Bullshit!

Det skal være slut med den »falske balance«. Når Mitt Romney siger, at 47 pct. af amerikanerne er snyltere, skal journalisterne sige, at det er løgn. Medierne i USA er i opbrud i det postfaktuelle samfund, skriver Poul Høi.

Første af fire TV-dueller mellem Mitt Romney og Barack Obama. Fold sammen
Læs mere
Foto: Chip Somodevilla

Meningsmålingerne var et problem. De ville ikke, som Karl Rove ville. De amerikanske vælgere ville ikke invadere Irak.

På et møde i januar 2002 orienterede han sin chef, præsident George W. Bush.

»Vælgerne køber den ikke,« sagde han.

Præsident Bush eksploderede:

»Du skal ikke fortælle mig om fucking meningsmålinger. Jeg er ligeglad med dem.«

Eksemplet stammer fra bogen »Hubris«, som blotlægger optakten til invasionen af Irak, og mødet i 2002 var ifølge insidere afgørende:

Præsident Bush slog fast, at han ville have sin krig, og Karl Rove besluttede sig for at give ham den.

Når Mitt Romney taler om, at 47 pct. af amerikanerne ikke betaler skat og snylter på de øvrige amerikanere, så er det faktuelt forkert. Når hans vice­præsidentkandidat, Paul Ryan, siger, at USA har mere statsgæld end hele EU sammenlagt, så er det faktuelt forkert.

Akkurat som det er faktuelt forkert, at voldtægtsofre ikke kan blive gravide, eller at FN og Obama vil invadere Lubbock i Texas, eller at Obamacare indfører dødskommissioner.

Det er forkert - men alligevel er det rigtigt, fordi mange amerikanere tror på, at det er rigtigt, og fordi de kan vælge en medievirkelighed, som bekræfter deres synspunkter.

Det er den postfaktuelle virkelighed. Vi tror, hvad vi vil tro og vælger - som eksperterne siger - en »selektiv eksponering«.

Spørgsmålet er, hvad vi gør ved den? Eller om vi overhovedet gør noget ved den? For skal vi andre blande os i, at næsten halvdelen af alle republikanere tror, at Barack Obama er muslim? Eller at mange af dem mener, at han ikke er født i USA og dermed illegal præsident?

Er det ikke deres gode ret i et demokrati?

Jo, det er deres gode ret, men hvad så når den post-faktuelle virkelighed får alvorlige konsekvenser?

Når den fører os i krig?

Karl Rove samlede i 2002 en hemmelig gruppe, som fik forkortelsen WHIG - »Det Hvide Hus’ Irak Gruppe.«

Det var en samling af højtstående insidere, og deres opgave var at få vælgerne til at støtte en invasion af Irak. Deres problem var ikke kun, at vælgerne manglede begejstring, men også, at der ikke var en casus belli, en faktuel og magtpåliggende grund til en invasion, og som finansminister Paul O’Neill ifølge bogen »The Price of Loyalty« havde sagt på et ministermøde: »Man kan ikke bare invadere et land, fordi man har lyst til det.«

Men præsidenten og vicepræsidenten og forsvarsministeren og alle de andre tunge drenge og kvinder ville have krigen - af to grunde:

Den ene var geopolitisk. Irak havde olie og en strategisk position i Mellemøsten, og allerede før 9/11 cirkulerede der i regeringen planer om en invasion og opdeling af olierigdommene.

Den anden var partipolitisk. Karl Rove havde til opgave at vinde midtvejsvalget i november 2002, og han kunne bruge en trussel fra Irak til det formål.

Men det krævede, at han fandt en trussel, og WHIG jonglerede flere ideer i luften, men landede på argumentet om masseødelæggelsesvåben, fremgår det af »Hubris«. Ganske enkelt fordi det var det nemmeste at sælge, og stabschefen i Det Hvide Hus omtalte argumentet som »det nye produkt«. Det blev sendt på markedet i september 2002 med en plantet historie i New York Times og med Dick Cheney på TV, og vicepræsidenten hævdede, at Saddam var ved at købe uran, som han kunne berige til bomber.

Det Hvide Hus krævede en krigs­resolution vedtaget af Senatet, og det tog kun en måned at få senatorerne om bord. Med stemmerne 77 for og 23 imod accepterede de »det nye produkt« og tillod de facto en invasion af Irak.

I marts 2003 marcherede 150.000 amerikanske soldater ind i Irak på en post-faktuel sandhed.

Invasionen byggede ikke på emperiske kendsgerninger, men på tro kombineret med magt.

Eller som Karl Rove selv udtrykte det med sit nu legendariske citat om de to virkeligheder - én virkelighed baseret på emperi, en anden baseret på tro og magt.

Han hånede i et interview journalisten Ron Suskind og andre emperister for at leve i »det virkelighedsbaserede samfund«, hvor man foretager en »nøje granskning af alle forhåndenværende kendsgerninger Men det er ikke sådan, verden fungerer længere. Vi er nu et imperium, og når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Mens du studerer den virkelighed, så handler vi igen og skaber nye virkeligheder, som du så også kan studere, og det er den måde, som tingene vil udspille sig på.«

»Vi er nu historiens aktører og du og dine ligesindede kan bagefter studere, hvad vi gør.«

»Det er en svimlende udtalelse,« som professor Mark Danner skrev i sit essay, »Words in a time of war«. Det mindede ham om George Orwells ord; at mens de fleste mennesker mener, at de kan lære af historien, så mener totalitarister, at de kan skabe historien.

»Magten har for alvor gjort virkeligheden til sin luder,« konstaterede Danner.

For virkeligheden var, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak, men virkeligheden var også, at det var lige meget. Krigen kom, og alle post-faktualister kunne sætte et flueben i kalenderen og lære af Karl Rove. Uvirkeligheden viste sig vitterligt virkeligheden overlegen.

Men Karl Rove var ikke ene om at give os den ny æra, siger James Fallows i et email-interview med Berlingske.

Han er tidligere chefredaktør for U.S. News and World Report, forfatter til ti bøger og professor i amerikanske medier på University of Sydney, og han har under den nuværende valgkamp beskæftiget sig med - som han kalder det - »the post-truth era«, og Karl Rove var nok den ene skaber, men Roger Ailes var den anden, siger han.

Roger Ailes er manden, som i 1996 opbyggede Fox News og stadig er chef for foretagendet, og mens Rove repræsenterer den politiske udvikling og polarisering, så repræsenterer han den samme udvikling inden for medierne.

Han er en veteran inden for republikansk politik. I 1968 skabte han den TV-venlige Richard Nixon, der vandt valget; han skabte Ronald Reagans slogan »Morgen i Amerika«, der vandt valget. Han skabte den omstridte racereklame, der vandt valget for Bush senior, og i 1996 skabte han Fox News, der vandt TV-krigen og den halve forbundsstat.

Alt sammen - og altid - ved at finde det bløde punkt, hvor amerikanernes bekvemmelighed vinder over deres nysgerrighed. Eller som det hed i et TV-projekt, som han var en del af i Nixon-årene: »Folk er dovne. Med TV sidder du bare og ser og lytter. Du får andre til at tænke for dig.«

Derfor var TV-mediet fremtiden, hvis man ville sælge politik, konkluderede Ailes dengang, og især hvis man kunne sensationalisere både politik og journalistik.

Som han udtrykte det i en berømt metafor:

»To mænd står på en scene. Den ene siger: ‘Jeg har en løsning på krisen i Mellemøsten.’ Den anden falder i orkestergraven. Hvem, tror du, ender i aftennyhederne?«

Eller sagt med andre ord:

De politikere og journalister, der taler om at løse krisen i Mellemøsten, taber. De politikere og journalister, der finder den positive ækvivalent til at falde i orkestergraven, vinder.

Det var den mand, som sammen med Karl Rove skabte »et lukket kredsløb af kendsgerninger for mange republikanere«, siger James Fallows.

»De skabte det øko-system, som gør, at næsten halvdelen af alle republikanerne i dag tror, at Obama er muslim.«

Men det var jo ikke sådan, det skulle gå.

Eksperter og analytikere var i 1990erne enige om, at de teknologiske landvindinger ville føre til en enestående åbenhed. Fiberkabler blev lagt på kryds og tværs af lande og verdenshave, vi fik hundredevis af TV-kanaler, tusindvis af net-medier, hundredetusindvis af blogs, millioner af Google-hits og senere en milliard brugere af Facebook - ingen magthavere kunne længere køre om hjørner med os, lød det.

Men det gik lige modsat. Tag følgende sammenligning:

I 1967 nedsatte præsident Johnson en gruppe, som havde samme bogstaver og samme formål som Karl Roves senere gruppe. Johnsons gruppe hed WHIG (Det Hvide Hus’ Informations Gruppe ), og dens formål var »at kultivere en mere positiv omtale af konflikten i Vietnam«, hed det.

Men Johnsons gruppe strandede, fordi mediene ikke lod sig kultivere. Journalisterne var selv ude ved fronten, og de rapporterede, hvad der foregik i Vietnam og i de politiske saloner, og i 1968 sagde USAs førende TV-vært, Walter Cronkite, fra. Efter endnu en rosenrød militær rapport fra Det Hvide Hus konstaterede han: »Hvis vi i dag siger, at vi er nærmere en sejr, så trodser vi alle beviser og tror på de optimister, der har taget fejl så mange gange før.«

USA sad uhjælpeligt fast i et hængedynd. Det var sandheden, konkluderede han, og det var sandheden.

I managementkredse taler man om at råbe »bullshit«, hvis en mødedeltager begiver sig ud i floskler, vrøvl og forbandet digt, og det var præcis, hvad Walter Cronkite gjorde. Han råbte »bullshit« i den allerbedste sendetid.

Så i de gamle mediedage mislykkedes præsident Johnson og hans WHIG, mens Karl Rove og hans WHIG lykkedes.

Hvorfor?

For det første fordi den teknologiske udvikling ikke kun tjente til at holde maghaverne i ørerne. Magthaverne kunne også holde offentligheden i ørerne. De kunne bruge knopskydningen af TV-stationer, blogs og netmedier til at plante deres budskab og skabe deres virkelighed, deres »lukkede kredsløb«, en kritikløs boble for magthaverne og deres tilhængere.

For det andet fordi de etablerede medier var alt for høflige og optagede af millimeterobjektivitet og alt for bange for at blive beskyldt for at være venstreorienterede, konstaterede selvsamme mand, som hver dag solgte dem de lavendelduftende nyheder, Bushs pressetalsmand, Scott McClellan. Han havde det for nemt, skrev han senere i sine erindringer, fordi journalisterne var »alt for underdanige over for Det Hvide Hus og regeringen.«

»De såkaldt venstreorienterede medier levede ikke op til deres ry. Landet havde været bedre tjent, hvis de havde gjort det.«

I stedet gik alle TV-værterne med små flag-pins, fremtrædende journalister på New York Times gødede jorden for krigen, og Roger Ailes - chef for Fox News - sendte breve med gode PR-råd til Karl Rove.

Og krigen kom.

Bush-årene førte til en selvransagelse hos visse amerikanske medier og en langsom erkendelse af, hvad der var foregået: I de foregående otte år havde de kæmpet kampene i den virkelighed, som Karl Rove havde skabt og allerede forladt igen. Alt for sent havde de fundet ud af, at det hele - fra Irak til Lehman Brothers - var Enron, et market-to-market-luftkastel af forventede indtægter og forsvundne udgifter.

Mediernes første reaktion var at ansætte faktatjekkere, som slog igennem ved præsidentvalget i 2008, men som stort set bliver ignoreret i 2012. Som en af Romneys topfolk sagde under det republikanske konvent i Tampa: »Fakta­tjekkere skal ikke diktere vores strategi.«

Og Fallows tror heller ikke på fakta­tjekkere. Som han siger i vores interview:

»De er et udtryk for, at medierne ikke rigtigt ved, hvordan de skal håndtere den post-faktuelle virkelighed,« og så har de uddelegeret ’faktatjek’ til en selvstændig medieenhed.

»Men den slags hører naturligvis ind under ganske almindelig journalistik,« siger han, og det er den medieevolution, som vi vil se, vurderer han.

Ud over ham selv har andre koryfæer inden for amerikansk journalistik også denne gang talt om som de kalder det »post-truth«, bl.a. professor i journalistik, Jay Rosen, som mener, at især politiske journalister ligger under for »det smarte«.

Han gennemheglede en Washington Post-journalist, der havde skrevet, at Romney-kampagnen kørte videre med sin kampagne med et Obama-fejlcitat »You didn’t build that« og journalisten klukkede lidt over, at kampagnen måske ikke var helt korrekt, men at den virkede, og derfor var den god. »Det er alt, hvad der er galt med politisk journalistik i én artikel,« skrev Rosen.

»Det er bedre at være smart, end det er at være ærlig og faktuel. Det er bedre at være smart end at være retfærdig, fair, sober, lovlig, civiliseret, oprigtig og menneskelig. Journalister beundrer smarthed hos andre, fordi de gerne selv vil være smarte, og at være usmart er meget, meget værre end at tage fejl.«

Rosens artikel vakte stor opsigt i journalistikkredse, og han fik opbakning fra store navne, og på New Republic ironiserede Alex MacGillis over journalister, som mente, at faktatjek kun var for faktatjekkere - ikke for dem. Han skrev med dryppende ond sarkasme: »Hvis der bare var nogle mennesker, hvis job og kald var at grave sandheden frem og give vælgerne en smule kontekst. Lad mig tænke mig om Der må være nogle, som vi kan komme i tanke om, måske en profession af en eller anden art, en slags researcher, som også er en slags kommunikatør«

I sidste måned kom så et af de tungeste bidrag fra den særlige ombudsmand på New York Times, og hun tog netop fat i et af nøgleproblemerne - »den falske balance«, som hun definerede således:

»Den falske balance er den journalistiske praksis, hvor man giver lige stor vægt til begge sider i en historie, uanset om der er en etableret sandhed på den ene side.«

F.eks:

Når Mitt Romney siger, at 47 pct. af amerikanerne er snyltere, skal journalisterne så gengive det som ét synspunkt i debatten og indhente andre synspunkter og skrive en »han-sagde, hun-sagde«-artikel.

Eller skal journalisterne foreholde Romney, at hans synspunkt faktuelt er ukorrekt og spørge ham, hvorfor han siger den slags?

Eller hvis en avis skriver om usandheder i valgkampen, skal avisen så finde fem republikanske og fem demokratiske eksempler for balancens skyld, uanset om eksemplerne er ækvivalente, eller skal avisen fokusere på de mest alvorlige og gennemslagskraftige usandheder?

Ombudsmand Margaret Sullivan var ikke i tvivl. Falsk balance hjælper ingen eller intet, skrev hun: »Journalisterne skal om bag spin og hjælpe læserne Jo mere nyhedsorganisationer kan fastslå, hvad der er etablerede sandheder og stå fast på dem, desto bedre for læserne og desto bedre for demokratiet.«

»Det var opløftende at læse,« konstaterer James Fallows, som på sin blog også har fundet andre eksempler fra den nuværende valgkamp, hvor medier finder sig selv og deres nye rolle i det post-faktuelle samfund. På trods af, at samfundet går i en post-faktuel og multi-faktuel retning - eller rettere på grund af, at samfundet går i en sådan retning, er det så meget mere vigtigt, at de etablerede medier står fast på de etablerede kendsgerninger.

At de råber »bullshit« i den allerbedste sendetid.