bortførte han en eks-kæreste og holdt hende fanget i sin bil i tre dage, og som lokalavisen News Tribune i Jefferson City i Missouri skriver: »Kvinden oplyste, at Gill tvang hende til at tisse i bukserne, han konfiskerede hendes telefon og tævede hende med knytnæver og en knippel.« Hun undslap mandag, hvor hun besnakkede Gill - hun fik lov til at bruge toilettet på en rasteplads. Hun nægtede at forlade toilettet, og Gill skød hende og tog flugten, og han fejrede Thansgiving i de amerikanske medier som en farlig og bevæbnet desperado på flugt.

Hadefuld playboy

Historien vil sandsynligvis ikke overraske psykologen Joel Wong.

Han er en af de førende amerikanske forskere i sammenhængen mellem mentalsygdomme og maskulinitet - og hans seneste forskningsprojekt bekræfter, at den er galt med øglemænd som netop Jerry Gill, der turnerer gennem tilværelsen med en træt smøg i munden og et uforfærdet kvindehad.

Wong og hans medforskere fra Indiana University har netop i Journal of Counseling Psychology offentliggjort en opsigtsvækkende meta-undersøgelse, som knuser resultaterne af 78 nyere amerikanske undersøgelser omfattende 19.453 mænd, og resultatet er klart: Jo mere mænd abonnerer på en række maskuline normer desto større mentale problemer har de, og især når det handler om forholdet til kvinder er sammenhængen glasklar.

Forskerne fra Indiana undersøgte sammenhængen mellem mental-problemer og 11 traditionelle maskuline normer, bl.a. hårdt arbejde, risikovillighed, sejrsvilje, egenrådighed, jagt på status og den norm, som de kalder en playboy-norm. Nogle af de maskuline normer synes at have en positiv effekt på mænds velbefindende, f.eks. hårdt arbejde og risikovillighed, mens andre var relativt neutrale. Men på fire områder gik tallene i rødt, og det var følgende fire normer: At en mand skal være i følelsesmæssig kontrol; at han skal være selvhjulpen; at han skal have magt over kvinder; og at han skal give den som playboytype.

De fire områder »var kontinuerligt og negativt associeret med en mental sundhedseffekt,« som det hedder i meta-undersøgelsen, som Berlingske har læst. Især var mænd, som følte, at de skulle kontrollere kvinder og føre sig som en playboy fra Netto, psykisk hårdt ramt, og det er netop de to normer, som er »mest tydeligt forbunder med sexistiske attituder,« hedder det.

»Det bekræfter, at sexisme ikke kun er et socialt onde, men også har en skadelig psykisk effekt for de mænd, som tager den slags synspunkter til sig.«

»This Fuckin' Guy«

Hvad vi kan bruge sådan en undersøgelse til? Og hvordan den kunne have hjulpet Jerry Gill, forudsat at han var inden for rækkevidde?

Forskerne giver selv svaret i deres artikel i fagtidsskriftet: Omgivelserne og behandlerne bør holde godt øje med sexistiske mænd, fordi deres livssyn - selv om de fører sig som verdens herrer - rummer kimen til deres egen psykiske grundstødning. Wong og de andre forskere skriver ikke om, hvordan man kan aflure den slags tegn på sociale medier, men i det mindste i bakspejlet rummede Jerry Gill alle faresignaler. Han optrådte bl.a. på billeder med sit hjemmelavede Superman-logo og sit eget motto: »This Fuckin' Guy...« Han bragte ikoner med teksterne »Jeg elsker at være hvid« og »Hvid Magt,« og han bidrog til kønsdebatten med opslag som »Jeg kan respektere en ærlig luder, men jeg kan ikke fordrage kællinger, som er fulde af løgn.«

Jerry Gill hænger en dukke, som tilsyneladende skal forestille en kvinde - »hæng i, skat,« skriver han. Fold sammen
Læs mere

10. november iklædte han sig en grøn baseballhat, sorte handsker og hængte en dukke op i en løkke. Og i teksten til sit billede skrev han: »Den her - den er til en helt særlig person. Hæng i, skat, der er stadig håb.« Halvanden uge senere havde han opgivet håbet om at finde sig en kvinde, som ville være kogemor, stripper, vaskekone, buddy og hund, og han bortførte og skød sin eks-kæreste. Hun er stadig ifølge News Tribune hspitalsindlagt, men overlever.

Gill røvede efter nedskydningen flere køretøjer og forskansede sig til sidst som en anden John Rambo i en skov syd for Jefferson City. Han havde et ladt jagtgevær, en pistol og et batteri af knive med sig, men da han blev identificeret i den forgangne weekend, var kamplysten gået af ham. Forkommen og kold og meget lidt pokkers karl overgav han sig til politiet.